Kingtommi rummer kaos og konflikter på sin eminente ep-debut
»Selv konger bliver i tvivl«, lyder det til sidst på nummeret ’Gennemskue’. Sætningen indkapsler den snublende storladenhed, der gør Kingtommis debut-ep, ’Helt ind til knoglerne’, til noget helt særligt.
Ep’ens fem numre er rundet af en slags grådlabil herskermentalitet: en indre konflikt, vi efterhånden kender ret godt fra forskellige figurer i poplandskabet. Tænk bare på Tobias Rahim som tårevædet general i musikvideoen til ’Når mænd græder’ eller maskerede D1ma, der ufortrødent indtager klubben med strofer om traumer og panik-angst.
Kingtommi aka Thomas Mulcahy Alexandersen – du kender ham måske fra artrockbandet Uden Ord – har dog sine helt egne musikalske virkemidler til at indtage rolllen som majestæt med let til tårer.
Polerne mellem storhed og fald, der udgør ep’ens grundlæggende motivation er måske allermest tydelig på ’Rykker lidt tættere’.
»Så let som det var / at falde i nu«, lyder det indledningsvist i en engleblid falset, der er understøttet af et kontrasterende gumpetungt klaver. Men den klaverballade, man kunne have ventet, bliver hurtigt aflyst og i stedet bliver lytteren trakteret med det mest overskudsagtige neosoulede omkvæd. Og netop som man troede, at man skulle føle sig som kongen af dansegulvet, vælter nummeret omkuld i rungende trommefills og skrigende guitarer.
Det kan jo virke lidt kaotisk, men Kingtommi og hans hold – heriblandt produceren Arto Eriksen (Tobias Rahim, Andreas Odbjerg) – har en eminent evne til at få de store kontraster til at lyde som det mest selvfølgelige i hele verden.
Ofte er det små detaljer, der gør den store forskel. ’Bedre end dem’ kører stort set i samme rille hele nummeret, hvor grynede trommer danner en ilter fremdrift under de rumklangsmættede guitarer. Men hen mod slutningen ankommer uventet nogle distortede guitarakkorder: »Som et lyn indenfor skabt af mennesker«, synger Kingtommi, og på samme måde føles det også som at høre torden fra en klar himmel. Distortionguitarerne bliver afløst af en violin på syretrip, og det skaber en medrivende fornemmelse af at kigge igennem nøglehullet og opdage en helt anden verden.
Skulle man ønske sig noget fra Kingtommi, var det måske en større stringens i lyrikken. Det virker som en grundlæggende præmis, at teksterne er skrevet med løs hånd og frie associationer. Men ofte danser tekstmiljøerne om den varme grød og ender som en lind strøm af karakterløse ord.
Omvendt virker lyrikken heller ikke så afgørende for Kingtommis overordnede udtryk: Det handler mere om energien i vokalen.
Udgangspunktet er hans sensible og påvirkelige høje register, der indimellem afbrydes af en glat autotune. Som på nummeret ’Lidt bange’, der byder på en lang udflugt med poprap over et triphoppet beat, der sammen med teksten skaber en Sivas-agtig atmosfære af følelsestom hverdagslammelse.
’Helt ind til knoglerne’ står tilbage som en kroningsceremoni for en selvsikker tudeprins med et indlysende talent. Det sidste nummer ’Dengang fra 1 til 2’ efterlader overraskende lytteren midt i et forløsende klimaks. Hovmod står for fald, og man kan kun glæde sig til mere.
Kort sagt:
Med den stærke ep ’Helt ind til knoglerne’ debuterer Kingtommi som grådlabil monark, der har sit helt eget musikalske udtryk for den usikkerhed, der kan dukke op midt i storhedsvanviddet.