ASAP Rockys ’Testing’ er ikke det kunstneriske kvantespring, albummet udgiver sig for
Titlen ’Testing’. Gult og sort farveskema med havarimotiver og crash test dummies. Et halvanden time langt, selvsmagende performance art-show, hvor ASAP Rocky fra en gennemsigtig karantæneboks af uforklarlige årsager blandt andet tyllede mælk fra plastikdunk, holdt vejret under isvand og tågede rundt som kedeldragtklædt forsøgskanin.
Der har ikke været nogen smalle steder i tilløbet til 29-årige Rakim Mayers’ tredje studiealbum, som han har været tre år om at mønstre. Faktisk har det virket skabsmegalomant: I et interview med Complex få dage før udgivelsen udråbte han sig selv til en af sin generations mest toneangivende kunstnere og oversolgte albummets nærmest hjerneudvidende eksperimentering så prætentiøst, at man forledtes til at tro, det ville være hiphoppens svar på månelandingen.
Det er det altså ikke.
Men selv om ’Testing’ langt fra er det kunstneriske kvantespring, det udgiver sig for at være, er det ikke et underlødigt album som sådan. Det kræver bare, man som lytter slår koldt vand i blodet, kalder en spade for en spade og abstraherer lidt fra selve albumtitlen.
Gør man det, opdager man nemlig, at Rocky basalt set krydsbestøver udtryk fra sine tidligere værker her: På den smogfyldte saxofon-banger ’Tony Tone’ og den formsikre Three 6 Mafia-pastiche ’Gunz N Butter’ mikser han hostesaftsklæbrig sydstatsrap med hårdnakket newyorker-boom bap til netop samme cocktail som den, der med debutalbummet ’Long.Live.A$AP’ gjorde ham til et husholdt navn.
I den diametralt modsatte ende af albummets vidtgabende Rocky-matrix finder man småpsykedeliske hippieskæringer a la dem, han først udforskede på ’At.Long.Last.A$AP’: Både den strukturforvirrede ’Changes’, den vandsengsflydende, Woodstock-agtige ’Kids Turned Out Fine’ og den Lauryn Hill-samplende lukker ’Purity’ med Frank Ocean svømmer blandt rindende guitarstrenge. Sommetider oven vande, sommetider under.
Hvor førstnævntes beat-skiftende retningsløshed er et skoleeksempel på, hvordan Rockys overtænkning kan ’eksperimentere’ og ’teste’ et nummer ihjel, lader han for en gangs skyld følelsernes dør stå på klem på sidstnævnte: »Face to face with my demons at a barstool / haven’t checked on my niece in weeks / (…) lose someone every release, it feels like the curse is in me / press is gone and I grief, I share with you my peace«.
Det klæder den evige æstetiker at lade facaden krakelere en smule. Paradoksalt nok er Rocky dog stadig allerbedst, når han vægter stil over substans – eller rettere når han lader stilen være selve substansen uden snerten af bullshit. Panfløjtebaskeren ’Praise the Lord (Da Shine)’ er fed i al sin rapkæftede zigzag med Skepta, mens også ’OG Beeper’s dunkende, nedskrællede Game Boy-beat udgør en atypisk banger.
For Rocky har indpakningen alle dage betydet mere end indholdet. Det er der intet odiøst i, men netop af samme grund havde det været fedt at høre ham følge op på tilsnittet af de få tracks, der rent faktisk vover sig ud i nye gebeter.
Den forvredne, friktionstunge ’Distorted Records’ lyder eksempelvis som Rockys pendant til Kanye Wests øreflænsende ’Yeezus’-intro ’On Sight’, hvorimod ’Buck Shots’ dypper tæerne i en næsten Yung Lean’sk synthwave. Og så er der den klaversnoende jazzsag ’Brotha Man’, der trods en noget stivbenet French Montana på vokal (!) er overraskende smooth.
Med lidt velvilje falder disse tre ind under albummets testkoncept, da de i Rockys bog lyder som nye, sonderende kapitler med uudforsket potentiale. Lige lidt hjælper det dog, når de her småeksperimenterende ideer uden trævlen af en rød tråd hænger mutters alene i en trackliste, der resten af vejen er mere genkendelig end søgende.
Det reducerer ’Testing’s titel til et cellofantyndt og noget nær ikkeeksisterende koncept, som ASAP Rocky med rette kunne have omtænkt eller sågar skrottet helt. Den flamboyante stilist er immervæk stadig et karismatisk unikum, når bare han er oprigtig og ikke gemmer sig bag pseudointellektuelle omsvøb og en overflod af unødvendige features. Oftest er det faktisk sådan, han kommer til sin ret.
Kort sagt:
ASAP Rockys længe ventede tredje studiealbum er langt fra det hjerneudvidende kvantespring, det ellers udgiver sig for at være. Men abstraherer man fra det cellofantynde og snart sagt ikkeeksisterende ’Testing’-koncept, er Rocky endnu engang leveringsdygtig med karismatiske krydsbestøvninger af sine tidligere værker.
Læs også: 10 højdepunkter fra ASAP Rockys store interview med Complex