1. Hårdtslående protester
Flere af koncerterne på årets Spot Festival var præget af protest-energi.
Ana Juél samlede et helt kvindekollektiv omkring den gåsehudsfremkaldende ’Bleed’, en sang om kropslig autonomi, mens Rosa rakte fuckfingeren i vejret i frustration over en verden, der bare bliver værre og værre.
Bemærkelsesværdige i den henseende var også raptrioen Skammerens Døtre, hvis ekstremt velbesøgte koncert i Volume Village var lige så uimodståeligt festlig, som man kunne have håbet på, men som også føltes som en manifestation af noget mere betydningsfuldt.
Skammerens Døtre er trætte af pis, det kan der ikke herske tvivl om, og lige så sjove og charmerende de er, lige så lidt er de bange for at slå fra sig.
Det mærkede man eksplicit under den nye single ’Gris’, en opsang til mænd, der ikke kan holde fingrene fra unge kvinder, som på Spot Festival landede som en lavine. »Den pige, hun ligner din datter / Nogen burde tjek’ din bærbar«, lyder det i i første vers. Så er vi ligesom i gang.
Det er muligvis en kende præmaturt at udnævne Skammerens Døtre til at udgøre en ny garde i dansk rap, men på Spot Festival fik man alligevel følelsen af at være vidne til noget stort. –RW
2. Nyt kuld af popstjerner
Det seneste år har dansk popmusik i høj grad stået i kvindernes tegn med nye stjerner som Mumle, Mille, Ella Augusta og selvfølgelig Annika, der på rekordtid er blevet fast inventar på hitlisterne.
På årets Spot Festival stod det klart, at der er flere, hvor de kommer fra.
Det gjaldt helt dugfriske navne som Friða Saiya, der med kun en enkelt single på samvittigheden trakterede med endnu flere velkomponerede popsange, de fleste af dem meget mere melankolske end debutsinglen og løftet til dramatiske højder af et fuldt band-setup og violin.
Men det gjaldt i den grad også de nye navne, der allerede føles som stjerner. Som Karoline Mousing, der indtog Parkscenen med unægtelig starpower og et overskud, der gjorde det meget svært at forstå, at hun indtil for to år siden ikke engang havde prøvet at være på festival.
Samme scene fik Rosa, der på Spot Festival beviste, at hun med den virale single ‘Skyklapper’ har skabt en popsang så unægtelig, at den formåede at samle hele Musikhusparken i fælles ekstase.
Og så var der Lea Romea, der efter tidligere i år at have imponeret til Vegas Udvalgte stod over for sin første festivaloptræden, og som virkede helt forbavset over det talstærke fremmøde og det faktum, at salen sang med på hendes seneste single, ‘Går på hænder’, kun en uge efter udgivelsen.
I virkeligheden havde hun slet ikke haft brug for, at Mas kom forbi, men altså, vi var stadig glade for at se ham. –MH
3. Københavnsk kølighed
»Jeg gætter på, at hun er fra København«, konstaterede en aarhusiansk ven under, ja, københavnske Zoumers koncert på Cirkelscenen lørdag aften.
Det var ikke svært at se, hvad han refererede til, og det handler ikke kun om den minimalistiske, skramlede artpop-lyd, der ligger i oplagt forlængelse af navne på den såkaldte Cph+-scene – Smerz og Astrid Sonne især – men i lige så høj grad om en bestemt måde at gebærde sig på scenen.
En fraværende, småapatisk kølighed, hvor publikum holdes ud i strakt arm, hvilket man enten finder forførende og dragende eller fremmedgørende og utilnærmeligt. Jeg hører til i førstnævnte kategori.
Samme fjerne form for tilstedeværelse oplevede man hos andre af festivalens københavnske bookinger – Melodi Ghazal og 100%Wet ikke mindst – og jeg er kommet frem til, at det er en god ting.
For tænk at vi, i så lille et land, stadig har distinkte, regionsbestemte musikalske udtryk. Jeg håber, at jeg næste år står til en koncert på Spot Festival og tænker: »Han må da være fra Skagen«. –RW
4. De perfekte hiphoprammer
Volume Village har historisk set været et lige lovligt isoleret område af Spot Festival, placeret tilstrækkeligt langt væk fra resten til, at man nogle gange har måttet spørge sig selv, om det overhovedet var turen værd.
I år var det anderledes. Faktisk er det lige før, at jeg bare kunne have slået et telt op og tilbragt hele weekenden der.
Det skyldtes ikke mindst Buen, en ny, stor udendørsscene, der særligt i aftentimerne husede nogle af tidens varmeste danske rappere lige nu, og som skulle vise sig at være de perfekte industrielle rammer for såvel Zuloos charmeoffensiv som Gustos bombastiske afrunding på festivalens dag et.
Allerbedst var Michael Williams, der indtog scenen som en superskurk, men som alligevel konstant var opmærksom på at kræse for sit publikum, der endda af flere omgange var med på scenen.
»Hvem kan Noahs vers?« spurgte Williams inden ’Twin’ og hev en fan over hegnet, og impulsiviteten gjorde kun stemningen vildere, indtil han til sidst fik besked på at bede pladsen om at skrue bare lidt ned for energien.
Det var 30 minutters kontrolleret kaos, og jeg glæder mig allerede til at opleve det igen på Roskilde Festival. –MH
5. Ironi på tilbagetog
»Hold da op, der blev godt nok tændt mange cigaretter«, konstaterede Ericka Jane efter at have spillet sin melodigrandprix-sang, ’Death of Me’, da hun lukkede Parkscenen fredag aften.
»I’m dancing soaking wet / With a cigarette«, lyder en skøn og relaterbar linje i det storslåede, distinkt melodigrandprix-klingende omkvæd, og omtrent halvdelen af Musikhusparken kvitterede ved at tænde cigaretter og danse, indtil sveden piblede frem.
Ericka Janes koncert var en succes, fordi hun leverede sine demonstrativt tyggegummipoppede sange med en høj grad af alvor – og fordi hun indtog scenen med en meget fysisk og tydeligvis natklubvant energi – men det kom stadig bag på mig, at også publikum levede sig ind i dem uden spor af ironi.
Fraværet af ironisk distance var endnu en gang påfaldende under konceptkoncerten ’Barok – en rytmisk reinkarnation’, hvor navne som Brimheim og Asbjørn i selskab med musikere fra strygerensemblet Who Killed Bambi forvandlede barokkompositioner til svulstige popsange.
Her var stærke optrædener over hele linjen, men det var svært at nægte, at vi i mødet mellem pop og klassisk havnede tæt på melodigrandprix og på kanten af, hvad der typisk betegnes som god smag.
Og præcis som til Ericka Jane var det forfriskende at bevidne, hvordan den slags dogmer tilsyneladende ikke længere tynger hverken kunstnerne eller publikum på Spot Festival. –RW
Find hele Soundvenues dækning af Spot Festival HER.