‘Being Heumann’: ’CODA’-instruktør får os til at græde igen
FILM. Sian Heder har for vane at få os til at græde.
Det gjorde hun tilbage i 2022 med sin tårepersende Oscar-darling ’CODA’, der er fortællingen om en teenager, hvis talent er at synge, men hvis familie er døv. Det var ikke bare et rørende coming of age-drama, men også en dybt bevægende film om, hvad det vil sige at leve med et handicap.
Og nu er både sansen for patos og evnen til at skildre et POV, vi sjældent ser repræsenteret, tilbage i ’Being Heumann’: Historien om den virkelige Judy Heumann, der forvandlede sin vrede over at blive overset, til en revolution, hvor hun og 100 andre aktivister kæmper for handicaprettigheder.
Nærmere bestemt handler det om den ret specifikke 70’er-kamp for at få myndighederne til at underskrive og håndhæve Section 504, der forbyder diskrimination mod mennesker med handicap i offentlige programmer og institutioner. Det var lettere sagt end gjort, og demonstrationerne kulminerede i en besættelse af San Francisco Federal Building.
Det er her, filmen primært foregår. Bag murene i den offentlige sektor, der burde varetage alle (som i alle) borgeres interesser, men som selv er bygget op af trappetrin og andre potentielle forhindringer.
Vi følger gruppens sejre, skuffelser og indbyrdes stridigheder, og med Ruth Madeley i rollen som Heumann males et både stærkt og sårbart portræt af den stålsindede frontfigur. Mark Ruffalo er den snæversynede borgmester, der gør alt, hvad han kan, for at undgå at se de usynliggjorte protestanter i øjnene og sætte sin underskrift på lovgivningen, og gennem ham får man et frustrerende indblik i det bureaukrati, der står i vejen for forandring – og de forbandede efterveer.
Det er problematikker, der næppe er ovre. Et vist radiogrin og en medfølgende shitstorm har da for nyligt gjort os opmærksomme på, hvor meget uvidenhed, fordomme og manglende hensyn stadig fylder i majoritetens syn på – og møde med – ”crips”.
Det hjertevarme periodedrama kommer derfor som kaldet og leverer både oplysning og underholdning. Ish.
For selvom fortællingen er rørende og dialogen skarp og vittig, skæmmes filmen af at være lidt for lang og alt for tempoforladt. Instruktøren kunne med fordel have brugt noget af spildtiden på at udfolde de fløje af aktivismen, der involverede amerikanske homoseksuelle miljøer og Black Panther-bevægelsen, men begge dele bliver kun overfladisk berørt. Det samme gælder nogle ellers cute romancemotiver, der etableres i starten, men som lades i stikken og forbliver uforløste.
Skal man være pernittengryn, kunne man måske også anklage Heder for at være lidt for optaget af at få sit publikum til at græde. Men gråd er som bekendt en stærk kraft, og når man ikke kan tale til politikerne, må man jo tale til følelserne. Og det virker!
Se bare filmens absolutte klimaks, hvor karaktererne – der alle spilles af skuespillere med handicap – deler deres sorger og erfaringer i en fælles runde, der giver deciderede kuldegysninger. Det er en scene, der burde være obligatorisk pensum.
Generelt bør alle opleve ’Being Heumann’, hvis titel rummer hele fortællingens kerne. For på smuk og symbolsk vis udtales det ikoniske efternavn som human og indkapsler dermed det centrale spørgsmål: Hvornår bliver man læst som et menneske, og hvornår bliver man betragtet som en belastning?
Men bare rolig, både hovedkarakteren og instruktøren evner at understrege/overartikulere, at det er systemet, der er i stykker – ikke dem, der lever med et handicap.
Kort sagt:
’CODA’-instruktør Sian Heder leverer et hjertegribende, dybt relevant og lidt for langt drama om kampen for menneskelig værdighed.