‘Can’t Hate Myself Into a Different Shape’: Brimheim giver uendeligt meget af sig selv på formidabelt debutalbum, der konstant får hårene til at rejse sig

‘Can’t Hate Myself Into a Different Shape’: Brimheim giver uendeligt meget af sig selv på formidabelt debutalbum, der konstant får hårene til at rejse sig
Brimheim. (Foto: Hey Jack)

De fleste af os kender scenariet: Man skal holde middagsselskab og bruger store ressourcer på at være imødekommende. I Brimheims tilfælde endda for store ressourcer. Nervesystemet er i alarmberedskab, så knoerne bliver hvide af ængstelse. Og hvad værre er: Hun føler samtidig ikke, at hendes elskede ser, hvor hårdt hun har det.

Grunden til, at det er relevant at fremhæve sådan et eksempel, skyldes at det her åbenhjertige indblik i sindets kroge er blandt de mest gribende træk ved Brimheims stærkt imødesete debutalbum, ‘Can’t Hate Myself Into a Different Shape’. Helena Rebensdorff pakker ingenlunde tingene ind og blotlægger både sin sensitive sjæl og konkrete episoder som ovennævnte (på det ret så forrygende titelnummer).

Nærvær og vedkommende sange griber bare lytteren lidt stærkere, og dansk-færøske Rebensdorff kører såvel det musikalske som det lyriske tungskyts i stilling i en sådan grad, at man ikke kan undgå at blive rørt. »I wish I didn’t care what you think of me«, lyder det iørefaldende omkvæd i ‘Baleen Feeder’, og jeg gad godt at møde den person, som ikke kan spejle sig i det udsagn.

Én ting er Brimheims talent som formidler af relaterbare fortællinger. At de musikalsk præsenteres med en udsøgt balance mellem det intime og det storladne bidrager yderligere til, at albummet er en fuldt forløsende oplevelse.

Således stortrives de afdæmpede ‘Straight Into Traffic’ og ‘Favourite Day of the Week’ i højstemt  harmoni med fuzzpop-perlerne ‘Hey Amanda’ og ‘This Week’s Laundry’.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Debut-ep’en ‘Myself Misspelled’ (2020) præsenterede Brimheim som en kunstner, der allerede på affyringsrampen havde defineret en stærk og overbevisende musikalsk identitet. Et indtryk, som manifesteres til fulde på ‘Can’t Hate Myself Into a Diffferent Shape’, der er rig på højdepunkter fra en kunstner, som tilsvarende gavmildt giver uendeligt meget af sig selv.

Da jeg sidste år oplevede Brimheims magtdemonstration af en koncert på Spot Festival, hæftede jeg mig blandt andet ved hendes fortryllende naturkraft af en stemme. Den kommer naturligvis også til orde på albummet, og hårene rejser sig i takt med de himmelstræbende harmonier i ‘Heaven, Help Me, I’ve Gone Crazy’ og ‘Lonely is Beauty’, ligesom vokalen myndigt dirigerer dramaet i den ildevarslende ‘Poison Fizzing On a Tongue’.

»What do I even run from? I’m already a free woman, can’t you tell?«, lyder det i førnævnte ‘This Week’s Laundry’, og omend tunge eksistentielle temaer og komplekse følelser besynges, fremstår Brimheim reflekteret, afklaret og stærk på et formidabelt værk, der konsoliderer hendes blændende talent.


Kort sagt:
Med en højstemt harmoni mellem det intime og det storladne formulerer Brimheim på gribende vis komplekse følelser og relaterbare situationer på et formidabelt debutalbum, der konsoliderer hendes åbenlyse talent.

Brimheim. 'Can't Hate Myself Into a Different Shape'. Album. WAS Entertainment.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af