Earl Sweatshirt
Earl Sweatshirts andet album udkommer i skyggen af Kendrick Lamars storværk ’To Pimp a Butterfly’. Måske meget passende, for det er netop i skyggerne, at han ser ud til at befinde sig bedst.
Siden gennembruddet med Odd Future har Earl nemlig taget afstand fra sin egen hype, forladt sin tidligere rolle som chokeffekt-rapper og udgivet musik, der i højere grad er indadvendt og tilbagetrukken. Den udvikling radikaliseres yderligere på ’I Don’t Like Shit, I Don’t Go Outside’.
Earl har fortsat et MF Doom-inspireret udtryk komplet med mumlede flows, komplekse rimstrukturer og originale ordspil – »fishy niggas think they eatin’ off of hooks« fra ’Grief’ er måske den mest Doom-agtige linje nogensinde. Til gengæld har han ikke meget af den excentriske humor, der altid var et af de vigtigste våben i den maskerede rappers arsenal.
For både Doom og Earl lyder som om, de har tilbragt rimelig meget tid alene på deres værelser, men Earl fantaserer sig aldrig væk til superskurke-fantasiuniverser. Hans virkelighed er skør nok i forvejen. »I spent the day drinking and missing my grandmother«, lyder det allerede på albumåbneren ’Huey’. Omkvædet på ’Faucet’ starter med, at Earl ønsker, at hans telefon går i stykker og slutter med afskedshilsenen »when I run don’t chase me«.
Earl har selv produceret næsten hele albummet, og det lyder generelt som en mørkere, mere slæbende variant af Odd Future-lyden. Samtidig er gæsterne en række unge og ekstremt lovende rappere, der deler hans sammenbidte alvor: Wiki fra Ratking, Vince Staples og Dash, der er medlem af ASAP Mob.
Resultatet er en lyd, der er langt fra Odd Futures legesyge chokrim, og de eneste bidrag fra slænget er faktisk to Left Brain-produktioner og et par adlibs fra Tyler. Nogle vil måske endda høre et diss i linjen »I was making waves, you was surfin’ ’em«.
Derudover er albummet mere mørkt og solipsistisk end Earls seneste udspil, ‘Doris’. Før havde han trukket sig tilbage til sit værelse, nu har han også smækket døren i og rullet gardinerne ned. Og tilsyneladende åbnet en flaske whisky og taget en håndfuld Xanax.
Dette er med andre ord en halv times visit i et radikalt indadvendt rum. Det er aldrig imødekommende. Alligevel – eller måske netop derfor – hænger man ved hvert ord.
Kort sagt:
Earls andet album er et tredive minutter kort visit hos en ekstremt indadvendt ung rapper, der mumler mørke og komplekse tekster over slæbende beats. Det er aldrig imødekommende. Alligevel – eller måske netop derfor – hænger man ved hvert ord.
Læs også: Earl Sweatshirt langer ud efter sit pladeselskab: »Jeg havde lyst til at slå nogen ihjel«