Den første sang jeg kan huske gjorde et indtryk:
Madonna ’Drowned World / Substitute for Love’
»Jeg var otte år gammel, og min veninde introducerede mig til Madonnas album ‘Ray of Light’, hvor denne her sang vist nok er åbningsnummeret. Jeg kan bare huske, at jeg syntes, det her nummer var så sindssygt atmosfærisk og universskabende. Det var noget helt andet end det hitlistemusik, man ellers lytter til som barn. Så det var første gang, jeg følte, at musik tog mig med på en rejse«.
»På et tidspunkt i sangen kommer der et stykke med en arpeggiofigur på akustisk guitar, efter sangen ellers inden da har været meget mere elektronisk båret. Så man lige pludselig fuldstændig skifter til et helt nyt rum rent musikalsk. Det, syntes jeg, var vildt dengang – og det synes jeg stadig den dag i dag«.
Sangen til min første forelskelse:
Nirvana ‘Jesus Doesn’t Want Me For a Sunbeam’
»Der er sikkert mange, der kan relatere her. Jeg kunne egentlig have valgt hele det unplugged-album (‘MTV Unplugged In New York’, red.), hvis det skulle være. Men jeg endte med at vælge denne her sang, som jo egentlig er et cover af The Vaselines«.
»Den er bare let, men stadig emotionel. Teksten både her og på Nirvanas egne sange er egentlig sådan ret abstrakt, så jeg tror egentlig ikke, at jeg forsøgte at analysere mig frem til, hvad det egentlig handlede om. Det var mere bare følelsen af at lytte til denne her meget ømme plade fra et band, der ellers normalt bare sparkede døren ind og var meget mere støjende. Så det satte en rigtig flot scene til første gang, jeg tungekyssede med nogen og lå på teenageværelset og bare følte, at nu begynder livet for alvor«.
Sangen der gav mig lyst til at lave musik:
Radiohead ‘Everything In It’s Right Place’
»Da jeg hørte det her nummer første gang, var jeg allerede så småt begyndt at skrive sange selv, men jeg fik virkelig en oplevelse af, at musikken virkelig eksploderede for mig. Det blev et vendepunkt og et eksempel på, at musikken kunne mange flere ting, end jeg egentlig havde troet, den kunne«.
»Jeg tror stadig, at jeg synes, ‘Kid A’ er den bedste plade nogensinde. Det er for mærkeligt, at det er mennesker, der har lavet den. For det føles mere som magi end som musik. Det eksploderede min hjerne og viste mig, hvor dybt kaninhullet egentlig var, og hvordan man kunne skabe andre universer og udtrykke så dybe og udefinerbare følelser gennem lyd«.
En sang jeg forbinder med kærestesorger:
Rihanna ‘Needed Me’
»Jeg skamlyttede til denne her sang i forbindelse med mit seneste breakup. Jeg var rigtig vred og følte mig rigtig dårligt behandlet, men jeg følte mig også empowered af den vrede, så jeg dyrkede den helt vildt meget«.
»Denne her sang har så meget attitude og talte så meget ind i den følelse af harme. Sådan en følelse af: Fuck dig, jeg er så meget bedre end det her! Rihanna er også bare så stærk og fucking inspirerende i den måde, hun bærer sig selv på. Den attitude var virkelig inspirerende for mig i løbet af det breakup, hvor jeg virkelig dyrkede vreden i kærestesorgen. Det var det, der hjalp mig over på den anden side af det«.
En sang jeg altid vender tilbage til for inspiration:
Mitski ‘Your Best American Girl’
»Mitski! Altid og for evigt. ‘Your Best American Girl’ var den første sang, jeg hørte med Mitski tilbage i 2016, hvor jeg ellers i nogle år havde beskæftiget mig mest med elektronisk musik. Men den poppede op i min Discover Weekly-playliste på Spotify, og jeg tænkte bare, fuck hvor er det her sindssygt«.
»Det er jo egentlig nogle ret klassiske indierock-konventioner, Mitski bruger, men hun gør det på en virkelig frisk måde. Hendes sangskrivning er så stærk, og hendes resignerede sårbarhed er så kraftfuld. Det er et kongeeksempel på at bruge nogle allerede etablerede konventioner til at udtrykke noget personligt og noget, der stadig lyder skarpkantet og friskt. Jeg føler, at alt hvad hun gør, er lavet direkte til mig«.
