1. Brimheim ‘Hurting Me For Fun’
Man troede lige, man vidste, hvor man havde Brimheim. Den dansk-færøske indierocker albumdebuterede for en uge siden med det dybt sårbare ‘Can’t Hate Myself Into a Different Shape’. Her er der altid en ny inderlig rockballade om hjørnet, hvor Brimheim giver mere af sig selv og deler ud af de mest sårbare tanker. Emotionel levering og fængslende sangskrivning over hele skiven.
Men det mest ubekvemme track er nok afslutningsnummeret, hvor hun afviger mest fra den indierockede genrekasse, hun ellers typisk befinder sig i.
Med en titel så masochistisk som ‘Hurting Me For Fun’ er det ikke et under, at sangen rammer lige i føleren, Men som synthesizeren mod slutningen bliver kraftigere og kraftigere, udvikler sangen sig til en hårdtpumpende EDM-banger. Smerte og energi går i skøn forening, og hele Brimheim-projektet bliver sat i en ny genrevridende kontekst. Det er en vanvittig afslutning på et i forvejen eminent album.
2. Sonic Girl ‘DJ of my Dreams’
Danske Sonic Girl er en del af en ny dansk hyperpop-bølge, og den Sophie-klingende ‘DJ of My Dreams’ er nok det mest hyper af hendes hidtidige tracks. Det er første single fra Sonic Girls kommende debutalbum, der udkommer via Gangers pladeselskab Yachtvej
3. Rosalía ‘Saoko’
Det spanske popfænomen Rosalía fik sit gennembrud med en opsigtsvækkende blanding af artpop, r’n’b og flamenco – men sidenhen har hun lukket både mere reggaeton, hiphop og glitch ind i sit univers. Det er præcis i det krydsfelt, vi finder denne slagkraftige single, der peger frem mod albummet ‘Motomami’, der lander 18. marts.
4. Carmon feat. Artigeardit & Lamin ‘Stable’
»Jeg ved de fleste hader uden grund – så jeg gav dem grunde«. Carmon er på sit A-game her, og hans kollaboratører ligger absolut ikke på den lade side heller. De citerbare linjer overfalder nærmest hinanden. ‘Stable’ kan høres på Carmons nye ep ‘CSKI Vol. 2’, der er ude nu.
5. Danser med Piger feat. Kidd ‘Kemikalier’
Tidligere i år stod den spirende popgruppe Danser med Piger for opvarmningen til Cheff Records’ store arenashows. Nu har bandet endnu en gang fået Cheffs kvalitetsstempel, idet deres nye festbasker indeholder et gæstevers fra selveste Kidd. Sangen er umulig at sidde stille til.
6. Agnes Hartwich ‘Black Shiny Car’
Det danske rockhåb Agnes Hartwich har denne uge udgivet sin debut-ep, ‘Into the Deep Dark Blue’. Vi er særligt glade for det dramatiske åbningsnummer ‘Black Shiny Car’, der effektivt sætter en længselsfuld stemning.
7. Amber Mark ‘Cosmic’
Vi kan slet ikke få hænderne ned over ‘Three Dimensions Deep’, debutalbummet fra r’n’b-stortalentet Amber Mark. Vores yndlingssang på albummet er ‘Cosmic’, en sang om et langdistanceforhold, der skaber så astronomisk store romantiske følelser hos Mark, at hun ikke engang selv føler sig i stand til at forklare dem.
8. Reveal Party ‘Wish I Could Hold You’
Danske Reveal Party er klar med de første toner siden den fremragende debut-ep ‘You Stole a Year of My Life’ fra sommeren 2020. Det sker med en indadvendt breakup-ballade om at købe sin ekskærestes vibrator, så man stadig har lidt af dem hos sig. Sangen peger frem mod ep’en ‘You’re My Favourite Person – I Love You’, der lander 10. marts.
9. Joyce ‘Jeg har glemt hvor gammel jeg er’
Versene lyder lidt som Nirvanas ‘Drain You’, omkvædet klinger af Sum 41’s ‘In Too Deep’, men helhedspakken er umiskendeligt Joyce. Hvem kunne ellers skrive guldkorn som »hvis jeg lagde en lort, så ville I ramme den ind og sige, at det her er det bedste lort, I har set«?
Vi glæder os gevaldigt til den københavnske rockkvartets imødesete albumtoer, der udkommer 11. marts.
10. Greta ‘Genug’
Greta tager et kvantespring fra synthpoppen over i klubmusikken på sit andet album, ‘Forever We’ll Be Dancing’, og den pulserende ‘Genug’ (der synges på Gretas tyske modersmål fra start til slut) er et af de bedste eksempler på, hvor godt det hele lyder.