’Young Sherlock’: Guy Ritchies YA-udgave af Sherlock Holmes er både kikset og uimodståelig
SERIE. Guy Ritchies nyeste serie, ’Young Sherlock’, er langt fra så begavet, som den selv bilder sig ind.
Den er heller ikke nær så sjov. I hvert fald ikke tilsigtet.
Og cool er den bestemt heller ikke, når temasangens Kasabian-indiebrøl ’Days Are Forgotten’ uden konkurrence er det sejeste i en pakke, hvor hovedkarakteren – en ung Sherlock Holmes – forsøger at fremstå som en skoleknægtsudgave af Tommy Shelby, der er too cool for school.
Hver gang serien sigter efter en følelsesmæssig tangent, rammer den også pladask ved siden af.
Alligevel er der noget ved den ærkebritiske lille sag, der gør den akkurat underholdende nok til, at man klikker videre til næste afsnit og ender i et blodbrusende binge.
Modsat Ritchies første version af ’Sherlock Holmes’ fra 2009, hvor Robert Downey Jr. spillede figuren som excentrisk, piberygende superdetektiv, tager den nye serie afsæt i en teenageudgave af ikonet. Ja, en young Sherlock.
Og der er fuld smæk på teenage-barometret fra første færd.
Denne gang er det Hero Fiennes Tiffin – som mange måske husker som den unge Tom Riddle aka preteen-Voldemort i ’Harry Potter’ – der spiller en regulær heartthrob-version af Sherlock.
En 19-årig charmør, der ryger i fængsel for et lommetyveri, mens han står med lækkert uredt hår, dådyrbrune øjne og formentligt da også en sixpack gemt syd for sixpencen. Han er hele young adult-pakken.
Før Sherlock blev den kølige, næsten autistisk fokuserede mesterdetektiv, var han åbenbart en drønsexet badboy. Præcis som Arthur Conan Doyle havde i tankerne i 1887. Ahem.
Men fængselsdrengen skal ud af fængsel.
Og her får storebror Mycroft (Max Irons), som nyder høj status i Udenrigsministeriet, modvilligt hevet ham ud af cellen og parkeret på universitetet som lavt rangeret “opvarter”. Herfra går serien fuld ’Harry Potter’-æstetik og ’Good Will Hunting’-plot på den, hvor Sherlock sjasker rundt som en dybt begavet arbejdsknægt i bunden af hierarkiet, der skriver på tavler i smug.
Men badboy-Sherlocks problemer stopper ikke dér.
Kort efter hans ankomst bliver der stjålet kejserlige skriftruller fra den kinesiske prinsesse Gulun Shou’an (Zine Tseng), og langsomt rulles en konspiration ud, der strækker sig fra det støvede Oxford-universitet til magtens korridorer og ud i 1800-tallets Europa.
Normalt ville Sherlock have sin trofaste makker Dr. Watson ved sin side, som tidligere spillet af alle fra Jude Law og Lucy Liu til Martin Freeman, men i denne otte afsnit lange serie får han i stedet følgeskab af James Moriarty (Dónal Finn).
Kender man sin Arthur Conan Doyle, ved man, at Moriarty senere bliver Holmes’ ærkerival. Men her er de åbenbart partners in (solving) crime.
Og helt uden spor af ironi føles det, som om de to skuespillere konstant befinder sig i en duel om, hvem der kan løfte øjenbrynet mest detektiv-agtigt, mens vedvarende utilsigtede (?) homoerotiske undertoner sitrer mellem dem, mens serien hårdnakket fastholder, at de selvfølgelig er ladies’ men.
Mellem de to selvtilfredse wannabe-detektivers småsager og erotiske gnidninger begynder serien langsomt at blotlægge Holmes-familiens mørkere sider: en lillesøsters forsvinden, en mor på institution og en far, der gemmer på hemmeligheder.
Faren spilles i øvrigt af Joseph Fiennes, som er bror til Ralph Fiennes og onkel til Hero i virkeligheden.
Det hele virker desperat efter at være alt på én gang. Resultatet lander i en lidt kikset, edgelord-agtig pose, hvor man konstant mærker maskineriet knirke.
Så hvorfor æder man alligevel serien råt?
For det første er det stadig uimodståeligt, når Sherlock går i fuld deduktions‑mode og samler brikkerne som en victoriansk neonoir‑supercomputer. Det er samme trick, Guy Ritchie brugte i sine film, og selvom det kan føles en smule påtaget, rammer det stadig lige i whodunnit-nervecentret.
For det andet er der noget drøncharmerende ved seriens uironiske sixpence‑æstetik, det Ritchie‑klassiske ’Oi!’ og et mysterium, der faktisk fungerer overraskende … okay.
Og så er der det visuelle. Produktionen må have tømt et mindre rigmandsslot, for Oxford står badet i victorianske gevandter og et veritabelt cirkus af hovedstadskulisser, dyr og statister på kryds og tværs. Det gør serien let at sluge, selv når plottet mister pusten.
Mest af alt er musikken værd at fremhæve. Soundtracket tapetserer serien i et rendyrket indienostalgitrip, og ud over temasangen får både Radiohead, The Cure og The Black Keys – samt et par skud fra Black Sabbath og Johnny Cash – en tur i rotation.
Særligt Placebos ’Special Needs’ ramte nostalgisk hårdt, da den gled ind over slutningen i et af seriens mest følelsesmæssigt tunge afsnit. Den rev mig direkte tilbage til teenageværelset.
’Young Sherlock’ er grundlæggende en easygoing eventyrserie, som man hurtigt lader sig glide ned i. Nogle aftener er det nok.
Kort fortalt:
’Young Sherlock’ er en selvfed og kun halvt begavet YA‑udgave af Sherlock Holmes. Men bag badboy‑attituden gemmer der akkurat nok spænding og charme til, at man alligevel havner i et uagtsomt binge.