Sangen der giver mig gåsehud hver gang:
Big Thief ‘Mythological Beauty’
»Adrianne Lenker er bare en gudsbenådet sangskriver, og det her var den første Big Thief-sang, der gik helt ind i mit hjerte. Teksten på det her nummer er så stemningsfuld. Den måde hun evner at skrive vedkommende samtidig med, at det har sådan en mytologisk følelse, er helt unik. Den har nogle beskrivelser af minder og barndom, som er så poetiske og så nære, men samtidig også bare gigantiske. Og så er der det øjeblik i andet vers, hvor hun går en oktav op og synger nærmest desperat om en bortadopteret storebror. Åh! Jeg får næsten våde øjne bare af at tænke på det«.
En sang hvis tekstunivers slår mig bagover:
Lana Del Rey ‘Hope Is a Dangerous Thing For a Woman Like Me to Have – But I Have it’
»Det er en virkelig nedbarberet sang i forhold til mange af hendes andre ting. Men da den kom ud som single, og jeg lyttede til den, var det første gang, det gik op for mig, hvor god en sangskriver Lana Del Rey egentlig er. Måske fordi hele hendes Hollywood noir-branding, som er super effektfuldt, normalt er det første, man får øje på. Men wow, denne her sang«.
»Den har så meget tyngde, at den lyder som en klassiker allerede ved første lyt. Jeg har nærlæst teksten flere gange, og der er nogle så mærkelige linjer, som hos andre kunstnere ville virke enormt forcerede eller fjollede, men som hun får til at fungere. Den blander perfekt det symbolsk abstrakte med det mere konkrete. Den rykker noget i mig – jeg bliver bevæget, og jeg kan ikke forstå hvorfor? Det synes jeg er en kæmpe bedrift. At man sidder tilbage med flere spørgsmål end svar, men alligevel aldrig føler, at det er uvedkommende«.
Den nyeste tilføjelse til listen over mine all time-yndlingssange:
Toth ‘Copilot’
»Hele Toths plade, der hedder ‘Practice Magic and Seek Professional Help When Necessary’, er en fuldstændig eminent plade, og jeg forstår ikke, hvordan han ikke er større. Han bearbejder et breakup på denne her plade, men ser det hele i et lys, der er fremadskuende og handler om heling«.
»Desuden er han også rigtig sjov, og der er rigtig mange sjove betragtninger og lydvalg. Produktionen både på denne sang og resten af albummet bærer bare præg af en sprudlende kreativitet, der er enormt inspirerende. Jo ældre man bliver, og jo mere musik man er blevet præsenteret for, jo mere skal der også til for at noget virkelig føles transcenderende og ræsonnerer på et dybere plan. Men det her var en af de sange, der formåede at gøre det«.
Sangen jeg ville ønske, jeg havde lavet:
Squirrel Flower ‘So Hot You’re Hurting My Feelings
»Jeg kendte også Caroline Polacheks originalversion af sangen, men det var først, da jeg hørte det her cover, at den for alvor ramte mig. Jeg holder også af originalen, men det er som om, at denne her version hits a little harder. Måske er det bare fordi, at den er mere emo, mens originalen er mere cheeky og sjov«.
»Jeg levede i et langdistanceforhold med min kone i to år, før vi blev gift, og det er så simpelt, men præcist beskrevet i denne sang. Det rammer virkelig ind i en erfaring, som jeg selv har haft, så jeg ville ønske, at det var mig, der havde skrevet den. Og hvis jeg havde skrevet den, havde den nok også lydt mere af Squirrel Flower end af Caroline Polachek«.
En sang jeg også hører om 50 år:
Julia Jacklin ‘Don’t Know How to Keep Loving You’
»Det er igen en meget klassisk singer/songwriter-sang, hvor teksten spiller en hovedrolle. Men også hendes stemme, som både er meget afmålt, men samtidig dybt følsom. Der er bare noget ved hendes stemme, som kommunikerer denne her følelse af en forelskelse, der sygner hen, som bare er så hjerteskærende, smuk, melankolsk og forfærdelig. Præcis lige som med Lana Del Reys sang, som jeg nævnte tidligere, så har den bare en følelse af at være en klassiker fra allerførste lyt. Det er kort og godt bare en virkelig god sang i ordets allersimpleste forstand«.