Hvad blev der af Odd Future og resten af 10’ernes opkørte hiphop-crews?

De store bevægelsers tid er forbi: I 2015 er hiphop-landskabet præget af individualister, der udfordrer sig selv og deres lyttere. Druknede den kollektive ånd i mediernes hype-maskine?
Hvad blev der af Odd Future og resten af 10’ernes opkørte hiphop-crews?
Odd Futures Tyler, The Creator, Frank Ocean og Earl Sweatshirt.

KOMMENTAR. Det var nærmest en slags blog-baseret guldfeber, der opstod i starten af det nuværende årti. Den hiphopelskende del af internettet havde ikke haft nogen nye darlings siden Lil Wayne og Gucci Mane i slutningen af 00’erne, men nu dukkede der pludselig unge og originale hiphop-crews op overalt.

Odd Future kom med Neptunes-inspirerede beats, horrorcore-rim og Supreme-hoodies ud af ingenting frem i slutningen af 2010, og derefter gik det stærkt: I 2011 introduceredes verden for en usædvanlig pæn Harlem-rapper ved navn ASAP Rocky (og hans ASAP Mob), der tydeligvis havde fået Houston-indflydelser ind sammen med hostesaften, og vestkyst-kollektivet Black Hippy med Kendrick Lamar og Schoolboy Q som frontfigurer.

Det var som om, at den talentmasse, der normalt er fordelt over et helt årti, pludselig dukkede op i løbet af én hektisk periode omkring 2011. De tre kollektiver – ASAP Mob, Odd Future, Black Hippy – lignede lederne af den nye generation. En række grupperinger, der ville dominere genren i mange år fremover.

ASAPMOBASAP Mob

Sådan blev det ikke. Størstedelen af medlemmerne i de forskellige crews er mere eller mindre glemt (med undtagelse, måske, af Black Hippy), og ingen af de tre formationer ser ud til at have noget som helst planlagt på en fælles front. Hvad skete der?

Først og fremmest er det vigtigt at påpege, at gruppernes ledere (Tyler The Creator, Kendrick Lamar, ASAP Rocky) er etablerede stjerner nu, mens deres løjtnanter (Earl Sweatshirt, Schoolboy Q, ASAP Ferg) har fundet deres egne nicher en smule væk fra – eller helt ved siden af – mainstreamen. Det er faktisk ret slående, at alle tre grupper har den samme struktur omkring en bredtfavnende, visionær leder og en excentrisk, radikal wingman – men det er en anden diskussion…

Fælles for de ovennævnte er, at deres succes ikke skyldes det udtryk, de oprindeligeligt brød igennem med, men at de har turdet at bevæge sig væk fra det. Den kollektive bevægelse, de så ud til at repræsentere, er forsvundet, og tilbage står en række soloartister, der har fundet deres egen plads i hiphop-solsystemet.

Det er måske en naturlig udvikling: En større gruppe kommer frem med en ny lyd, og med tiden viser det sig, hvem der har talentet til at blive hængende. Men samtidig kan man ikke lade være med at mistænke, at hele det nyhedssultne netværk af bloggere, journalister, anmeldere og (undskyld ordet) meningsdannere, der befolker hiphop-Twittter, måske har været lidt for hurtige til at se en ’bevægelse’, hvor der oftest har været en eller to prægende personligheder – og så en masse af deres venner.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Samtidig virker det som om, at den næsten hysteriske hype har bidraget til, at den stil, der kendetegnede de forskellige crews, hurtigt blev passé. Hvor tidligere kollektiver som DipSet eller G-Unit – der er klare forbilleder: Schoolboy Q’s favoritrapper er 50 Cent, ASAP Mob er modeleret efter DipSet – kunne ride deres lyd ud gennem flere år og udgive mange album, er alle 10’ernes kollektiver meget hurtigere løbet tør. Hype-bæstet har ædt dem op, som når et barn spiser hele sin chokoladekalender den 1. december.

Det er især gået ud over rapperne fra tredje række – Jay Rock, ASAP Nast og MellowHype, for bare at nævne nogle enkelte (og her går jeg slet ikke ned i fjerde og femte række) – der stadig dyrker en lyd, som bunder i de respektive kollektivers oprindelse. De er allerede gledet ud af billedet, selv om de for få år siden lignede fremtiden. Kun dem, der har forandret sig, nyder succes – helt Darwin-agtigt.

Resultatet er, at vi ikke længere har tre crews med hver sin karakteristiske lyd, men soloartister som Kendrick Lamar, hvis seneste album ’To Pimp a Butterfly’ var et spraglet storværk – en diametral modsætning til forgængeren ’good kid, m.A.A.d city’. Og ASAP Ferg, der har fundet sit helt eget udtryk ved at udbygge ASAP-universet i retning af både trap-lyde og gotisk-gigantisk selviscenesættelse.

Så er der kunstnere som Earl Sweatshirt og Frank Ocean, som er gået egne veje og har skabt personlige og følsomme værker, der virker som den totale antitese til det, man normalt ville forbinde med Odd Future. Det giver sådan set ikke engang mening at omtale dem som Odd Future-artister længere.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Der er både gode og dårlige ting ved den her udvikling. For ja, selvfølgelig er der noget lidt latterligt ved, at Odd Future bygges op til at være det skønneste, der er sket siden Wu-Tang Clan, for derefter at blive karatesparket ned fra piedestalen, så snart den næste ASAP Rocky har meldt sin ankomst. Og man bliver da nervøs, når et nyt crew som Awful Records, der netop nu får stor bevågenhed, igen bliver klassificeret som det nyeste nye – uden at man egentlig ved meget mere, end at de lyder ret specielle.

Men samtidig er en strålende bivirkning, at de ægte talenter nu søger væk fra den oprindelige lyd, som blev så over-hypet. Earl laver mørke minimesterværker som ’Doris’ og ’I Don’t Like Shit, I Don’t Go Outside’, mens Tyler er gået Pharrell gange 1.000 på ’Cherry Bomb’.

Læg hertil Schoolboy Q, der på ’Oxymoron’ prøvede at være konceptuel som Kendrick, hård som Mobb Deep og samtidig sampler Chromatics. Det er værker af artister, der er blevet sat i bås, men har reageret ved at sprænge båsen i luften.

På en måde er det måske meget tidssvarende, at hiphoplandskabet domineres af individualister i stedet for grupper. Det er den logiske konklusion på en længerevarende proces. For mens 90’erne var domineret af pladeselskaber som Roc-A-Fella, Bad Boy og Death Row, og 00’erne så fremkomsten af mere organiske crews som DipSet og G-Unit, er nutiden alt for accelereret og dynamisk til, at der kan etablere sig noget, der ligner eksempelvis G-Units totale dominans fra 2003 til 2005. De store bevægelsers tid er forbi: Der er ingen dynastier (som Jay Z engang kaldte Roc-A-Fella) længere.

Læs også: Kommentar: Hvordan Rae Sremmurd har gjort hiphoppen uskyldig igen

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af