Schoolboy Q

Schoolboy Q nævnes tit i samme åndedræt som Los Angeles-baserede rappere som den livlige Chance the Rapper (der lige er flyttet til L.A.), den indadvendte Earl og selvfølgelig den poetiske, selvudnævnte ’good kid’, Kendrick Lamar. Ligesom dem laver Schoolboy Q nytænkende, nuanceret hiphop, men der er også noget decideret gammeldags over ham. Han er hård og konfronterende og har attitude og karisma. Schoolboy Q er – man kan ikke sige det anderledes – en gangsta-rapper.

Schoolboys major label-debut er dog hverken et positivt, konceptuelt eller indadvendt album. Det er konfrontativt og selvsikkert, især på singlerne ’Break the Bank’ og ’Man of the Year’. Alchemist har produceret førstnævnte, og de støvede trommer og det stille klaverloop lyder som noget, den legendariske producer plejede at lave for Mobb Deep i 90’erne. Schoolboy er så karismatisk og energisk, at nummeret, trods dyster og langsom produktion, lyder som en superhelte-temasang. Det samme sker på den Chromatics-samplende ’Man of the Year’. Beatet er diset og døsigt, som noget ASAP Rocky ville rappe over, men i Schoolboy Q’s hænder bliver det euforisk og medrivende.

Læs også: Top Track: Schoolboy Q ‘Man of the Year’

Albummets formel – solide, sobre og noget 90’er-lænende beats med intens og karismatisk vokal – minder om Detroit-rapperen Danny Browns ’Old’ fra sidste år, og ligesom på Browns plade brydes lydbilledet også her af enkelte excentriske produktionsvalg. ’Los Awesome’ er eksempelvis en skæv, bastung Pharrell-produktion, mens Kendrick-samarbejdet ’Collard Greens’ er vildt og legesygt som et Outkast-nummer. ’The Purge’ er derimod albummets eneste alvorlige fejltrin. Det både produceres og gæstes af Tyler, The Creator, og lyder som noget, man blev træt af for to år siden.

Læs også: Se musikvideoen til ‘Collard Greens’

Oftest læner lydbilledet sig mod New York og Detroit, der giver smog og asfalt-konnotationer. Schoolboy Q’s Los Angeles er nærmest solformørket: Lyden er mørk og stemningen klaustrofobisk, og byen farlig og fuld af foruroligende karakterer. På ’Hoover Street’ møder en ung Schoolboy både en junkie-onkel, der stjæler hans stereoanlæg, og en ven ved navn Rat-Tone, der viser hvordan man affyrer en AK-47. Til slut stjæler Schoolboy sin bedstemors pistol.

Mens ’Hoover Street’ viser scener fra rapperens opvækst, føres fortællingen frem til nutid på ’Perscription/Oxymoron’. De to sange er albummets hjerte, og fortæller om narkomisbrug og narkosalg i to halvdele og udpensler dermed albummets centrale modsætning – ligesom ’good kid’/’m.A.A.d city’-sekvensen på Kendrick Lamars album af samme navn.

Men der er langt til Kendrick Lamars velstrukturerede og konceptuelle fortællestil. Schoolboy Q rapper ikke velovervejet og sammenhængende, men i hektiske øjebliksbilleder. Kendrick betragter verden med overblik, Schoolboy Q vælter forvirret rundt i den. Det er kaotisk, intenst og åndeløst.

Læs også: Schoolboy Q spiller Soundvenue Sessions i Aarhus og København