Tidens mest hypede internetgenre er kommet til Danmark – mød de danske hyperpop-kunstnere

I hyperpoppen er alting hurtigere, vildere, mere ekstremt. Nu har genren spredt sig til Danmark
Tidens mest hypede internetgenre er kommet til Danmark – mød de danske hyperpop-kunstnere
Glitchi. (Foto: Anika Larsen)

For tiden er der langt mellem ægte popsange. Både i udlandet og herhjemme. Popsange på ’Teenage Dream’-måden, popsange i Max Martin’sk forstand, der får dig til at smide armene over hovedet, glemme i morgen og skråle med.

’Poptimismen’ som styrede 00’erne og de tidlige 10’ere er forsvundet fra hitlisterne, der nu domineres af The Weeknd og Dua Lipas 80’er-nostalgi, viral rap fra Polo G og Lil Nas X og intim bedroom pop a la Billie Eilish og Olivia Rodrigo. Den gammeldags pop er altså måske ikke længere så … populær.

Det betyder dog ikke, at pop som idé er blevet irrelevant. Mens radiopoppen er forsvundet, har den blomstrende hyperpop-bevægelse smidt de kommercielle ambitioner over styr og skabt en futuristisk og radikal idé for, hvad popmusik kan. Der kommer til syne hos kunstnere som Slayyyter, de kultagtige 100 Gecs og, hvis man går længere tilbage, PC Music-kollektivet og afdøde Sophie.

Hyperpop er ikke så meget en genre som et æstetisk paradigme og en kompromisløs insisteren på, at gabber-beats, trap, popmelodier og dødsmetal sagtens kan eksistere side om side – en vision omkring pop som det ultimative, hyperreelle potentiale. I hyperpoppen er alting hurtigere, vildere, mere ekstremt.

Siden hyperpoppen manifesterede sine kendetegn i midten af 10’erne, har den efterhånden vokset sig stor i hele verden (nok størst på internettet), og det siger nærmest sig selv, at det kun var et spørgsmål om tid, før bevægelsen ramte skærmene herhjemme i Danmark (hvor det heller ikke ligefrem er pop der dominerer hitlisterne).

Navne som Chinah, Necklace og Faber har flirtet en smule med æstetikken og lyden, men i fredags udkom den første større danske hyperpop-udgivelse i form af Glitchis debut-ep ‘Welcome to the Twenties’.

I den anledning guider vi her til fire nye danske kunstnere, der dyrker hyperpoppen lige nu.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Sonic Girl

Det første skud på den danske hyperpop-stamme skød frem i oktober sidste år, hvor Sonic Girl udgav den drømmende, tyggegummi-agtige og lyserøde debutsingle ‘Girlfriend’, hvis boblende synthesizere og musestemmer fortalte en nærmest banal kærlighedssang. Hendes anden (og hidtil seneste) single ‘Hackerboy’ var en ballade tilegnet Sonic Girls’ digital spy’ – en slags 2021-kærlighedssang.

De ellers simple gloser »Where are you? / I want you / I need you« får et nyt lag i sangen, der udspiller sig som en kærlighedshistorie, hvor Sonic Girl ikke bliver forført på klubben eller kaffebaren, men over internettet efter at have slået antivirussen fra.

Sonic Girls hyperpop udmærker sig netop ved at tage poppens æstetik og hang til lette budskaber og hooks til det yderste, og de sukkersøde følelser og overproducerede, overfladiske lyduniverser afslører ved nærmere gennemlyt en dybde og en slags post-ironisering over poppens og det digitales væsen.

Et debutalbum ved navn ‘Confessions’ skulle lande senere i år.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Glitchi

Hvis Sonic Girl var det første rigtige danske hyperpop-navn, er dansk-amerikanske Glitchi det hidtil mest hyperpoppede.

Singlen ‘Cyborg’ er en ekstrem, halsbrækkende hyperpop-banger, der starter i et alternativt r’n’b-univers, går over i et dystert, metallisk mellemspil, inden den til sidst bliver nærmest progrocket.

Genreakrobatikken går igen på hele ep’en, hvor intet står stille – selv stemmen bliver en ustabil størrelse, der glider op og ned og ud og ind ad maskinen, mens teksterne kredser om vores stigende teknologiafhængighed og tab af os selv – »I don’t wanna talk I don’t wanna touch you at all / welcome to the twenties«, lyder det på ‘WTT20’s’.

Glitchi er både dybt sammenviklet med teknologien og kæmper med at bryde ud af den, og de ekstreme stemningsskift virker næsten som en bevidst afvisning af streamingtjenesters tendens til at kategorisere musik efter genre og mood.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Isakk

Isakk har efterhånden fået opbygget et enormt Soundcloud-arkiv, der rummer både lo-fi-hiphop, techno, metalrap og Soundcloudrap. Også her bliver det nærmest genreløse altså en genre i sig selv.

Gennemgående er dog en hiphop-æstetik og en næsten destruktiv brug af teknologien, hvor mastersporet overstyrer – der sker så meget, at man bliver væk i produktionen, og vokalerne er pitchet til det ekstreme eller gemt bag så mange lag af rumklang, at de forsvinder ind bag computeren.

Dette gælder også hans første officielle single, den hektiske, forvrængede 8-bit-partystarter ‘Tænder’, hvor hele nummeret er blevet skruet ti procent op i tempo, fordi det lige skal gå lidt for hurtigt. Og så er Isakk noget så unikt som hyperpop på dansk!

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Maththegamergirl

Maththegamergirl har indtil videre kun udgivet et nummer, ‘Cooliac’, der er som en syret blanding af Gus Dapperton og Boy Pablos døsige guitarsange, der møder svenske Drain Gangs flair for digitale synthmelodier og autotunede vokaler.

Der opstår et underligt clash mellem den lo-fi-agtige guitar og trommemaskine og den overperfekte vokal, og Maththegamergirl virker dermed lidt som en sammensmeltning af de to på én gang modsatrettede og samtidig relaterede genrer bedroom pop og hyperpop – det er både hyperdigitalt og maskinelt og samtidig lidt rodet, støvet og hjemmelavet.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af