Det var lige den frække lille sløjfe, Charli XCX’s g-strengshit manglede

Hvad er den mest sexede sang nogensinde? Over de næste uger giver Soundvenues skribenter deres bud, og i dag skriver Johanne Nedergaard om Charli XCX og Billie Eilishs ’Guess featuring Billie Eilish’, der rammer det perfekte sweetspot mellem én popstjernes klimaks og en andens nyfundne måde at vise sin seksualitet på.
Det var lige den frække lille sløjfe, Charli XCX’s g-strengshit manglede
Billie Eilish og Charli XCX. (Foto: PR)

DE MEST SEXEDE SANGE. »Is it pretty in pink or all see-through? Is it showing off my brand-new lower-back tattoo?«.

Få ting er mere pirrende end spørgsmål, der tegner grafiske billeder på nethinden. Det demonstrerede Charli XCX på sangen ’Guess’, der først udkom som en sassy soloudgave på deluxe-udgivelsen ’Brat and It’s the Same but There’s Three More Songs So It’s Not’. 

Tracket er – måske, måske ikke – en kommentar til, hvordan hele verden under den globale ’Brat’-feber var så opslugt af Charli, at de fleste nok havde bidt trusserne af hende med tænderne, hvis vi fik chancen.

Ovenpå en lydside med hårde, elektroniske teksturer udforsker popstjernen balancegangen mellem at blive idoliseret og tilfredsstillet: »You wanna put ’em in your mouth, pull ’em all down south / You wanna turn this shit out, that’s what I’m talking about«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Det er ekstremt relevant at undersøge de dikotomier, der findes i stan-kulturen. Men det, der gør ’Guess’ til den mest sexede sang nogensinde, udgøres af samspillet, der opstod, da Billie Eilish blev inviteret med i gættelegen.

For på ’Guess featuring Billie Eilish’ er man betaget og charmeret lige så snart, man hører den hemmelighedsfulde latter fra de to stjerner. På den opdaterede udgave er de lykkedes med at transformere en cool klubsang til en frådende brandtale for, at kvindelig seksualitet sagtens kan være legende, listig og eksplosiv på én gang.

En fræk lille sløjfe

Samme år som den neongrønne ’Brat’-bølge skyllede ind og gennemvædede musiklandskabet, udkom der også en blå udgivelse: Billie Eilishs ’Hit Me Hard and Soft’. Albummet efterlod også musiklyttere gennemblødte – dog på en lidt anden måde. 

På numre som ’Lunch’ og ’Bittersuite’ mødte vi en langt mere eksplicit seksuel og queer Eilish. Med sin ikoniske hvisken fortalte hun os selvsikkert og forførende om, hvordan hun kunne fortære sit crush som et frokostmåltid, og hvordan bittersød, hemmelig kærlighed til en person af samme køn kan føles både helt rigtigt og helt hjerteknusende.

Derfor var Billie Eilish også det oplagte valg som feature på ’Guess’ – hendes nærværende vokal fungerer nemlig som en sløjfe, der titter frem på kanten af en g-streng. Den gør den originale klubsang meget mere kæk, legende og appetitvækkende.

Charli XCX og Billie Eilish. (Foto: PR)

Hvor Charli XCX pirrer nysgerrigheden med sine spørgsmål, kommer Billie Eilish med svarene. Man kan næsten høre hende slikke sig om munden, mens det lyder: »It’s that lacy black pair with the little bows / The ones I picked out for you in Tokyo«. 

I det hele taget leverer Charli og Eilish et hav af ekstremt lokkende ad-libs og one-liners, hvor sætningen »Charli likes boys, but she knows I’d hit it« altså bare kilder de rigtige steder uanset seksuel orientering.

Bestemmer, hvor trussen skal sidde

Der er en del teorier om, at det nye ’Guess’-collab handler om dilemmaet ved at crushe på sin veninde, men det er næsten underordnet. 

Det vigtige ved ’Guess’ er, at det er et popkulturelt produkt, der viser, at kvindelig seksuel drivkraft sagtens kan være lige så voldsom og frembrusende som den sjælerystende synthbas, man hører fra produceren The Dare i c-stykket.

Hvor mange af popkulturens mest sexede sange er baseret på, at en kvinde bliver figur og objekt for en (ofte mandlig) partners nydelse, taler Charli og Eilish for, at kvindens drift og nydelse skal i førersædet – og gerne med kraft som en bulldozer, som den, man ser Billie Eilish køre i hittets dertilhørende musikvideo.

Der er ikke noget mere sexet end kvinder, der beslutsomt sætter sig bag rattet for at kræve deres nydelse og begær. Det beviser Charli XCX og Billie Eilish på deres spicy samarbejde, samtidig med at de legende udvisker grænserne for, hvad et venindeskab består af. 

’Guess featuring Billie Eilish’ er en klubbet, bramfri ode til kvindelig seksualitet, der demonstrerer, at kvinder i den grad kan og skal vise, hvor skabet skal stå – eller trussen skal sidde, skulle man måske sige.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af