TRACK. Lana Del Reys længe ventede og teasede countryalbum, der måske hedder ‘Stove’, udkommer måske i nærmeste fremtid, men nu har vi endnu et bud på, hvordan hendes udgave af countrymusik måske lyder.
‘Lies’ – et samarbejde med countrymegastjernen Zach Bryan fra hans nye ep med den skønne titel ‘Young Manhood and Other Donatable Organs’ – er en countryduet af den gamle skole.
Med sin enkle melodi, sit rustikke arrangement og sin fine, melankolske intimitet kunne den lige så godt være indspillet i 70’erne af Tammy Wynette og George Jones, Loretta Lynn og Conway Twitty, Dolly Parton og Porter Wagoner – eller en af de andre duetduoer, der engang dominerede amerikansk musik.
Det samme kunne ‘I Remember Everything’, Zach Bryans kæmpehit af en Kacey Musgraves-duet fra 2023. Bryan forstår den tradition som få andre nutidige sangskrivere. Det skulle da lige være Lana Del Rey.
Begge forstår at personificere de roller, som en sådan sang kræver: Bryan med sin let hæse, jordbundne og klassisk maskuline afmålthed, Lana Del Rey som en engel med en konstant tåre i øjenkrogen, der aldrig får mascaraen til at løbe.
Som mange andre countrysange kredser ‘Lies’ om én god idé: Imperativen »tell me your lies«, som de skiftes til at vende og dreje og kaste frem og tilbage til hinanden som en poetisk boomerang.
Jeg er vild med den metriske renhed, den tilfredsstillende måde, rimet lander i denne perfekt økonomiserede sætning fra Lana Del Rey: »Tell me everything that you ever said / Was just another excuse for what you meant instead«.
Den mørke, underspillede erotik, der trænger ind i sangen på Bryans »Tell me your lies in this house that you built / Shameless when it comes to your sex and your guilt«.
Selv inden vi når til c-stykkets parafrase over Townes Van Zandts ‘I’ll Be Here in the Morning’, står det klart, at ‘Lies’ er en kærlighedserklæring til countrymusikken fra to sangskrivere, der har studeret den nøje. Lige så meget som den er en bundsolid kærlighedssang i sig selv.
Til dig, der kan lide: ‘Near You’ af Tammy Wynette og George Jones. ‘I’ll Be Here in the Morning’ af Townes Van Zandt. At tro på Lana Del Reys løgne, når hun siger, at ‘Stove’ udkommer snart.
