Drøm og virkelighed smelter sammen i røgfyldte lokaler på Fines mystiske ‘Jazz Dreams’
ALBUM. Ved første øjekast er der noget sløset og barnligt over coveret til Fines andet album, ‘Jazz Dreams’: En stregtegning af en optrædende fisk med et mikrofonstativ og et sløret filter, der gør titlen næsten ulæselig. Men kigger man en ekstra gang, hænger omslaget unægteligt sammen med indholdet.
Det natklub-lilla skær har en David Lynch’sk aura, der går igen i Fines mystiske DIY-univers, der ubesværet veksler mellem after hours-jazzbar, drømmetydning i soveværelset og skrattende ekkoer af rock fra et øvelokale. Ofte i løbet af samme nummer.
Det er knap to og et halvt år siden, at det tidligere Chinah-medlem Fine Glindvad solodebuterede med ‘Rocky Top Ballads’. En vidunderligt bedøvende plade, der vidnede om en stærk sangskriver, men også en plade, der holdt sig mestendels i ét spor.
På ‘Jazz Dreams’ rusker Fine op i produktionen. Resultatet er en af de hidtil mest nysgerrige og kreativt interessante plader fra den københavnske alternative musikscene, der er blevet døbt CPH+.
Tag blot et nummer som den let rockende ‘Get In’, der selv i sin tilbagelænethed har masser af fremdrift. Fines ligefremme vokalmelodi er til at nynne med på fra første strofe, men før man ved af det, erstattes det gennemskuelige af en udvidet og eksperimenterende jazzoutro, der får én til at spidse ører på ny.
‘Jazz Dreams’ har samme baggrund i drømmepop som sin forgænger, men leger meget mere med tempoer og stemninger. Fines solbrillebeklædte og cigaretpulsende sange har attitude i lange baner, men der gemmer sig besnærende linjer og finurlige overraskelser bag den kølige overflade.
Selv de meget Lana Del Rey-kanaliserende sange ‘Much to Say’ og ‘Everything in the Shade’ har spidsfindigheder, der trækker mere på intim københavnsk eksperimentalpop end altpop-overherredømme.
Detaljer som blokfløjtelydene på ‘Portal’, telefonsvarer-samplet i ‘The Thing’, små baslicks og skæve jazzakkorder igennem hele albummet bryder med poprockens forudsigelighed. Man kan opsnappe glimt fra hele musikhistorien – alt fra 60’er-Scott Walker til 90’er-Mazzy Star og de moderne landsfæller i Snuggle – men Fine lader aldrig pladen blive ligefrem eller kedelig.
Pladens intime produktion er med til at hive os ind i Fines forunderlige univers, hvor en minimalistisk nærhed er prioriteret over et ekspansivt lydbillede. En lettere lo-fi effekt ligger over Fines drømmende vokaler, og det føles som at blive hvisket i øret. Bedst lyder nok ‘I Could’, hvis sitrende tremologuitar og udtryksfulde basgang kan mærkes fysisk i kroppen.
Fines musik er også her på album nummer to tåget og sanselig, men på ‘Jazz Dreams’ brillerer hendes overdådige sange ikke kun i atmosfærisk lækkerhed og følelsesmæssig mættethed – der er også iørefaldende melodier, der sidder fast i hovedet i timevis. Her går den charmerende DYI-produktion i perfekt symbiose med skarptskåret håndværk.
Det er nok engang Fine selv, der har stået for produktion, indspilning og mix af albummet, og derfor lyder pladen så meget som hende og ikke alle mulige andres take på Fines musik. På ‘Jazz Dreams’ har hun fundet et udtryk, der emmer af storby-coolness og stadigvæk er spækket med memorable melodier.
Hvis vi lever i en retfærdig verden (det er jeg med på, at vi ikke rigtig gør), så bliver Fines andet soloalbum husket som et hovedværk, når vi engang skal kigge tilbage på 2020’ernes opblomstring i dansk alternativ musik.
Kort sagt:
På sit andet album har Fine rusket op sit udtryk: ‘Jazz Dreams’ er en mystisk musikalsk collage, der for hvert nummer overrasker med sine finurligheder. Musikken er iklædt solbriller og kølig attitude, men sangene er så dragende, at man forsvinder ind i Fines forunderlige verden.