Brimheim er nogenlunde så overbevisende, som man overhovedet kan være på en debut-ep

5 6
Brimheim er nogenlunde så overbevisende, som man overhovedet kan være på en debut-ep
Brimheim.

Ep’en er et lidt sjovt format. Den er på mange måder en øvelse ud i begrænsningens kunst. De bedste ep’er har en tendens til at efterlade mig imponeret over, at et så helstøbt værk kan vare så kort tid.

Debut-ep’en er om muligt en endnu mere mærkværdig disciplin. Ofte tager den nærmest form af en salgstale. En kunstner træder frem og skal overbevisende sige »her er jeg, jeg er værd at holde øje med« på et værk, der kan vare helt ned til 10-12 minutter. Det er vel nærmest at forsøge at indkapsle sig selv som kunstner på tværs af en lille håndfuld tracks.

Den opgave har dansk/færøske Helena Heinesen Rebensdorff klaret eminent. Under kunstnernavnet Brimheim har hun udgivet debut-ep’en ‘Myself Misspelled’: Fem tracks, der hver især er virkelig overbevisende, hvad gælder hendes kunstneriske kunnen.

Udgivelsen åbner med den fornemmeste melankoli på det indledende vers i ‘Four Chambers’. Men bedst som man føler sig til rette i denne stemning, begynder et distanceret, fuzzy omkvæd, der har mere nerve end denne tilsyneladende ganske kontrollerede rocksang antydede til at starte med.

Det længselsfulde andet vers afviger så meget fra det første, at man ikke skulle tro, at det stammede fra samme sang – men omkvædet binder det noget så perfekt sammen. Ja, i kontekst kommer diskrepansen nærmest ikke til udtryk.

At blive slynget så elegant fra én sindsstemning (og lyd) til den næste er en oplagt måde at introducere lytteren til ‘Myself Misspelled’. For Brimheims musikalske alsidighed er absolut et af ep’ens trækplastre.

Tag blot det andet track, ‘Kafka’, der starter med et yndigt, underspillet instrumentalt backdrop, der leder tankerne hen mod tidlige Florence + the Machine-hits som ‘Dog Days Are Over’, men som senere omfavner en mere rå, støvet æstetik. Og hold dette op mod det afsluttende titelnummer, hvor Brimheims stemme i sine mest højlydte øjeblikke lyder af en ung Patti Smith eller PJ Harvey, mens den omgivende instrumentation heller ikke holder igen med sin ængstelige, let postpunkede lyd.

Det, der dog virkelig får ‘Myself Misspelled’ til at gå op i en højere enhed, er Brimheims evner som sangskriver. Den helt store krone på værket i dette regi er ‘Exquisite Bliss’, der er noget så opsigtsvækkende som en utvetydigt lykkelig kærlighedssang i ep’ens ellers så kontemplative univers.

Hun får sangen mesterligt integreret på tracklisten ved at sætte fokus på kærlighedens mere tænksomme sider – at oprigtig kærlighed kan føles så godt, at man helt begynder at tvivle på, om den er ægte, og om man har fortjent den. På mange måder er sangen derfor ikke ulig James Blakes ‘Where’s the Catch?’, men hvor Blakes sang munder ud i eksistentiel krise, ender Brimheim med at lade kærlighedens eufori være sangskrivningens fundament.

Brimheims helt forsigtige, underspillede side finder vi på det efterfølgende nummer, ‘Sake of Simplicity’, der kanaliserer lyden af Radioheads ‘In Rainbows’.

Det er ep’ens mest sårbare værk, helt fri for de følelsesudbrud, der definerer de andre sanges klimakser – og når Brimheim mod slutningen synger »I will be okay«, gør hun det med så øm en levering, at det er svært ikke at opfatte det som om, fortælleren mest af alt prøver at overbevise sig selv.

Alle fem tracks på ‘Myself Misspelled’ er intet mindre end fremragende, og så er de endda fremragende på hver deres unikke måde. Hvis vi opfatter Brimheims debut-ep som en salgstale, så er der ingen tvivl: Jeg er solgt!


Kort sagt:
Rockkunstneren Brimheim er nogenlunde så overbevisende, som man overhovedet kan være på en debut-ep – alle fem tracks er fremragende, og de fremviser en alsidig, utvivlsomt begavet sangskriver, sanger og musiker.

Brimheim. 'Myself Misspelled'. Ep. W.A.S. Entertainment.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af