ASAP Rockys forsøg på at være hiphop-hippie er en overfladisk stiløvelse
Hvis Kendrick Lamar er denne rapper-generations store fortæller, er Rocky den store stilist. Når ASAP-frontfigurens musik er bedst (’Peso’, ’Goldie’) er den et perfekt gennemdesignet produkt: Det er numre der primært kommunikerer en attitude, ikke en historie.
Derfor giver Harlem-rapperens modeforkærlighed også mening, for hvor designaspektet hos eksempelvis Kanye kun sporadisk kan dække en emotionel kerne, er Rockys udtryk netop designet til perfektion – smooth og stilrent som et Apple-produkt. Der har ikke været noget vildt og vanvittigt bag overfladen. Hos Rocky har overfladen altid været selve pointen.
Men det ændrer sig på ’At.Long.Last.A$AP’.
På rapperens andet studiealbum er ambitionsniveauet hævet betydeligt med en række stort anlagte tracks med forbilleder (Mos Def), stilmæssige forløbere (Houston-ikonerne UGK, Memphis-rapperen Juicy J) og et par artister udenfor Rockys sædvanlige sfære (M.I.A., Rod Stewart).
Men den største forandring er en drejning mod syret stoner-tematik og guitardrevne beats på tracks som ’LSD, ’Pharsyde’ og ’Fine Whine’. Her er ’Purple Swag’-drengen blevet en fuldvoksen, psykedelisk hiphophippie. Der er en del decideret sang, musikken er tåget og udtrykket stenet – lidt som en forlængelse af ’Kissin’ Pink’ fra debut-mixtapet faktisk. Fascinationen er klart Jimi Hendrix, men mere myten end musikken, fornemmer man.
For det her er – som altid hos Rocky – mere en stil og et look end en egentlig mystisk fascination. Og det er selvfølgelig underholdende at se Rocky lege hippie, men lidt karikeret kan man sige, at det dybeste, der kommer ud af det, er linjer som »I’m trippin’ of the acid / now her ass is looking massive« fra ’Jukebox Joints’.
Netop ’Jukebox Joints’ er albummets mest ambitiøse øjeblik – produktionen lyder som en syret, tåget version af lyden fra Jay Z’s ’Blueprint’-album. ASAP Rocky synger på tracket, Kanye West gæster, og det hele virker monumentalt.
»Let’s get past all the swag, trap and fashion-talking«, starter Rockys andet vers. Problemet er bare, at rapperen ikke har så frygtelig meget at sige om andet end netop de emner. Kanyes maniske gæstevers har en intensitet, som Rocky aldrig er i nærheden af, og tilsvarende er Futures gæstevers på ’Fine Whine’ albummets mest følelsesladede øjeblik.
For mens ASAP Rocky har skabt et album fyldt med løse sangstrukturer, tågede beats og syret guitar, virker det ikke altid som om han ved, hvad han skal stille op med projektet. Måske fordi der ikke er så meget at komme efter inde bag tågen.
Kort sagt:
ASAP Rocky er denne rapper-generations store stilist, men selviscenesættelsen som Hendrix-inspireret hiphop-hippie er en ret overfladisk stiløvelse.
Læs også: Kommentar: Hvad blev der af Odd Future, ASAP Mob og resten af 10’ernes opkørte hiphop-crews?