’Haven’: Kingtommi går lige så meget pop, som han går kontra på fantastisk forvirrende ep
Hvis der er noget, jeg godt kan lide ved nye kunstnere, er det, når man stadig ikke kan blive helt klog på dem. Tag nu bare Thomas Mulcahy Alexandersen, der udover at være en del af trioen Uden Ord har gang i en lovende karriere som Kingtommi.
I ét øjeblik kan han være den mest sårbare baryton i landet som på gennembrudssinglen ‘Bedre end dem’ fra debut-ep’en ‘Helt ind til knoglerne’, som vi roste helt op til skyerne i 2022. Det næste øjeblik går han all-in på autotune og skaber en hybrid mellem artrock og trap.
Jeg var totalt forvirret, da jeg så ham spille en kort koncert for nogle måneder siden. Der var en verden til forskel på de to udtryk. Og jeg er ikke mindre forvirret efter at have hørt hans nye ep, den syv sange lange ‘Haven’.
På de to ydernumre, åbneren ‘Hvordan jeg har det’ og afslutteren ‘Knogler de visner’, overrasker Kingtommi med overstyret emorock. Forvrængede elguitarer banker som et spændt 00’er-hjerte, inden de til sidst brænder helt sammen.
Det er lige så hudløst som ‘Bedre end dem’, men også nærmest trodsigt-kitschet i sin poppunkede desperation. Den syntetiske vokal lyder til tider som en leadguitar på ‘Knogler de visner’, der åbner et stort rum og fylder det med legesyg ungdommelighed.
Og netop den forbindelse til barnet i ham selv – der følges af en latent melankoli – er måske det bærende tema på ep’en. Flere tekster ser ligesom verden fra barnets perspektiv, et univers af troldmænd, eliksirer og græs, der vokser over hovedet.
Men den verden skvulper så hele tiden over i den ungvoksne twenty-somethings fletværk af kærlighedsrelationer, som altså ikke er mindre fyldt med magi og mysterier. Nogle gange lyder det lidt klodset, som når Kingtommi rimer »questy« på »din festy«, men det ér jo også en klodset overgang i livet.
Hvor skal man hen? Flere sange eksperimenterer med strukturen. På ‘Merlins’ er den helt løs, men bindes sammen af en slags syntetisk urværk, ligesom ‘Men hey, du ser mig!’ viber som en puslende hemmelighed af ekkosynth og, til sidst, hvislende klarinet.
Det virker, som om Kingtommi er lige så forvirret som mig, men tillader sig at gå på opdagelse i det ukendte. For noget ligger og glimter et sted.
På denne ep er det en overraskende poppet midte, der glimter.
Først med titelnummeret, ‘Haven’, der alligevel leger lidt med formen. For det virkelig fedt synkoperede omkvæd er i første omgang meget kort, men bliver anden gang længere og ender i et post-chorus med vokalen i båndsløjfe.
Helt ren i sin popform er til gengæld ‘I natten’. Der er små hilsner til country, men det er så afgjort Kingtommis mest poppede omkvæd i karrieren. Er det lige til den sødladne side? Måske, men med fin rytmisk variation i melodien.
Lige så iørefaldende er ‘Uden at tabe’, bare farvet mere af den trap, der dukker op i små glimt rundtomkring på ep’en. Synthen er i stadionstørrelse, men den rene popform udfordres fint af, at vers, bro og c-stykke glider lidt rundt i hinanden.
På den måde arbejder Kingtommi sig på samme tid hen mod og væk fra en mere poppet retning på ‘Haven’-ep’en. Han holder alle muligheder åbne lidt endnu, drømmer sig både ind i fortryllede universer og dystre blod- og break-up-fantasier.
Forvirrende? Rodet? Ja, joh. Men også meget kært og med et øje for detaljer i produktionen, vokalen og sangenes struktur.
Jeg ved ikke, hvilken mission han er på. Jeg ved heller ikke, om han selv ved det. Men jeg ved, at jeg gerne vil se, hvor den fører Kingtommi hen.
Kort sagt:
På den ene side har Kingtommi aldrig lydt så poppet som på ep’en ‘Haven’. På den anden side eksperimenterer han voldsomt med strukturer og udtryk. Livet er, heldigvis, forvirrende.