KOMMENTAR. Da vi talte med Ross og Matt Duffer inden premieren på sidste sæson ’Stranger Things’, bad vi dem nævne deres forbilleder, når det kom til at runde serien ordentligt af.
»Det er svært at gøre. Det er svært at afrunde på en måde, der vil overraske fans, men samtidig er tilfredsstillende. Så vi kiggede mod dem, der gjorde det godt. Om det var ‘Six Feet Under’, ‘Breaking Bad’ eller ’Friday Night Lights’«, lød svaret.
Mens ’Breaking Bad’-finalen måske var en smule svær at genkende i de døende minutter af Netflix-hittet, der ramte streamingtjenesten 1. januar, var de andre to tydeligt til stede.
Football-serien ’Friday Night Lights’ sluttede med, at hovedpersonerne blev spredt for alle vinde. Som i ’Stranger Things’ blev nogle tilbage i den lille flække, der var seriens omdrejningspunkt, mens andre rejste videre mod større ting. Det særlige lillebyfællesskab, forenet mod et fælles mål, blev nu ophævet, men de ville altid bære deres fælles oplevelser med i deres videre færd.
Det var dog utvetydigt ’Six Feet Under’, der banede vejen for ’Stranger Things’-finalens stærkeste øjeblik.
Alan Balls sorthumoristiske HBO-dramaserie om en bedemandsfamilie i Los Angeles sluttede efter 62 afsnit med, at vi i flashforwards så alle karakterernes død. Nogle nært forestående og uventede, andre langt ude i fremtiden. Alt sammen bundet sammen af den unge Claire, der håbefuldt kører ud af landevejen mod college tilsat tonerne af Sias ’Breathe Me’.
I ’Stranger Things’ fik vi også et glimt af hovedpersonernes (potentielle) fremtid. Efter det sidste spil Dungeons & Dragons beretter Mike, hvordan lykken kan findes mange steder. Fra at slå sig ned i en lille landsby (Lucas og Max) til universitetets vidensbrønd (Dustin), at udfolde sin seksualitet (Will) og skrive selve historien om ’Stranger Things’ (Mike selv). Og endelig – i det afsluttende twist – at fingere sin egen død og søge evigt ly i det skotske (??) højland (Eleven).
Alle om det lille bord i kælderen accepterer denne idé om deres skæbne. De fælder en tåre, og man skulle være godt opædt af Vecnas mørke kræfter, hvis man ikke gjorde det samme foran skærmen.
For ligesom i ’Six Feet Under’ blev man slået af alle de udfordringer, denne gruppe har overkommet sammen. Og af alle de timer, man har tilbragt i deres selskab, hvor man har set dem vokse, knytte bånd og finde sig selv. Blot for nu at sætte deres bøger på hylden, blot for nu at sige farvel.
Man græder over karakterernes liv og skæbner og over seeroplevelsen i sig selv, og det var helt perfekt back to basics at lade denne scene udspille sig meta-tvetydigt i D&D-playbookens terminologi og rammer.
Smukt overlod Mike & co. derefter kælderen til den næste generation, et nyt kuld af meget forskellige personligheder, der finder sammen, fordi de tilfældigvis alle bor i en lille flække ved navn Hawkins. Et fint billede på opvækstens tilfældige, men skæbnedefinerende fællesskaber.
Alt smeltede sammen til et både lavmælt og højstemt farvel, der gik direkte i hjertet. Og i det øjeblik glemte man næsten, hvordan ’Stranger Things’ ellers for længst havde erstattet magi med mekanik. Serien dukkede op ud af ingenting i 2016 og viste bedre end nogen serie, hvordan Netflix kunne skabe sensationer overnight.
Men Duffer-brødrene havde kun planlagt én sæson, og som andre serieskabere før dem tabte de bolden, da succesen påkrævede dem at forlænge, finde på og bygge videre til et punkt, hvor det var svært at huske det oprindelige værks kvaliteter.
I den forstand endte ’Stranger Things’s nærmeste serieslægtning med at være ’Lost’, et andet tv-hit, som kom mesterligt fra land, men siden måtte asfaltere løsningerne på sine mysterier, mens den kørte. Og som i øvrigt også – efter flere udvandede sæsoner – satte et tårevædet perfekt punktum!
I 2016 var ’Stranger Things’ Netflix, når det er bedst, men i 2025 var serien Netflix, når det er værst. Eller måske bare underholdningsindustrien, når den er værst. En industri, hvor man malker sine overraskende kunstneriske triumfer med dollartegn i øjnene for at skabe franchises, der generer profit ind i evigheden. Fra ’Jurassic Park’ til ’Star Wars’ og ’Game of Thrones’ er det film- og tv-branchens logik, at man bliver ved og bliver ved, indtil publikum endegyldigt siger fra.
’Stranger Things’ kendte ikke sin besøgelsestid. Serien var et par sæsoner for lang, hver sæson var et par afsnit for lang, hvert afsnit var en halv time for langt. Mytologien og plottet endte repetitivt, koldt, usammenhængende.
Og så blev det alligevel en vemodig afsked. Tilbage til start ved D&D-spillet, ikke længere som børn, men som unge voksne, der overbeviser hinanden om, at fremtiden er lys. Mens både de og vi ved, at denne utopi om lykke og fred langt fra er en selvfølge med alt det, de tager med fra Hawkins i bagagen.
I dette sammenstød mellem håb, tro og usikkerhed opstod en oprigtigt god slutning på den coming of age-historie, der hele tiden har været kernen bag den overnaturlige fantasy og horror.
I vores interview beskrev Duffer-brødrene også, hvordan »de serier, der landede perfekt, var dem, der forblev tro mod sig selv«. Det var netop, hvad de sidste minutter af deres Netflix-fænomen var. Tro mod den serie, ’Stranger Things’ var engang.
’Stranger Things’ kan ses på Netflix.