DE MEST SEXEDE SANGE. »Who are you? Are you in touch with all of your darkest fantasies? Have you created a life for yourself where you can experience them?«.
Sådan spørger Lana Del Rey i åbningsmonologen fra det 10 minutter lange epos af en musikvideo, der akkompagnerer hendes 2012-single ’Ride’, og tilføjer så: »I have«.
’Ride’ er ikke Lana Del Reys mest sexede sang, men det er alligevel her – i musikvideoens herligt meningsløse verden af forfalden storhed – at hun formulerer den teori om sex og erotik, som strømmer igennem hele hendes efterhånden omfangsrige diskografi.
Jeg blev besat af Lana Del Rey i mine helt tidlige teenageår. Besat af hendes stiliserede americana-fantasiverden, hendes glamourøse film noir-fatalisme og hendes narkotiske dekadence, der gennemsyrer de storslåede fortællinger om tragisk kærlighed.
Selvom jeg endnu ikke havde oplevet en eneste af de mildest talt foruroligende ting, hun sang om, var jeg fuldkommen overbevist om, at jeg kunne relatere til dem. Først langt senere forstod jeg hvorfor.
At være homoseksuel er at forvandle selve den potentielle katastrofe, det er at leve uden for normerne, til noget sexet. At give fantasien frit spil til at omforme det tragiske til erotik.
Lana Del Rey synger oftest fra en eksplicit heteroseksuel position, men jeg kan alligevel ikke komme i tanke om nogen, der er bedre til netop det, end hun er. Hun skaber fantasiverdener, hvor smerte og nydelse forenes, og traumer stiliseres, romantiseres og dramatiseres på måder, jeg kun kan beskrive som queer.
Sexet sorg
»I was born to be the other woman. Who belonged to no one. Who belonged to everyone«, lyder det andetsteds i ’Ride’-monologen.
Andre gange er Lana Del Rey en falleret skønhedsdronning i en trailerpark, en underkuet husmor med et pillemisbrug, en hårdkogt gangster-prinsesse, en fri sjæl med håret blafrende fra motorcyklen, en fortabt lille pige og en femme fatale, der promenerer selvsikkert gennem nattens boulevarder.
Hos Lana Del Rey er seksualiteten én lang eskapistisk udklædningsfest, hvor intet er for dystert eller tragisk til at være genstand for erotiseret selvdramatisering. Snarere tværtimod.
»Ever since my baby went away / It’s been the blackest day / All I hear is Billie Holiday / It’s all that I play«, synger hun på den dybt sensuelle 2015-sang ’The Blackest Day’.
Selv sorgen i sin reneste, mest trøstesløse form kan hos Lana Del Rey gøres til en sexet, nydelsesfuld performance: Bille Holiday over højtalerne, cigaretten tændt mellem læberne, en enkelt tåre, der triller ned ad kinden bag de mørke solbriller. Substansen i sorgen er af mindre betydning end dens dramatiske potentiale.
Psykologer vil måske hævde, at det ikke lyder særlig sundt, men for en homoseksuel teenager håbløst opslugt af melankolske idéer om romance og seksualitet, der syntes umulige at realisere, viste Lana Del Rey vej mod det sexede i melankolien.
Født til at dø
Hvis der er én sang, der mere end nogen anden i Del Reys diskografi viser hendes særlige evne til at seksualisere det tragiske, må det være titelsangen fra hendes debutalbum, ’Born to Die’ – hendes måske mest sexede sang.
At være født til at dø er hos Lana Del Rey at være villig til at ofre alt – ikke mindst sin forstand – for at udleve sine fantasier. »Come and take a walk on the wild side / Let me kiss you hard in the pouring rain / You like your girls insane«, lyder det i omkvædet.
Når hun synger sangen live, udskifter hun »kiss« med »fuck«, men uanset hvad hun synger, forstår man godt, hvad hun mener. Det efterlader hendes åndeløse levering af linjerne ikke den mindste tvivl om.
Bag Lana Del Reys stemme udspiller sig en kakofoni af støn, råb og hvisk. »Louder!« råber en mand, hvortil Lana koket svarer: »What? Who, me? Why?«.
Dybe elektroniske beats sigter direkte efter mellemgulvet, mens svulstige strygere leder vokalen mod en orgasmisk falset. »Choose your last words / This is the last time / ‘Cause you and I / We were born to die«, synger hun og får dødsdommen til at lyde som pirrende dirty talk.
At forbinde sex med død er en universel homoseksuel erfaring. Ikke fordi erindringen om AIDS-pandemien uløseligt har koblet homoseksualitet til død, men snarere fordi homoseksuel sex aldrig kan resultere i befrugtning, i skabelsen af liv.
At være homoseksuel er at vælge nydelsen over livet – at gøre døden til genstand for sin seksualitet. Det forstår Lana Del Rey som få andre.
»Walking through the city streets / Is it by mistake or design? / I feel so alone on the Friday nights / Can you make it feel like home if I tell you you’re mine?«, synger hun i første vers af ‘Born to Die’.
For mig i dag lyder det nærmest som en cruising-fantasi – en stolt homoseksuel kunstform, hvor mørke parker og skumle gyder ransages for tilfældige seksuelle stævnemøder.
Det er en potentielt farlig hobby – se blot 1980-filmen ‘Cruising’, hvor Al Pacino opklarer bestialske mord på homoseksuelle mænd – men, spørger Lana Del Rey provokerende, er det ikke også det, der gør det sexet?