Halvvejs gennem ‘Ratking’ begynder Brimheim at synge om indvolde – det er vedkommende og rørende
Forestil dig et dusin rottehaler, der er blevet sammenfiltret og har slået knuder på kryds og tværs. Desperat hviner og skriger hver enkelt rotte – altså dem, der ikke allerede er døde – mens de forgæves prøver at flygte fra denne grufulde situation.
Men hvert forsøg på at slippe væk strammer knuderne. Til sidst må selv den stærkeste af dem kapitulere, og rotterne danner nu en sol-lignende formation, hvor haleknuderne udgør den store brændende stjerne med de døde kroppe som stråler. Det er barskt og virkeligt.
Netop dette mystiske motiv pryder centerlabelet på Brimheims nye LP, som ligeledes er opkaldt efter fænomenet: ’Ratking’.
Dette væmmelige begreb er en passende metafor for mange af dansk-færøske Helena Heinesen Rebensdorffs sange. De kredser om de løgne, vi fortæller os selv i et forsøg på at bemægtige os virkeligheden. Alle som én er vi fanget af vores skæbne, den satans haleknude. Livet er pissesvært at navigere i, og så dør man.
Til forskel fra de mere spinkle sange på debuten ’Can’t Hate Myself Into a Different Shape’ er ‘Ratking’ pakket med store arrangementer og voluminøse produktioner, og det har både sine fordele og ulemper.
Et nummer som ‘Keep Bleeding Diamonds’ hører jeg som en slags søstersang til debutens titelnummer, men modsat det er der nu skruet helt op for stadion-rumklangen, og man længes lidt efter minimalismens styrke. Derfor er ‘Snow Angels’, en Vashti Bunyan-klingende lille komposition, der langsomt sluger sig selv, et af pladens bedste øjeblikke. En simpel, næsten naiv vise om tryghed i kærlighed.
Modsætningen får vi i ‘Fell Through the Ice’, der trods det semantiske parløb i titlerne står i kontrast med sin fortælling om desparat længsel. Og så lyder den altså lige lovligt meget som dansk rock fra 00’erne, hvilket ikke er overraskende, da manden bag knapperne, Søren Buhl Lassen, har erfaring fra blandt andet Swan Lee.
Af de tre singleforløbere slipper den emancipatoriske radiobanger ‘Brand New Woman’ sunget i duet med Eee Gee bedst fra det. Den lyder virkelig som et radiohit, langt mere end både den discoplagede ‘Literally Everything’ og den Lana del Reyede ‘Normies’, der desværre står lidt for stille – også selvom der dukker en fremmedartet guitarsolo op i midten af sangen.
Halvvejs gennem albummet blotter Brimheim for alvor tænder. Det er, når vi kommer dybere ind i rottehaleknudens anatomiske forviklinger, tættere på sagens kerne, at de mere vedkommende og rørende sange foldes ud.
Her finder man sange som ’No Liver No Lungs’ og ‘Surgeon’, som bryder det generelle lydbillede i to nærmest ’Ray of Light’-inspirerede sange med kroppens indvolde (og manglen på samme) som metaforer for de aspekter af livet, der er både intime og fremmedgørende. De problemer, vi ikke kan løbe fra. Rottehalerne.
Allertættest kommer vi på den herligt spartanske pianoballade ‘Hurricane’, hvor lytteren føres helt ind i mundhulen på sangeren.
Den afdæmpede instrumentation åbner op for en ekstrem intimitet i vokalen og især produktionen. Man udsættes for en veritabel drypstenshule af ASMR-agtige mundvandslyde. Hver konsonant er en stalagmit, hvert tungeklik en stalaktit. Nærheden er overdrevet til et punkt, der næsten bliver for meget. Det har en rigtig god, hermetisk kvælende effekt.
Til slut i nummeret hører man med dynet reallyd, at pianisten rejser sig fra klaveret og går ud af døren. Det lyder virkelig, som om man hører det helt inde fra Brimheims nu lukkede mund. Wow.
Kort sagt:
Med større musikalske muskler end hidtil har Brimheim skabt et album, der lever op til sin makabre titel. Halvvejs gennem ‘Ratking’ blotter Brimheim for alvor tænder, og det er både vedkommende og rørende.