TENDENS. Hvis man har sagt A, må man også sige B, og hvis man har sagt Mk.gee, må man også sige Dijon.
De to har i fællesskab pioneret en ny indielyd, der efterhånden har sat sig godt til rette i det brede poplandskab. Deres hullede, næsten spøgelsesagtige kompositioner og afpillede lofi-produktioner har de seneste år fået dem på alles læber og gjort dem til dine yndlingsmusikeres yndlingsmusikere.
Hvis du ikke har hørt deres egen musik, så har du måske hørt dem på Bon Ivers ’Sable, Fable’ eller Justin Biebers ’Swag’, hvor de sammen stod for en stor del af udtrykket. Dijon havde sågar Justin Vernon fra Bon Iver med på scenen til sin ’Saturday Night Live’-optræden.
Nu er deres lyd begyndt at poppe op herhjemme hos navne som Lord Siva, Guzo, Bette og Ozzy. Det er altså ikke kun nye kunstnere, der dyrker denne lyd. Det er lige så meget etablerede, velkendte kunstnere, der, ligesom Bieber, pludselig har taget et venstresving ind i Mk.gee og Dijons lofi-univers.
Ubestridelig kemi
Mk.gee og Dijon har fundet hinanden et sted mellem Prince og Bon Iver med D’Angelo i ascendanten. De laver skramlet indiepop og -r’n’b og bruger effekter og studieværktøjer, som brødrene Price bruger smør.
Musikken fremstår enormt rumlig, og det lyder ofte, som om alt er optaget på én mikrofon, placeret midt i rummet, mens alle instrumenterne er placeret et stykke væk – eller måske endda i et helt andet lokale. Den er søbet ind i chorus og rumklang, men fremstår alligevel knastør.
Deres første samarbejde var på Dijons debut- og gennembrudsalbum, ’Absolutely’, og siden da har de to været uløseligt forbundet, både musikalsk og personligt. Hvis man ser den lille koncertfilm, de lavede i samme forbindelse, er det ikke svært at se hvorfor.
Deres kemi er ubestridelig, hvilket blandt andet kommer til udtryk i en sjældent set storsmilende Mk.gee, og måden de begge to springer ekstatisk rundt i en opsat stuekulisse og spiller på snart sagt alt i rummet.
De har begge lavet hyldester til deres samarbejder. Dijon på nummeret ’Big Mike’s’ (Mk.gees borgerlige navn er Michael Gordon), som var den første sang, de skrev sammen, og Mk.gee på nummeret ’DNM’, der angiveligt står for »Dijon’n’Mk.gee«.
Ingen af sangene handler egentlig om den anden, så titlerne er mere en slags producer-tag eller bare et kærligt nik til deres homie. Mk.gee spillede endda ’DNM’ 12 gange i streg til en koncert i Minneapolis. Hvis det ikke er en kærlighedserklæring, så ved jeg ikke, hvad der er.
’Big Mike’s’ skulle sidenhen blive mere eller mindre definerende for begges udtryk. Selv Mk.gee, der har udgivet musik siden 2018, landede først på den lyd, han i dag er kendt for, på sit storroste debutalbum, ’Two Star & The Dream Police’ fra 2024.
Ekstremt dynamisk
Med sin enigmatiske karakter og sit lange hår er Mk.gee blevet en slags guitarpoppens messias, selvom han fortæller i et sjældent givet interview med The New York Times, at han »lidt hader guitar«, fordi den »ligesom repræsenterer én ting«.
Han satte sig derfor for at genopfinde både guitarens rolle i popmusik samt popmusik i det hele taget. Hans trademark er glinsende, dansende guitarer og en inderligt brægende vokal, og det er særligt førstnævnte, der har bidt sig fast hos de danske popmusikere.
Den uofficielle duo er ekstremt dynamisk i deres udtryk, med en ekstremt udtalt trykfordeling i både vokalen og instrumenterne, og forstår virkelig at udnytte stilhed og rum som effekt.
Dijon fortæller i et interview med Pitchfork: »Jeg ville gerne have, det skulle være pinligt. Jeg ville have volumen til at fluktuere ret voldsomt, så man hele tiden skulle skrue op og ned«.
Begge har forfinet deres lyd og udgivet nogle af de mest imødesete album i løbet af de seneste år. Deres helt store kommercielle gennembrud blev dog Justin Biebers ’Swag’-album, der i det hele taget repræsenterede en slags genfødsel af en af tidens absolut største popstjerner.
’Swag’ var Biebers første udgivelse efter bruddet med hans kontroversielle manager Scooter Braun, og pladen var således hans første med »fuld kreativ frihed«, hvilken blandt andet kom til udtryk gennem Mk.gees og Dijons nedbarberede stil.
Nu har den samme stil fundet vej til Danmark.
Den danske indflydelse
Den danske musiker August Møller Fogh aka Guzo har i den grad taget Mk.gee-taren til sig.
I eget regi indeholder både ’You Want the World’ og ’Your Boy Is Sick’ den samme karakteristisk komprimerede produktion, de søsyge guitarer og, med lidt god vilje, den til tider brægende vokal, som også kendetegner Mk.gee.
Som producer og sangskriver for et utal af danske kunstnere har han været instrumentel i at tilføre den nye lyd på den danske popscene. Som hans feature på Uros ’La det gå’, hvor guitaren, der lyder, som om den er indspillet på et badeværelse, klinger vældig Mk.gee-esque, ligesom nummeret indeholder nogle af de samme lydeffekter, som Dijon ynder at bruge.
Ligesom Bieber har også da danske Bette ladet sig genføde i Dijon/Mk.gee’ske klæder på sin seneste single, ’Vanvid’, som i øvrigt er produceret af Guzo. Her lyder den nøgne barytonguitar endnu en gang af Mk.gee, ligesom stilheden mellem tonerne nærmest bliver et instrument i sig selv på samme måde, som Dijon formår at gøre det.
Men Guzo er ikke ene om denne import. Lord Siva har i løbet af i år også været ved at finde sig til rette i en ny kontekst. De to seneste singler markerer et skift i Lord Sivas lyd, hvor hans hiphop-influerede synthpop er blevet erstattet af et mere guitarbåret udtryk.
Som på ‘Lighter’, der med sin ultrakomprimerede produktion og tætte, gospelagtige korarrangementer klinger lidt Dijon’sk. På ’Samuraisværd’ fra tidligere i år får man næsten et chok, når det er Lord Siva og ikke Mk.gee, der begynder at synge over det dynamisk roterende guitarspil.
Danske Ozzy har meget specifikt trukket på de to producere gennem Justin Biebers ’Swag’, som han er udtalt inspireret af.
Første gang vi mødte Ozzys stemme på de mere organiske instrumentaler var på ’Skyggebokser’, hvor de spinkle, håndspillede guitarer præsenterede hans poppede vokal i en ny kontekst – og viste, at det er her, han er bedst. Det blev også tydeligt, da han gjorde det igen på sin nye ep, ’Natsværmer’, hvor man på både ’Nirvana’ og ’Hinanden’ kan høre ’Swag’-Bieber spøge.
Det er ikke usædvanligt at se en bølge af kunstnere vokse ud af en ny lyd, der pludselig er blevet stor. Men det er sjældent, at man ser så direkte en påvirkning på det eksisterende musiklandskab.
Mk.gee udtaler i føromtalte interview med The New York Times: »Jeg har ikke lyst til bare at tilslutte mig nogle andres citadel. Jeg vil gerne bygge min egen ting, mit eget slot med mine venner, for det er det, der er brug for. Og hvis folk vil være med, så må de gerne komme med«.
Det kommer de nu.