KOMMENTAR. Forrest i det hypede postpunkband Dry Cleaning finder vi Florence Shaw. Englænderne har lige udgivet debutalbummet ‘New Long Leg’, og Shaw er årsagen til, at de ikke blot er et dygtigt band, men et decideret spændende et af slagsen.
Shaw synger ikke. Hun taler. Og hun taler på samme måde i løbet af hele albummet. En sjælden gang imellem kører hun en lille melodisk frase, såsom på ‘More Big Birds’ og på albummets titelnummer. Og der synger hun alligevel med samme apatiske, verdensfjerne fornemmelse, som præger spoken word-sektionerne.
Hendes stemme er så monoton, så flad, så følelsesforladt. Hun lyder som en, der forsøger at lave et kommentarspor til, at hun ser maling tørre. Hvis man forsøger kortfattet, nøjagtigt at forklare, hvad Dry Cleaning er for en størrelse, lyder det nærmest ulideligt – for det kan bedst opsummeres som monoton snakkerock.
‘Monoton snakkerock’ er jo ikke den mest tiltalende salgstale. Og det er også lidt at undersælge, hvor dynamisk instrumentationen sagtens kan være – med det flotte afslutningsnummer ‘Every Day Carry’ som klart eksempel på gruppens spændvidde. Men monotonien i Florence Shaws vokal er så gennemtrængende, at den næsten gør hele lydbilledet fladere. Hun får Mark Kozelek til at lyde som Freddie Mercury.
Men jeg tror ikke rigtig, jeg var faldet for Dry Cleaning, hvis deres vokalist lød mere investeret. Ikke kun fordi det øjeblikkeligt gør dem opsigtsvækkende i det hav af mildt postpunkede rockbands, som de – indrømmet – instrumentalt ikke rigtig skiller sig det store ud fra. Men Shaws idiosynkrasiske vokalstil rammer også et eller andet.
Den rammer den følelse, jeg selv har haft i lang tid. Følelsen, jeg har haft som følge af Covid-19, mordet på George Floyd, vedvarende klimaforandringer, regeringens umenneskelige håndtering af syriske flygtninge, eller bare hvordan ikke én eneste historie om en transperson kan blive bragt på de sociale medier, uden at kommentarsporet er fyldt med folk, der lige prioriterer at bruge et par minutter af deres dag på at diskutere, hvorvidt transpersonen nu virkelig er det køn, de siger, de er.
Jeg ville være frustreret, vred, rasende og ked af det, hvis det ikke var fordi hele lortet kørte så meget i cirkler og hobede sig så meget op, at det bare blev til hverdag.
Jeg er stadig fyldt med tanker, og jeg drømmer selvfølgelig stadig om en bedre verden. Men jeg føler mig så modløs. Og når samfundsproblemerne bare hober sig op, er det svært for alvor at hidse sig op og gøre noget aktivt.
Netop denne følelse rammer Dry Cleaning perfekt. Og de er for det meste ikke engang udtalt politiske. Men man behøver jo slet ikke at referere direkte til samtiden for at indkapsle tidsånden.
Tænk blot på hvordan Ramones i slut-70’erne indkapslede punkgenerationen ved primært at skrive sange om kærlighed, om hvordan deres venner var punkere, og om at sniffe lim – når de ikke lavede skramlede covers af 20 år ældre sange.
Og det er ikke en helt trist, nedtrykt, opgivende tone, der præger Dry Cleaning. Men den er absolut heller ikke håbefuld. Det er følelsen af, at man har en masse tanker, men det totale fravær af følelsen af, at man kan gøre noget.
Sidste år var jeg knust, da sommerens festivaler blev aflyst. Hvis de bliver aflyst igen, så trækker jeg på skuldrene og siger: ‘Ja, det her var vel det uundgåelige resultat’. Og den følelse er lige præcis den, jeg ser så perfekt afspejlet i måden, Florence Shaw synger på.