Med mirakuløse ‘Swallow!’ har Shygirl skabt sin egen kærlighedsreligion

ALBUM. I begyndelsen var der ordet. Så kom begæret, trommerne og Shygirl, der tilsyneladende har besluttet sig for at grundlægge sin egen religion. Og jeg melder mig frivilligt som discipel.
På ‘Swallow!’ har den britiske musiker skabt et regulært kærlighedsevangelium, hvor alteret er et dansegulv, kroppen er hellig, og forelskelsen ikke bare føles som en åbenbaring, men som selve meningen med eksistensen.
Efter at have gjort den elektroniske undergrund til sin liderlige legeplads på ‘Nymph’ har Shygirl kastet sig eventyrlystent ind i romantikken. Ligesom hendes popkolleger Charli XCX og Troye Sivan har hun fundet ny inspiration i indierockens guitarer og mere umiddelbare sangskrivning.
På ‘Lucky (Hymn)’ giver bløde, akustiske guitarstrøg og nostalgiske trommer forelskelsen en næsten ungdommelig uskyld, mens den skramlede, alternative rocklyd på ‘Luvli’ tilfører den noget mere uregerligt.
Men Shygirl har ikke lagt klubmusikken bag sig. Tværtimod har hun forenet sin grænseløse hedonisme med en næsten bibelsk hengivenhed, hvor indiepop, drum’n’bass, industrielle hiphopbeats og himmelske strygere smelter sammen med en elegance, der er decideret svimlende.
På ‘Submit’ buldrer trommerne afsted med samme aggressive, tyske technoattitude som Brutalismus 3000, mens Shygirl forfører med en selvsikkerhed, der kunne få selveste Afrodite til at rødme. På ‘Live the Life You Like’ centrifugeres et Beastie Boys-agtigt hiphopbeat gennem industrielle maskiner, uden at den britiske klubmusiks karakteristiske rastløshed går tabt.
Men det er i mødet mellem den kropslige ekstase og den følelsesmæssige overgivelse, at ‘Swallow!’ bliver noget helt særligt.
På vidunderlige ‘Real’ åbner et spinkelt strygerarrangement sig langsomt omkring Shygirls vokal, inden hæsblæsende trommer og grumsede synthesizere vælter ind som en forelskelse, der fuldstændig har sat nervesystemet ud af drift. »As if I didn’t exist before«, synger hun, og da hun siden erklærer, at kærligheden har gjort hende virkelig, føles det nærmest som at overvære en genfødsel.

Den samme religiøse ekstase gennemsyrer ‘Mantra’, hvor himmelske synthesizerakkorder og en insisterende opbygning leder tankerne hen på Underworlds ‘Born Slippy’. Men hvor sidstnævnte kredser om rusens destruktive sider, lyder Shygirls version som en befrielse fra alt jordisk.
Så er der også ‘Altar’, hvor hun falder på knæ i en hengivelse, der både er en bøn, et ægteskabsløfte og en særdeles liderlig invitation.
Det geniale er, at albummets 11 numre hver især har deres egen musikalske sensibilitet, men alligevel føles som kapitler i den samme mytologiske fortælling. Intet er overflødigt. Hvert temposkift, hver skurrende synthesizer, og hver skrøbelig vokalfrase udvider universet, mens den overlegne sangskrivning holder sammen på det hele.
I en tid, hvor så meget føles iscenesat og følelsesmæssigt udvandet, insisterer Shygirl på noget så gammeldags som den altopslugende kærlighed. Ikke som en pæn, poleret romantisk fantasi, men som noget voldsomt, sexet, skræmmende og livsforandrende.
‘Swallow!’ er et fejlfrit album, der formår at gøre forelskelsens mest uhåndgribelige følelser fysisk mærkbare. Hvis kærligheden virkelig er en religion, har Shygirl netop skrevet dens hellige skrift. Halleluja.
Kort sagt:
Shygirl forener himmelske strygere, hårdtslående klubbeats og poetisk hengivelse på et sublimt kærlighedsalbum, hvor hvert eneste nummer føles uundværligt. ‘Swallow!’ er et musikalsk mirakel, der fortjener at blive tilbedt.