Zach Bryan ‘With Heaven on Top’ (9. januar)
Det er næsten et halvt år siden, at Zach Bryan afslørede udgivelsesdatoen for sit sjette album, og nu er ‘With Heaven on Top’ lige på trapperne.
Albummet lander i kølvandet på en række kontroverser for den amerikanske countrystjerne, der udover anklager om psykisk vold mod ekskæresten Brianna LaPaglia for nylig forsøgte at komme i slagsmål med kollegaen Gavin Adcock under en musikfestival i Oklahoma.
Det nye album lægger desuden navn til Zach Bryans kommende verdensturné, ‘With Heaven on Tour’. Turnéen bringer ham blandt andet tilbage til Danmark, når han til sommer indtager selveste Parken.
Dry Cleaning ‘Secret Love’ (9. januar)
I 2021 fik det britiske postpunkband Dry Cleaning et velfortjent gennembrud med debutalbummet ‘New Long Leg’, ikke mindst takket være forsanger Florence Shaws unikke spoken word-stil.
Allerede året efter landede opfølgeren ‘Stumpwork’, men først nu er bandet klar med deres tredje album, ‘Secret Love’. Modsat de foregående plader er det ikke PJ Harveys faste samarbejdspartner John Parish, der sidder i producerstolen, men den walisiske musiker Cate Le Bon.
Ligesom Zach Bryan kan Dry Cleaning og de nye sange inden længe opleves i Danmark. Til april gæster bandet nemlig Store Vega.
Kleo ‘Event Horizon’ (16. januar)
Tilbage i 2023 fremhævede vi Kleo som et landets mest lovende nye musiknavne, men efter en koncert på Roskilde Festival samme år blev der pludselig stille fra den danske sangskriver.
Sidste år gjorde hun imidlertid comeback med den stærke single ‘Everything Everywhere at Once’, og nu er hun langt om længe klar med sit debutalbum, der har fået titlen ‘Event Horizon’.
Befinder man sig tilfældigvis i London, kan man desuden opleve både Kleo og svenske Lucky Lo på The Social blot fire dage efter udgivelsen.
ASAP Rocky ‘Don’t Be Dumb’ (16. januar)
Det er blevet udskudt igen og igen, men nu skulle den altså være god nok: ASAP Rockys imødesete fjerde album lander lige om lidt.
‘Don’t Be Dumb’ bliver rapperens første album i næsten seks år og følger i hælene på ‘Testing’ fra 2018, hvor ASAP Rocky endnu en gang var »leveringsdygtig med karismatiske krydsbestøvninger af sine tidligere værker«, som det lød i vores firestjernede anmeldelse.
I optakten til ‘Don’t Be Dumb’ har vi fået overraskende singler som Jessica Pratt-samarbejdet ‘Highjack’ og senest den indierockede ‘Punk Rocky’, så det skal blive spændende at se, hvad albummet ellers byder på.
Gents ‘Masculinity’ (30. januar)
Sidste år kunne danske Gents fejre 10 år som band, og det fejrer de til marts med en jubilæumskoncert i Lille Vega.
Inden vi når så langt, er duoen dog klar med det nye album ‘Masculinity’, der ifølge en pressemeddelelse »kredser om det moderne mandelivs paradokser og om spændingen mellem selvforståelse og handling. Om at vokse op med privilegier og samtidig føle sig utilstrækkelig«.
I forvejen har vi fået singlerne ‘Feminist’, ‘Golden Retriever’ og ‘Newsflash’.
Hør også disse album, hvis du vil være helt opdateret:
9. januar: Jenny On Holiday ‘Quicksand Heart’
9. januar: Mekdes ‘The Boy I Am’
9. januar: The Kid Laroi ‘Before I Forgot’
16. januar: Courtney Marie Andrews ‘Valentine’
16. januar: Madison Beer ‘Locket’
16. januar: Sassy 009 ‘Dreamer+’
16. januar: Polly ‘Ice Skater’
23. januar: Mille ‘(Over)lever’
23. januar: Cat Power ‘Redux’
23. januar: Poppy ‘Empty Hands’
30. januar: Malu Pierini ‘Libera Me’
30. januar: Joyce Manor ‘I Used to Go to This Bar’
