Ubesværet hjemmebanesejr: Højdepunkterne stod i kø til Prismas Tinderbox-koncert
Rockduoen Prisma har haft stor fremgang de seneste par år, og mens de har nogle fede singler og ep’er på samvittigheden, skyldes det meste af hypen en mere gammeldags opskrift på succes: De har spillet et utal af stærke koncerter, så omdømmet har spredt sig som ringe i vandet.
Ringene havde blandt andet spredt sig til Tinderbox, hvor de to Møl Kristensen-søstre skulle indtage den intime teltscene. Søstrene er født og opvokset i Odense, så som de selv bemærkede, følte de sig rigtig godt hjemme på festivalen.
Den hjemmebanetryghed smittede af på koncerten, der fortjener at blive nævnt i samme åndedræt som The Minds of 99, Zar Paulo og amerikanske Gogol Bordello, når vi opremser mine største oplevelser på årets festival.
Men lad os lige få to kritikpunkter ud af vejen, før vi når til de glødende roser:
For det første er Prisma begyndt at afslutte deres koncerter med en seance, hvor publikum splitter sig op i to halvdele, hvorefter de skal hoppe ind i midten sammen. Det er anden gang, jeg ser dem forsøge denne afslutningsmanøvre, og den fungerer bare ikke. Selv på de forreste rækker er det verdens mest halvhjertede »wall of death«.
For det andet var der lidt rod med ledningen til Sirid Møl Kristensens tværfløjte under det uudgivne nummer ‘Lost’. Det problem var heldigvis meget kortlivet, og når hun først for alvor kom i gang med at spille på sit instrument, fik vi den skønneste fløjtesolo, der på én gang lød betryggende og som et skrig om hjælp.
Hun var flankeret af søsteren Frida på akustisk guitar og Andreas Grønne på banjo, så vi ramte en rigtig fed højtempo-folkstemning. Det lød næsten, som om en gruppe garagerockere havde besluttet sig for at genopfinde bluegrass-genren. Så spidsfindig og original var lyden. Trods den drillende teknik endte nummeret som et højdepunkt
Et andet højdepunkt var den ligeledes uudgivne ‘Alive’, hvor de to søstre stillede sig over for hinanden foran en stor tromme i midten af scenen med mikrofoner placeret, så de kunne se hinanden i øjnene, mens de både trommede og sang deres gåsehudsfremkaldende harmonier.
Men det bedste i den sang var, da Frida trommede en simpel rytme, der øjeblikkeligt fik publikum til at klappe i takt, mens Sirid på egen hånd brølede i vilden sky, som om hendes liv afhang af det.
Størstedelen af koncerten bød på sfærisk højoktan-indierock, hvor søstrene sang harmonier, mens de spillede henholdsvis guitar og bas, og mens Andreas Grønne fra Kind Mod Kind gav den som intenst tempofyldt trommeslager, og Martin Simonsen stod for at skabe flotte synthscapes.
Især The Raveonettes-coveret ‘Bowels of the Beast’ var en stor oplevelse. Trommerne var kaotiske, synthlyden var tyk og tætpakket, Sirids bas var dejligt beskidt, og Fridas guitarsmadder gik smukt i spænd med de tågede soundscapes. Alt dette skete i så højt et tempo, at søstrene lige skulle holde en pause for at få vejret, da sangen var slut.
Jeg kunne blive ved med at nævne højdepunkter, for koncerten blev på intet tidspunkt den mindste smule kedelig. Men jeg må begrænse mig, så jeg vil slutte af med at fortælle, at ‘Drive’ var en genial måde at lukke koncerten på – selvfølgelig lige indtil den mislykkede »hop ind i midten«-finte.
Det er altid skønt at råbe med på hooklinjen »Hey! I’m on my way!«, og man kunne i bogstaveligste forstand se Andreas Grønne kæmpe med at holde tungen lige i munden, når han skulle håndtere det tætpakkede trommegroove.
Hjertet var oppe i halsen i løbet af hele denne hektiske dosis synthrock, og søstrene iførte sig handsker, fordi nummeret efter sigende kunne gøre nas, hvis man ikke beskyttede sine fingre. Det sikkerhedshensyn forstår man godt med det energiniveau, der blev lagt for dagen.
Kort sagt:
Søsterduoen Prisma havde fart over feltet, sfæriske soundscapes og vilde harmonier til en stilsikker hjemmebanekoncert på Tinderbox, hvor højdepunkterne stod i kø.