Er den glade hiphop ved at overtrumfe gangsta-rappens hårde, dystre dominans? Vores hiphopekspert Kristian Karl analyserer tidens nye hiphopsucceser med udspring i brødreduoen Rae Sremmurds naivt fantastiske debutalbum, ’SremmLife’.
KOMMENTAR Der er et klip af hiphop-duoen Rae Sremmurd, der er gået nettet rundt. Brødrene Swae Lee og Slim Jimmy er gæster på den amerikanske sportskanal ESPN, hvilket de tydeligvis er helt oppe at køre over.
De to rappere – en af dem har af uransagelige årsager skibriller på – skiftes til at udtrykke deres begejstring ved at råbe, danse og grine. Selv når de taler om dengang, de var hjemløse, får de det til at lyde som om, de tilbragte dagene med at holde fantastiske fester i efterladte huse. Studieværterne bliver tydeligvis smittet af begejstringen og kan ikke lade være med at grine med.
Det er lidt den samme følelse, man sidder med, når man lytter til Rae Sremmurds musik, der er skamløst begejstret og ungdommeligt naiv i en udstrækning, der ikke er set i hiphop i lang tid.
Når brødrene på ‘YNO’, fra debutalbummet ’SremmLife, rapper om biler, virker det ikke som om, at det er for at blære sig, men snarere fordi de synes, at det er helt vildt fedt at køre sindssygt stærkt. På samme måde er deres kvindesyn ikke gangsta-rapperens misantropiske blik, men teenagerens vantro måben. Swae Lee og Slim Jimmy lyder som om, at de oplever alting for første gang og næsten ikke kan tro, at det er virkeligt.
Swag rap som modsætning til gadens rå fortælliner
Den slags glade, melodiske og ret blåøjede hiphop har sine rødder i Atlantas hiphophistorie, hvor lokale berømtheder som Travis Porter, OJ Da Juiceman og Rich Kidz for fire-fem år siden havde deres storhedstid med sange som sidstnævntes ’My Life’, der helt simpelt handlede om alle de fantastiske ting, der skete i rappernes liv. Budskabet blev kommunikeret gennem poppede, melodiske beats og rap-flows, der nærmede sig sang.
OJ Da Juiceman kaldte engang sin stil for ’Stupid Fruity Crazy Swag’ på hittet ’Make the Trap Say Aye’, og siden har man kaldt den slags melodiske og medrivende hiphop for swag rap – i modsætning til den hårde gaderap, der i Atlanta går under navnet trap.
Dén modsætning findes i øvrigt også i Chicago – de seneste års anden store hiphopmetropol – hvor den positive, polyfone hiphop hedder bop (og har en ret så fascinerende dansekultur bag sig), mens gangsta-rappen hedder drill. Mens bop og swag rap længe levede i skyggen af trap og drill, har den seneste tid set den festglade, melodiske musik vinde terræn – også i Chicago, hvor bop-stjernerne Sicko Mobb netop er blevet signet af superproducerne Stargate, mens lokale navne som Lil Chris og Stunt Taylor får mere og mere opmærksomhed.
En modreaktion til gangsta-rappen
Den melodiske musik har altid eksisteret, men måske skal dens nyvundne popularitet ses som en modreaktion til den voldsomme gangsta-raps dominerende rolle, der de seneste år primært kom til udtryk gennem to stilskabende udgivelser: Waka Flocka Flames crunk-trap-mesterstykke ’Flockaveli’ fra 2010 og Chicago-rapperen Chief Keefs drill-dystopi ’Back from the Dead’ fra 2012. Det er hovedværker inden for aggressiv, mørk og moderne gangsta-rap, men de markerede også en blindegyde: Man kunne ikke lyde mere monotont sammenbidt end Chief Keef, og man kunne ikke lyde mere aggressiv end Waka Flocka. Der måtte komme en modreaktion.
Og netop Rae Sremmurd er frontfigurer for bevægelsen fra mørke til lys. Men de er også et eksempel på en udvikling, der har set hiphop-flows gå fra sammenbidte trusler (Chief Keef) og testosteron-råben (Waka Flocka) til melodiske rapformer, der ligger tættere på decideret sang og samtidig lyder mærkeligere end hiphop-flows plejer. Tænk på Young Thugs heksehylende rapstil eller iLoveMakonnens småsnalrede sangrap: Det er blevet populært at have en genkendelig, excentrisk vokal.
Det samme kan man også observere på en række hits, der er blevet store gennem internetplatformen Soundcloud eller gennem det sociale medie Vine, hvor en skæv, original stemme, der er umiddelbart genkendelig, kan skabe et hit. Eksempler på den udvikling er O. T. Genesis, hvis bizarre kokainhyldest ’Coco’ er blevet et verdensomspændende hit, men også Bobby Shmurdas ’Hot Nigga’ blev først en succes, da Vine-brugere forvandlede linjen »bitch, caught a body ’bout a week ago« til et meme. Det seneste skud på stammen er ’Trap Queen’, et melodisk kærligheds-traptrack af rapperen Fetty Wap – en mand, der i øvrigt bryster sig af at være den første enøjede rapper, der ikke går med klap for øjet.
Et andet melodisk og særdeles originalt sang-rap-hit er Dej Loafs ’Try Me’, der kombinerer nogle af hiphoppens hårdeste dødstrusler i de seneste år med en vokal så blid, at man tror, man hører en godnatvise. Så selv om melodier og nuancerede flows altså har gjort sit indtog i hiphoppen, har det ikke nødvendigvis resulteret i et tematisk skift: I mange kredse rappes der stadig primært om stoffer, drab og så videre.
Og det er netop her, at Rae Sremmurd er så unikke. Duoen har nemlig taget hiphopens forøgede fokus på melodi og nuancerede flows og indsat det i et univers, der er hæmningsløst ungt, naivt og begejstret. Efter mange år med nådesløs trap og nihilistisk drill har Rae Sremmurd bragt barnligheden og begejstringen tilbage. De har fået hiphoppen til at lyde uskyldig igen.
Læs anmeldelse: Rae Sremmurd ‘SremmLife’