Rae Sremmurd

Swae Lee og Slim Jimmy, brødrene bag Rae Sremmurd, blev længe set som gimmicks, fordi de lyder ekstremt unge, naive og begejstrede – de er endda blevet sammenlignet med Kris Kross, børnerapper-duoen, der er kendt for ’Jump’ (og for at have bukserne omvendt på). Men Rae Sremmurds ungdommeligt naive begejstring er ikke en svaghed – den er deres største styrke.

Duoen har noget af iLoveMakonnens syngende flow og noget af 2 Chainz’ evne til at levere goofy punchlines, men frem for alt forstår de at kommunikere en uimodståelig eufori – uanset om de rapper om at kunne lide alle slags piger på ’No Type’, eller når de hylder sikker sex og lønsedler på, ja, ’Safe Sex Pay Checks’.

Albummet er også et slags comeback for Mike Will Made It, der først producerede for Gucci Mane og Future, og derefter stod bag Miley Cyrus’ ’We Can’t Stop’ og Rihannas ’Pour It Up’. Senest er produceren gledet lidt ud af rampelyset, men her har han skabt et unikt univers, der lyder som en videreudvikling af hans lyd på Miley Cyrus-tracket ’23’: Tonstunge 808-trommer tilsat futuristiske, rumskibsagtige lyde.

Rae Sremmurd bruger de tunge, tordnende produktioner som underlægningsmusik for deres evige fest. »Tokyo drift through the hills / used to have to walk, no wheels« lyder omkvædet på ’YNO’, og det er – som så mange linjer på albummet – ekstremt catchy. Men frem for alt lyder ’SremmLife’ sorgløst og euforisk: Det føles som at stikke hovedet langt ud af ruden på en bil, der kører alt for hurtigt.

Læs også: Tivoli-trap: Hvordan brødrene i Rae Sremmurd har gjort hiphop uskyldig igen

Læs også: De her 10 album skal du høre i februar