Spice Girls mindede verden om at huske kondom – og gjorde sikker sex sexet

Hvad er den mest sexede sang nogensinde? Over de næste uger giver Soundvenues skribenter deres bud, og i dag skriver Laura Skov om Spice Girls’ ’2 Become 1’, hvor popgruppen – midt i utvetydige beskrivelser af, hvordan to mennesker bliver til ét – minder deres lyttere om, at de skal huske kondom. Og intet er mere sexet.
Spice Girls mindede verden om at huske kondom – og gjorde sikker sex sexet
Spice Girls. (Foto: Universal)

DE MEST SEXEDE SANGE. Hvordan bliver to mennesker til ét?

Det udpensler Spice Girls for deres lyttere i ’2 Become 1’, der ikke overlader meget til fantasien.

De fem Spice-kvinder (med de ikoniske kælenavne Sporty, Ginger, Baby, Posh og Scary) er på én gang forsigtige og handlekraftige i det sexede 90’er-hit.

Sangen er en fire minutters lang forførelse propfyldt med romantiske virkemidler som strygeinstrumenter og akustisk guitar, mens de britiske popsangere maler stemningsfyldte billeder af lyset fra stearinlys og to kroppe, der smelter sammen til én.

Deres vokaler er blide og lavmælte, så teksten føles som noget, der hviskes i en elskers øre. Budskabet, der bliver hvisket, er dog langtfra lavmælt. Kvinderne er nemlig eksplicitte omkring, hvad de ønsker.

Og det skal foregå med beskyttelse på.

Babys flirtende opfordring

Hvis du var i tvivl om, hvordan to kroppe bliver til én, så er du det ikke efter at have lyttet til ’2 Become 1’, der udkom i 1996 som en del af popgruppens debutalbum, ’Spice’.

I sangens omkvæd gentager Melanie C (Sporty) og Victoria Beckham (Posh) utvetydigt »wanna make love to you, baby«, ligesom Emma Bunton (Baby) drilsk spørger sin elsker, om han mon er lige så god, som hun husker.

Det er især Emma Buntons drillende spørgsmål og kække gentagelse af »get it on, get it on«, som kommer i optakten til omkvædet, der forstærker sangens flirtende fremtoning.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Budskabet om sikker sex bliver også leveret af Emma Burton.

»Be a little bit wiser, baby / Put it on, put it on«, lyder det fra Baby, der leverer kondom-påmindelsen lige så forførende som resten af sangens tekst. Kondomet fjerner ikke noget fra den sexede stemning, men at huske det er lige så sexet som resten af akten.

Signalet er lige så forfriskende at sende i dag, som det var i 1996. For mens de seksuelle budskaber altid har været til stede i musikken, så er det tilsyneladende sværere at tale om de praktiske aspekter af sex.

Let’s talk about sex

Enkelte kunstnere har dog sat sikker sex på dagsordenen.

Med ’Let’s Talk About Sex’ fra 1991 var den kvindelige raptrio ’Salt-N-Pepa’ med til at starte en samtale om »all the good things« og »the bad things that may be«, når man har sex. I sangen rapper de blandt andet om faren ved at droppe kondomet, som er chill »until the sores start to puff and spore«.

Også r’n’b-gruppen TLC opfordrer til sikker sex i megahittet ’Waterfalls’ fra 1995, som du måske, måske ikke er klar over handler om AIDS-epidemien.

Herhjemme sang Kim Larsen om vigtigheden af altid at huske og aldrig glemme »gummi ude, gummi hjemme« i det muntre, historiefortællende nummer ’Yummi Yummi’ fra 1988, ligesom Natasja nærmest bønfalder unge kvinder om at bruge kondom i ’Fi er min’ fra 2007.

Endnu sværere er det at levere budskabet ubesværet i en sexet sang. Det formåede Spice Girls med ’2 Become 1’.

Spice Girls. (Foto: Universal)

Sexet girlpower

Det var også ’2 Become 1’, der sammen med det epokegørende gennembrudshit ’Wannabe’ blev fremhævet, da debutalbummet ’Spice’ ramte hylderne i 90’ernes pladebutikker.

’Spice’ er girlpower med fem ikoniske arketyper af kvinder, der fortæller deres lyttere what they really, really want.

Og mens det ofte er de mere subtile og antydende sangtekster, der forfører og pirrer, mens de sange, der eksplicit omhandler sex, efterlader for lidt til fantasien, så formår ’2 Become 1’ at ramme det sjældne balancepunkt.

I øvrigt valgte Spice-kvinderne i 2019 at ændre en sætning i sangen for at gøre den mere inkluderende.

Der blev derfor sunget »Once again if we endeavour / Love will bring us back together« i stedet for den mere heteronormative sætning »Any deal that we endeavour / Boys and girls feel good together«, da Spice Girls samme år optrådte med sangen på deres comeback-turné.

For drømmen om sammensmeltningen af to kroppe er for alle. Ligesom budskabet om sikker sex i øvrigt.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af