Tyler, the Creator har tilsyneladende fået nok af videomateriale, der bliver filmet og delt uden hans godkendelse. I går langede han på sin Instagram-story ud efter flere eksempler på dette, skriver Stereogum.
Først adresserede han billeder fra et overvågningskamera i en boghandel i Mexico City, som i marts blev delt online, hvor han stille og roligt ses i færd med at kigge på bøger.
»Så irriterende. Man eksisterer bare, lever, passer sig selv, og pludselig er der overvågningsmateriale af dig, som bliver uploadet, så folk enten kan bevise, at de så dig eller få den interesse, de higer efter. Jeg forstår begejstringen, men opførslen kommer til at udvikle sig til, at alle har materiale eller hvad som helst, der involverer dem, som bliver uploadet for ’content’«.
Dernæst havde Tyler også en kommentar til Metas omdiskuterede smart glasses, som produceres i samarbejde med både Ray-Ban og Oakley, og som altså har et indbygget kamera i selve brillestellet. Her skrev han, at man bør »forbyde alt viralt indhold, som kommer fra denne teknologi hurtigst muligt. Enhver, der bruger disse, er en sand weirdo«.
Det er ikke første gang, Tyler, the Creator har udtrykt sig negativt omkring billeder, der bliver delt af ham uden hans viden. Også sidste år skrev han en lang Instagram-story, da et foto af ham og kollegaen Lil Yachty i en butik florerede online. Ligeledes har han på Chromakopia-sangen ‘Noid’ et par linjer, der lyder: »No cameras out, please, I wanna eat in peace, don’t wanna take pictures with you n***as or bitches«.
Rapperen kunne tidligere i år ses i biografen i sin første filmrolle over for Timothée Chalamet i Josh Safdies hæsblæsende ‘Marty Supreme’.
