I næste uge opnår Aphaca endnu en milepæl, når de indtager Parken – en koncert så eftertragtet, at den blev udsolgt på rekordsættende fire dage.
Inden da spiller kvartetten en koncert i en noget mindre skala med et velgørende formål.
Aphaca er således netop blevet føjet til programmet for musik- og kunstarrangementet ‘Together For Freedom’, der samler penge ind til Dansk Flygtningehjælps humanitære nødhjælpsarbejde i Sudan.
Det sker som en overraskelse i sidste øjeblik. Velgørenhedsarrangementet løber nemlig af stablen allerede på fredag hos Gammel Strand.
På koncertprogrammet var allerede indienavne som Snuggle, Barbro og Stella Explorer samt dj-sets af Fine, Blush og duoen Albert Huldebrand og Villads Tyrrestrup.
Det er ikke første gang, Aphaca slutter sig til en støttekoncert. Sidste år tog bandet del i ‘Musik For Palæstina’ i Den Grå Hal.
Billetter er i salg på Dansk Flygtningehjælps website.
