Premiere: Nikocorlin lader os lytte med på noget, vi ikke burde høre

Premiere: Nikocorlin lader os lytte med på noget, vi ikke burde høre
Nikocorlin. (Foto: Mathis Askebjerg Schmidt)

Man skal ikke langt ind i Nikocorlins nye single, ‘Something Wrong With Your Hands’, som Soundvenue i dag har premiere på, før det føles som at lytte med på noget, man egentlig ikke skulle have hørt.

Det er intimt og nedtonet, et sted mellem indiepop og folk. En enkel guitar bærer nummeret, mens en drømmende, underspillet produktion og en blid vokal trækker lytteren helt tæt på.

Kingtommi dukker op i glimt og fletter sig subtilt ind under hendes stemme, så deres vokaler glider ind i hinanden og giver omkvædet en mere skrøbelig klang: »All I wanna do is lay down with you, but I don’t know who I am«.

I tekstuniverset udfolder der sig et stille magtspil mellem to mennesker, hvor noget langsomt begynder at skride. At lede efter sig selv i en anden kan føles som at miste fodfæstet – begæret trækker i flere retninger, tvivlen tager form, og det, der engang stod klart, bliver sværere at få greb om.

Singlen er skrevet og indspillet spontant på en sommerhustur på Bornholm, og det kan mærkes. Der er en rå umiddelbarhed i optagelsen, hvor det ufærdige får lov at stå, og hvor pauserne taler lige så højt som ordene.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Something Wrong With Your Hands’ er ganske vist Nikocorlins første single på Konkylie, men hun er langt fra ny i sit eget lille, veltempererede univers.

Allerede på debutalbummet ‘Ocean Thread’ fra 2022 – med det passende tilbagelænede åbningsnummer ‘Calm n Cool’ – stod hendes fintfølende og underspillede udtryk klart. Og ja, hun holder stadig hovedet koldt.

Den linje fortsætter her i et minimalistisk lydbillede, hvor organiske og elektroniske elementer mødes med en næsten nonchalant elegance. ‘Something Wrong With Your Hands’ læner sig således ind i bølgen af alternativ dansk pop, der skyller ind over København i disse år.

Det er en stille udgivelse, der føles som noget, man ikke burde have haft adgang til, men som man heller ikke har lyst til at være foruden.

‘Something Wrong With Your Hands’ udkommer officielt 10. april.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af