20. Emma Sehested Høeg ‘I Know All the Words but I Can’t Say Goodbye’
En særlig mystik og elegance gennemsyrer dette album. Det er musik fra en verden, hvor hverdagen ikke ser ud til at eksistere.
19. Thea Dora ‘Enter’
‘Enter’ hedder Thea Doras debut-ep, og det lyder som en invitation til at dykke ned i en spritny artist, der laver pop, der sprudler af overskud. Som en dansk pendant til PinkPantheress.
18. August Høyen ‘August’
Det giver mening, at vi nu – qua albumtitlen – er på fornavn med August, for han formår som få andre at skabe en følelse af intimitet og nærhed.
17. Fine ‘Rocky Top Ballads’
Chinah-frontkvindens årelange klippe-klippe-projekt skratter måske en smule mere, end soveværelsespoppen plejer at gøre, men det er en del af charmen. Det er herligt hjemmelavet.
16. Skomager & Chrome ’USL’
Inspirationen fra amerikanske stjerner som Playboi Carti og Yeat er tydelig, men Skomager og Chrome vrider lyde ud af deres stemmer, vi ikke har hørt før. Hverken i Danmark eller i USA.
15. Prisma ‘Something to Respond To’
Det er ikke det debutalbum, vi forventede, men heldigvis besidder søsterduoens elektroniske mavepustere lige så meget nerve som den støvede lydmursrock, de i sin tid brød igennem med.
14. Andreas Odbjerg ‘Un Hommage’
På ‘Un Hommage’ er Andreas Odbjerg en dirigent, der orkestrerer en spraglet symfoni af skuespillerstjerner, operapassager og omkring 60 studiemusikere. Storhedsvanvittigt? Oh yes, på den bedst tænkelige måde.
13. Mas ‘Når man taler om solen’
Mas lød længe som en oldschool-rapper i en newschool-verden. Men her nedbryder han de skel, og han skaber samtidig sin egen lyd uden at falde på knæ for tidsånden.
12. Hvor Er Skygge ‘Sommetider evig forårsregn’
Det her sprudlende debutalbum rummer så mange gode idéer, at det halve kunne være nok. Tænk en slags dansk Kevin Parker fra Tame Impala, bare med et endnu bredere vingefang.
11. School of X ‘Seventh Heaven’
Engang var han bedst kendt som trommeslager for Mø og The Minds of 99. Nu er School of X aka Rasmus Littauer først og fremmest synonym med ekstremt velsmurt indiepop.
10. Wicky ’Evigt op’
Fra de new jazz-inspirerede sci-fi-beats til de fremadsynede, hypermelodiske autotuneflows: Wicky er ankomsten af en ny vibe i dansk hiphop.
9. Erika de Casier ‘Still’
Der er en sublim selvtillid på ‘Still’. Farvel til eksen, der ghoster, bye til alle, der ikke respekterer hendes »day off«. Må vi alle en dag føle den energi, de Casier er besjælet af her.
8. Kingtommi ‘Haven’
Da alles øjne var på Kingtommi, gik han kontra. Eller rettere: Han gik Merlin. Og lavede et værk, der lyder, som var det indspillet i troldmandskåbe og med et sværd i hånden.
7. Østen ‘Daylight’
Østens musik er som en øjenkontakt, der er så intens, at det næsten gør ondt, men som har en så stærk kraft, at man ikke kan kigge væk.
6. Brimheim ‘Ratking’
På sit mørke, mangefacetterede andet album beviser Brimheim endnu en gang, at hun er en af tidens mest vedkommende danske sangskrivere. Bare lad være med at google, hvad titlen betyder.
5. Ida Laurberg ‘Bænkevarmer’
Ida Laurbergs outsider-pophymner var tiltrængte anthems til alle, der ikke passer ind i perfekthedskulturens skabeloner. Det er den slags popsange, vi har brug for lige nu.
4. Noah Carter ‘Noahs ark’
Sprogskiftet fra engelsk til dansk har unlocket en ny Carter. Mere raporienteret, mere relaterbar. Forhåbentlig er han kommet for at blive.
3. Kind Mod Kind ‘</3’
Det imponerende ved Kind Mod Kind er, hvor hurtigt de har fundet ikke bare en lyd, men et helt univers, der bare er deres. På ‘</3’ laver de fra start til slut sange, der kun kunne være lavet af lige præcis dem, lige præcis nu.
Det er et univers, hvor hjerte rimer på klubmusik, og hvor 00’erne genoplives i lyden og i gæsteoptrædenerne af Medina og Safri Duo.
Den elektroniske puls er rastløs og omflakkende, uanset om inspirationen kommer fra jungle eller Jersey club, mens Julius Amdisens falset er som et spøgelse, der søger kontakt på klubben.
Det er ikke bare Kind Mod Kind-lyden, det er også lyden af øjeblikket. Sange, der afspejler både en ensomhed og angst i tiden, men også et håb, et ønske om at komme i kontakt med andre.
2. Lamin ‘Skyll’
Lamin stod bag en af årets bedste danske udgivelser, allerede inden det her album udkom. Nemlig ep’en ‘De her timer’, en kort, men yderst vellykket detour ud i afrobeats og amapiano, der beviste, at dansk hiphops nye superstjerne spænder bredere, end de fleste nok havde troet.
Det understreger han igen med ‘Skyll’, hvor Lamin og producerteamet Anton Westerlin og Adam Hillebrandt fortsat skubber grænser og slipper fandens godt fra det, hvad enten vi snakker den konstant skiftende ‘H V D O L’ eller titelnummerets voldsomme, syntetisk støjende rage rap.
Men det er ikke kun som musiker, vi ser en ny side af Lamin. Det er også som menneske, når han på lukkeren ‘AtGøreEtBarnTilEnVinder’ deler ud af sine faderkomplekser og lader os komme tættere på end nogensinde før.
»Dansk raps kronprins«, kårer han beskedent nok sig selv som på sangen ‘Bid af bølgen’. I år føltes den titel næsten som en underdrivelse.
1. Elias Rønnenfelt ‘Heavy Glory’
Lad os være ærlige: Da Elias Rønnenfelt i sin tid annoncerede sit første album i eget navn, ville de fleste nok hellere have haft en ny Iceage-plade.
Nu er der næppe nogen, der klager over frontmandens soloridt. For selvom han med moderbandet konsekvent har leveret nogle af nyere tids bedste og mest potente danske rockplader, ville han aldrig have kunnet skabe ‘Heavy Glory’ med Iceage. Eller for den sags skyld Marching Church eller Vår.
Det er albummet ganske enkelt for nøgent til. Både i de akustiske, mere country-inspirerede arrangementer, men så sandelig også i teksterne, når Rønnenfelt giver sin indre romantiker frie tøjler og krænger sit blødende hjerte ud med så meget smerte i stemmen, at det næsten gør ondt.
Endda de to afsluttende covers føles som egne kompositioner, fordi forbilledernes ord synges med så meget ublu inderlighed af en af de mest karismatiske frontmænd, vores lille land nogensinde har produceret.
»Har der nogensinde været en sejere dansker end Elias Rønnenfelt?«, spørges der i den første sætning af Pitchfork-anmeldelsen. Selv som dansker er det svært at komme i tanke om nogen.