‘Something to Respond To’: Prisma-søstrene nægter at gøre det, der i sin tid gjorde duoen populær
Prisma, der består af søstrene Frida og Sirid Møl Kristensen, har den seneste håndfuld år opnået status som et af dansk rocks mest hypede navne takket være tre ting: konsekvent pragtfulde liveshows, overdådige vokalharmonier og deres støvede, eksplicit Raveonettes-inspirerede rocklyd.
Netop derfor er det også opsigtsvækkende, at sidstnævnte er så godt som fraværende på debutalbummet ‘Something to Respond To’.
De seneste singler havde varslet dette stilskift – det hed pludselig pulserende synths og dunkende trommemaskiner på sange som ‘All Inclusive’, ‘Andy’ og særligt ‘Kingdom’, hvor sidstnævnte praktisk taget var et house-nummer. Alle tre numre er at finde på albummets trackliste. Alligevel føles skiftet stort, når man hører værket i sin helhed.
Bevares, rocken er ikke blevet suget ud af universet. Et Queens of the Stone Age-klingende guitarriff optræder side om side med et Farveblind-assisteret breakbeat på ‘Will They Grow Up Into Young Soldiers of Love’, og der er godt med grynet kant på bassen på ‘Lost’.
Selv når strenginstrumenterne ikke står centralt i lydbilledet, er et uomtvisteligt rocket DNA stadig at spore – ikke ulig 00’ernes danske electrorock-bølge, der bød på hårdkogte rockbangers, hvor programmerede synths fyldte mere end guitaren. Det er illustrerende for Prismas visioner, at de på nummeret ‘Alive’ får assistance af Troels Abrahamsen, der med sit band Veto har produceret noget af det bedste, denne bølge bragte med sig.
Prisma står allerstærkest, når de fører denne rock-ånd med ind i det elektroniske univers. Sange som ‘Alive’ og ‘Lost’ bliver lige så massive mavepustere som bagkatalogets bedste rockskæringer takket være tætpakkede lydbilleder, klimaks-opbyggende sangskrivning og rigeligt med beskidt nerve.
De har også fået skabt nogle synthrockede toner, der virkelig klæder den attitude, der alle dage har gennemsyret Prisma. De hårdkogte beats på sange som ‘Into the Sun’ og den Simon Littauer-gæstede ‘My Only Love So Far’ oser af den coolness, der alle dage har defineret dem, og her finder duoens stemmer sig rigtig godt til rette.
Prisma har dog skabt et dynamisk og varieret værk, hvor de ikke er interesserede i, at hvert nummer skal være lige eksplosivt. Singlen ‘Kingdom’ skaber kontrast ved at skabe et tætpakket pudevår af synths over et blidt house-beat, hvorpå vokalerne kan boltre sig, og ‘My Only Love So Far’ giver Littauer længe til at skabe en sagte, ukomfortabel atmosfære, før de mere højtråbende lyde præsenterer sig.
Det er i de mere stilfærdige stunder, hvor Prisma stedvist savner en smule af den karakter, de ellers andetsteds brillerer med. Den drømmende ‘Circles’ lyder overvejende som en synthwavy Chromatics-pastiche, der ikke gør det store væsen af sig, om end en lækker, fuzzy shoegaze-guitarsolo til sidst rammer plet, hvor sangskrivningen ikke var i stand til det.
Den folksy og ligeledes meget æteriske ‘Fall Apart’ har samme problem. Den er en fin pause mellem to ret højlydte tracks, og lyden er tilstrækkeligt stemningsfuld – men så heller ikke mere gribende end det. Dette stilfærdige drama giver mig dårlige mindelser om den slags cover-sange, der alt for ofte bliver brugt i filmtrailere for at opnå en aura af alvor.
Det er dog snarere undtagelsen end reglen på et album, der er spækket med solide emotionelle greb og kreative tiltag – kombinationen af tværfløjte, banjo og børnekor på ‘Lost’ er uimodståelig, må jeg tilføje på falderebet.
‘Something to Respond To’ er ikke det debutalbum, jeg forventede. Men det er et debutalbum, der utvetydigt understreger Prisma-søstrenes talent.
Kort sagt:
Prismas imødesete debutalbum byder ikke på mange af de Raveonettes-klingende toner, som gav duoen deres umiddelbare succes. Til gengæld viser det, at de kan lave hårdtslående electrorock med lige så meget nerve og spidsfindighed som de bedste sange fra bagkataloget.