Sufjan Stevens ‘Worst Christmas Ever!’ (6. november)
Julen kommer tidligt i år, og spørger man Sufjan Stevens, stinker den – ja, det bliver faktisk den værste jul nogensinde.
Her samler den amerikanske singer/songwriter sit efterhånden bugnende katalog af julesange på ét album og tilføjer samtidig en ny med den lidt mere håbefulde titel ‘On This Christmas (It Only Gets Better)’.
Skepta ‘The Fork and Knife’ (6. november)
Skeptas første soloalbum i syv år bliver ifølge grime-legenden selv et mere personligt værk, hvor han vil »grave dybere« end tidligere og udforske sit ophav som søn af nigerianske migranter.
Med som features har han blandt andre Asake, Finessekid (ej at forveksle med EsDeeKid) og Fred Again, som han sidste år udgav en hel ep med.
Shygirl ‘Swallow!’ (6. november)
Britiske Shygirl fik et velfortjent gennembrud med det alt andet end generte debutalbum ‘Nymph’ fra 2022.
Siden da har hun holdt sig beskæftiget med sine ‘Club Shy’-ep’er samt medvirket på Charli XCX’s ‘Brat and It’s Completely Different but Also Still Brat’, men nu er hun endelig klar med sit andet album.
2hollis ‘Piroutte’ (11. november)
I 2025 signede den amerikanske rapper og sanger 2hollis efter flere års internethype med Interscope Records og udgav major label-debuten ‘Star’, og allerede nu er han klar med opfølgeren ‘Piroutte’.
Han har indtil videre sluppet tre singler, herunder én, som vores anmelder kaldte »en af de sødeste sange om sex, jeg længe har hørt«.
Bette ‘Ex’ (13. november)
Ifølge en pressemeddelelse blev der tidligere i år vendt op og ned på Bettes Liv, da et længere forhold sluttede.
Pludselig skulle den danske musiker ikke bare forholde sig til et brud, men også give slip på de forestillinger om fremtiden, hun havde bygget op omkring en livspartner, familie og børn.
Midt i sorgen og stressen begyndte hun at skrive musikken til ‘Ex’.
Trentemøller ‘Trentemøller’ (13. november)
Singlerne fra Trentemøllers kommende album har allerede budt på features fra den tidligere Mew-forsanger Jonas Bjerre, Wien-baserede Sakura og senest The Raveonettes’ Sune Rose Wagner.
Nu er hele værket lige på trapperne, og der er flere spændende samarbejder, hvor de kommer fra – inklusive hele tre sange med Emma Acs.
V/A ‘Grand Theft Auto VI: The Album’ (19. november)
Et af historiens mest ventede spil udkommer med vanvittigt soundtrack: Hele 34 sange fra nogle af verdens største stjerner.
Vi snakker navne som Metro Boomin, Future, Travis Scott, PinkPantheress, Fred Again, Justice, SZA, Tame Impala, Cardi B, Morgan Wallen, King Gizzard & The Lizard Wizard og – overraskende nok – Keith Richards.
Og det er altså bare de sange, der allerede er udgivet!
Hør også disse album, hvis du vil være helt opdateret:
6. november: Tigeroak ‘Everything Once’
6. november: Rex Orange County ‘Dream Fatigue’
6. november: Ciarán ‘Róisín’
6. november: Bassvictim ‘Peace + War’
6. november: Boys Noize ‘7llvsion’
6. november: Lil Baby ‘Fresh’
6. november: Britney ’25th Anniversary Edition’
13. november: Yangze ‘Heartbreak Stew’
13. november: Kim Deal ‘Live at the Barbican’
13. november: Westside Gunn ‘Heelmatic’
13. november: U2 ‘Carnaval De Luz’
13. november: Mikael Simpson ‘Æterdrøm’
27. november Björk ‘Björk Orkestral With the Hamrahlíð Choir’
