SÅ DU DET? Det lød, som om vi havde noget a la ‘Forræder’ i vente, da rygterne først gik om, at 12 partiledere havde været på tophemmelig tv-mission til en højskole.
Og selvom nogle ville mene, at titlen på det populære tv-transmitterede kendismanipulationsspil dækker meget godt over forsamlingen af politiske ledere, er det altså ikke tilfældet med TV 2’s prestigeformat ‘Højskolen’, der er løftet fra flamsk forbillede.
Tværtimod er det nok det tætteste på lowkey, vi længe har set vores folketingspolitikere på tv.
Tilsyneladende helt uden spindoktorer eller lignende til at hente deres piber ankommer de, en uge inden der blev udskrevet valg, til Ryslinge Højskole med rullekufferter og sportstasker for at diskutere politik. Og at dømme på teaseren for næste uges program også deres personlige opskrifter på kødsovs (dræb mig nu).
Nogle er nonchalant begejstrede, som LA’s Alex Vanopslagh, der altid har ærgret sig over, at han aldrig nåede på højskole. Andre finder det ekstremt grænseoverskridende, blandt andet Pia Olsen Dyhr, der lynhurtigt deklarerer, at hun er introvert.
Selv Martin Lidegaard, der ellers efter cirka et kvart sekund på matriklen fortæller proxy-forstanderen Natasja Crone, at han »ER HØJSKOLEBARN«, tror, at alle er »meget spændte og nervøse«.
Det er da også et usædvanligt koncept, men jeg har svært ved helt at forstå, hvorfor alle har så travlt med at spille usikre. Men så farligt føles det åbenbart at sænke paraderne det mindste i toppolitik.
Hvad vil det overhovedet sige, når man har at gøre med mennesker, der er politiske, bare de trækker vejret?
Selvom Mette Frederiksen tror, det bliver »sjovt og måske også lidt rørende«, forventer jeg maksimalt en konkurrence i, hvem der mest overbevisende kan spille nede på jorden for rullende kameraer.
Pelle Dragsted leverer i hvert fald hurtigt ved at ankomme klimavenligt med bus.
‘Højskolen’ vil gerne være et alternativ til den normale valgdækning, og i en pressemeddelelse har politisk redaktionschef Mads Bisgaard kaldt det »politisk journalistik, som vi aldrig har set før«.
Hvilket ret beset betyder, at partilederne i stedet for at danse slangetunget rundt om Kåre Quist på DR i stedet bliver delt op i mindre grupper og får samtalekort på TV 2, hvor der eksempelvis står »er skellet for stort mellem by og land i Danmark?«, hvorefter man bider negle i spænding over, hvad Inger Støjberg mon svarer på det.
Det megajournalistiske er lidt svært at få øje på. Det er selviscenesættelsen til gengæld ikke.
Og selvom ‘Højskolen’ bestemt indledes med god vilje og godt humør, som en juleaften, hvor alle er blevet enige om, at de virkelig ikke skal blive uvenner, ville det være naivt at forvente autenticitet, der ikke er indøvet i nøje overensstemmelse med partiprogrammet.
Det er lidt som at tro, at et dysfunktionelt parforhold kan fikses med en tur i sommerhus.
We listen, and we don’t judge, men jeg får en lille smule lyst til at kaste op, da Inger Støjberg med stor følelsesmæssig indlevelse fortæller om livet i evig fare, der gør, at hun altid er under livvagtbeskyttelse. Eller da Morten Messerschmidt som det første pynter sit højskoleværelse med et indrammet billede af Dot og hunden Hugo.
Udover firmands- og tomandsdebatter klippes der også til deltagernes enesamtaler med Natasja Crone, hvor hun stiller dem ledende ikke-spørgsmål. »Er det klimapolitikken, der er dit livsprojekt?«, får Martin Lidegaard. »Dine drømme om et helt andet samfund, eksisterer de endnu?«, serveres det for Pelle Dragsted.
Hvis man er ked af, at afsnittet af Sisse Sejr-ekspodcasten ‘Nedsmeltning’ med Inger Støjbjerg som gæst næppe ser dagens lys, kan man trøste sig med Danmarksdemokratens one on one med Crone, hvor hun varmt fortæller om, hvordan hendes naboer støttede, hjalp og »pakkede sig tæt om hende«, da hun til sin store overraskelse blev dømt i barnebrudssagen.
Og når politikerne ikke er på, kan de, som Pelle Dragsted og Alex Vanopslagh eksemepelvis gør, dyrke karate i gymnastiksalen, hvorefter de sidder sveddryppende og taler om deres respekt for det repræsentative demokrati. Mens man samtidig har fuldt udsyn til ufrivillige feetpics af de politiske modpolers bare tæer.
Ja, politikere er også bare mennesker. Men det betyder ikke, at de er gode til at virke menneskelige.
Det mest ægte, der bliver sagt i ‘Højskolen’, kommer fra Mona Juul cirka et minut inde i programmet.
Her fortæller Konservatives formand, at hun startede med at sige nej til tv-konceptet, fordi hun altid er bange for, »at politik bliver betragtet som sådan noget reality«. »Men nu er jeg her, og det er jeg, fordi alle de andre sagde ja«.
Det siger alt. At være med på ‘Højskolen’ skal muligvis forestille en fri og anderledes demokratisk samtale, men den er bygget på det samme mediehysteriske gruppepres, der regerer alle andre steder. Og den integritet, det så fremavler.
‘Højskolen’ kan ses på TV 2.