En af countrymusikkens største nye stjerner er blevet anklaget for psykisk vold mod sin ekskæreste.
Det drejer sig om amerikanske Zach Bryan, der indtil for ganske nylig var i et forhold med podcastværten og internetpersonligheden Brianna LaPaglia, som han ifølge Billboard har dannet par med siden juli sidste år.
I forrige uge annoncerede Bryan via Instagram, at han og LaPaglia var gået hver til sit, og i den seneste episode af podcasten ‘BFFs’, som LaPaglia er medvært på, sætter hun ord på deres efter sigende turbulente relation.
Zach Bryan and Brianna LaPaglia have broken up. pic.twitter.com/t884MbEUDH
— 🏁 (@concertleaks) October 22, 2024
»Det seneste år har været det hårdeste i mit liv, fordi jeg har skullet arbejde med den her fyrs misbrug. Jeg er stadig bange lige nu, fordi jeg er bange for ham. Min hjerne er omkodet, og jeg er bange for at gøre ham vred«, siger LaPaglia blandt og fortsætter:
»Der var altid endnu en undskyldning for, hvorfor han behandlede mig så dårligt, og hvorfor jeg græd mig selv i søvn hver aften, hvorfor han skreg af mig. Og så vågner du op, og det er undskyldningen, og det er den der ‘jeg bliver bedre, jeg har brug for dig i mit liv’«.
LaPaglia påstår desuden, at hun blev tilbudt 12 millioner dollars og en lejlighed i New York for at underskrive en NDA – det vil sige en fortrolighedsaftale, hvor den krænkede part forpligter sig juridisk til ikke at udtale sig om sagen – hvilket hun afviste.
Hør hele podcastafsnittet herunder.