Da Earl Sweatshirt forleden dag tog til Twitter for at beklage sig over, hvordan hans pladeselskab Columbia havde fejlhåndteret annonceringen af hans nye album ‘I Don’t Like Shit, I Don’t Go Outside’, kunne man godt fristes til at tro, at den unge rapper blot gjorde det for at promovere sit nye album.
I et splinternyt interview med NPR står det imidlertid klart, at den NorthSide-aktuelle Earl var dybt ulykkelig over, hvordan informationen slap ud. Oprindeligt var det åbenbart meningen, at videoen til ‘Grief’ skulle dukke op på rapperens hjemmeside uden yderligere information. I stedet slap Columbia al anden information i stedet for videoen – titel, trackliste, cover, releasedato. Og ingen havde fortalt Earl om det.
»Jeg var helt ødelagt. Den dag var jeg klar til at slå nogen ihjel… Intet gik efter planen. Jeg blev så ked af det, fordi jeg føler, det her er mit første rigtige album. Det er det første album, jeg fuldstændig kan stå inde for. Jeg har aldrig før været så transparent med mig selv eller min musik, så når de (pladeselskabet, red.) ikke tog det så seriøst, som jeg selv, kunne jeg ikke lade være med at føle, at de ikke respekterede mig«.
Nedenfor kan du se NPR-interviewet i sin fulde længde, der byder på en meget åben og ærlig Earl.
Læs også: De 10 bedste hiphop-mixtapes fra 2015 – indtil videre