‘Still’: Erika de Casier kunne have lavet Y2K-hits til et internationalt publikum – i stedet går hun kontra
Det er ikke, fordi Erika de Casier er mindre betaget af 90’erne og 00’erne end alle andre. Hendes alt-poppede r’n’b flirter konstant med breakbeats, trancesynth, lo-fi-kicks og tilbageholdt Dido-temperament.
Men i en verden befolket af Y2K-nostalgikere er det alligevel lykkedes de Casier at finde sit eget take på tendensen.
Det er tydeligt på hendes tredje album, ‘Still’, selvom førstesinglen, ‘Lucky’, pegede kraftigt i retning af PinkPantheress og britens stilskabende blanding af hurtig UK garage og nonchalant vokal.
Et K-pop-inficeret udtryk, som de Casier også udforskede, da hun sidste år var en af de primære sangskrivere på NewJeans’ succes-ep ‘Get Up’ med det internationale kæmpehit ‘Super Shy’.
Det er ikke den lyd, der dominerer på ‘Still’. I stedet er det et slowburn af et album, der holder fast i det, der får den 33-årige dansk-portugiser til at skille sig ud i mængden.
Hvilket især er den her ætsende fornemmelse af, at de ofte ret sensuelle tekster formidles af et menneske, der ikke helt kan overgive sig til sit begær. En bedøvet stemme, der hele tiden ser sig selv udefra og kæmper en forgæves kamp mod den distance.
Allerede på åbneren, den prologiske ‘Right This Way’, er noget off. De Casier byder smilende velkommen i en spa-setting, men bag harpe og chimes lurer en ildevarslende flydebas, mens et åndedræt begynder at loope. Virkeligheden hakker.
Lige bagefter er teksten kåd på ‘Home Alone’ med stænk af reggaeton og et vådt, legelystent lydbillede. Men vokalen er på vagt, beatet uden rigtig bund, og til sidst sætter ordet »sexy« sig fast i en rille. Som om begæret alligevel må holdes ud i strakt arm.
Mønstret gentager sig. På ‘Ooh’ er støn fra en mand og en kvinde samplet til korte lydbidder, som de Casier strør ud på en af albummets mest fyldige produktioner. Mere klinisk bliver sex ikke.
Men det giver mening, for ‘Still’ folder sig ud som en samlet fortælling om at bevæge sig væk fra dårlige forhold og derhen, hvor man finder plads til at vokse som person. Farvel til den kæreste, der ghoster hende på ‘Ice’, goddag til den Erika, der insisterer på retten til fritid på ‘My Day Off’.
»I need to take it slow«, synger hun på sidstnævnte. Et budskab til arbejdsgivere og dates, men også en metakommentar. Albummet er fyldt med harpe, cembalo og whiskers, og til sidst falder alt til ro på paradisiske ‘Someone’ med Annie Lennox-vibes.
Nu handler det om Erika, siger musikken.
Af og til er der en snert af noget fortænkt over rejsen. Det, der på ‘Toxic’ skal ligne private optagelser af et skænderi, lyder for eksempel lidt som radiodrama. I hvert fald for en dansk lytter.
Jeg kan også godt savne, at kroppen får mere plads. Det er fint at dekonstruere sensualitet, men det kan blive søvnigt, når sangene ofte er skabt af grooves, der sjældent får lov at tage rigtig fat. Her hjælper det, når der undtagelsesvis er fremdrift i akkorderne som på ‘Twice’, der også vinder ved sine rytmisk elastiske whiskers.
Til gengæld er ‘Still’ et album, der bliver ved med at vokse på mig som kunstnerisk statement. Erika de Casier kunne være gået efter Y2K-hits til et stort internationalt publikum. I stedet er hun gået kontra og afsøger dybden i sit projekt: Hvem er Erika egentlig?
‘Still’ er lyden af en kunstner, der mærker efter helt inde i sig selv. Det er ret fascinerende at lytte med til.
Kort sagt:
Erika de Casier insisterer på ro til at finde ind til sin kerne som kunstner og person på ‘Still’. Det er i sagens natur en bumlet rejse, men tålmodighed betaler sig.