Charli XCX’s blik på kulturen har aldrig været skarpere end på ‘Music, Fashion, Film’
ALBUM. Da ’Music, Fashion, Film’ udkom, befandt jeg mig i Sydfrankrig. Temperaturerne i området var højere, end jeg kan huske at have oplevet dem før, og hver dag stavede jeg mig gennem franske avisartikler om de skovbrande, der hærgede landet, og de hundredtusindvis af mennesker, der dag efter dag blev evakueret.
Den specifikke dag albummet udkom, var jeg på en længere togtur, og bedst som jeg halvsov med ansigtet mod den støvede rude i det behageligt afkølede tog, blev samtlige passagerer bedt om at forlade toget. Et sted længere fremme på togstrækningen, lød det over højtalerne, var en brand brudt ud langs skinnerne.
Imens lød Charlis spinkle falset i mine høretelefoner: »Spring, Summer ’26 / When the world is gonna end, no hope for any of it / Yeah, we’re walkin’ on a runway that goes straight to hell / Nothing’s gonna save us, not music, fashion or film«.
Charli XCX’s sange har en mystisk tendens til at være dybere og mere intelligente, end deres konstante glimt i øjet giver indtryk af. Sommetider kan de føles nærmest profetiske. Hendes musik har en særlig evne til at opsluge verden omkring den og reflektere den tilbage til os som et spejl.
At den nærmest allerede ikoniske 2024-forgænger ’Brat’ blev så overvældende et kulturelt fænomen, skyldtes ikke alene musikkens tårnhøje kvalitet – eller at den neongrønne æstetik var så utroligt meme-værdig.
Succesen skyldtes lige så meget, at Charli med sin møgungepersona formåede at personificere en generationel længsel efter at gøre oprør mod alle krav om perfekthed og præstation.
Ingen er til tjeneste for arbejdsmarkedet, for staten eller for uddannelsessystemet efter 20 timer på et dansegulv med kokain i næsen og røgen fra to pakker cigaretter i lungerne. Det var den fristende – om end i længden uholdbare – fantasi, ’Brat’ formåede at krystallisere.
’Music, Fashion, Film’ er blevet lanceret som antitesen til ’Brat’. »I think the dance floor is dead / So now we’re making rock music«, lyder det på albummets åbningsnummer, og ganske rigtigt er ’Brat’s stroboskoppulserende technopop langt henad vejen erstattet med forvrængede guitarer, der nikker tilbage mod både The Strokes, Lou Reed og Hole anno ’Celebrity Skin’, mens de tidligere så autotunede vokaler ofte er påfaldende rå og upolerede.
Men hvis albummet i sin lyd er en total forvandling, så føles ’Music, Fashion, Film’ alligevel som en forlængelse af ’Brat’ i kraft af det skarpe analyserende blik, som Charli vender mod både sig selv og sin omverden i en serie af eksistentialistiske sange, der er lige dele rørende, komiske, ildevarslende, fjollede og tankevækkende.
’Music, Fashion, Film’ er Charlis udgave af det barokke vanitas-maleri. Titlen kunne lige så godt have været »memento mori«, for hvis der er én ting, der på sælsom vis synes at hjemsøge samtlige af albummets sange, er det altings forgængelighed.
Dansegulvet er dødt, og catwalken fører direkte i helvede, og intet – hverken musik, mode eller film – kan redde os.
Over dystre, perkussive guitarer lokker hun på ’Card Declined’ med nye håndtasker, sko, smykker, et Jaeger-LeCoultre og en ny lejlighed med Mah Jong-sofaer, mens den brutale vished om, at materielle goder ikke kan udfylde sjælens gabende tomrum, blot bliver mere overvældende: »I’ll buy a smile / A personality / A whole backstory / Card declined«.
Den underligt amorfe og herligt syntetiske ’2007’ fremmaner et helt enkelt og ganske kraftfuldt drømmebillede af for længst tabt uskyld – »popstar in my bedroom like it’s 2007« – mens ’I’m Afraid’, der med sin akustiske guitar og vrængende rapflow lyder som et besynderligt møde mellem Elliot Smith og Yung Lean, er en selvransagende undersøgelse af, hvorfor hun bliver ved med at skabe, når smerten alligevel aldrig ophører.
»I have to get it out so my insides don’t turn black«, lyder den ærlige konklusion.
På trods af fokusset på forgængelighed er ’Music, Fashion, Film’ ikke et trist album. Hos Charli er meningsløsheden og håbløsheden også en kilde til frihed. Hvis intet alligevel varer ved, hvorfor så ikke bare gøre, hvad der skal til for at føle noget, så længe det varer?
»I don’t feel embarrassed even if I suck / I’m always craving an experience that feels dangerous«, reflekterer hun på den umanerligt iørefaldende ’Camera’, mens det på ’Rock Music’ lyder: »Maybe jump off the stage / I hope they catch you today / But if they don’t, it’s okay«. ’Music, Fashion, Film’ er en hyldest til alle, der tør gå til grænsen i jagten på selvrealisering.
Albummets nøglesang er afslutningsnummeret ’No One Lasts Forever’, der begynder som minimalistisk, 80’er-kølig new wave, inden den pludselig fortoner sig i en monolog fra filminstruktøren David Cronenberg, som – ligesom ikonerne John Cale, Marc Jacobs og Martin Scorsese gør det på albumcoveret – må finde sig i hos Charli at blive forvandlet fra kunstner til muse.
»Some artists have created art that has really survived thousands of years«, siger han med sin ru, erfaringstunge stemme. »But experientially, for them: they are dead, they are gone. No one lasts forever«.
Det er netop den konflikt, albummet undersøger: Kunsten kommer ikke til at redde os, men når vi er døde, kommer den til at være alt, der står tilbage. Det er lidt af en skuffelse, hvis drømmen er frelse og udødelighed, men ‘Music, Fashion, Film’ er et argument for, at kunsten alligevel er det bedste, vi har.
Kort sagt:
På ‘Music, Fashion, Film’ erstatter Charli XCX ‘Brat’s stroboskoppulserende technopop med forvrængede guitarer og rå, ofte upolerede vokaler. Resultatet er en både rørende, tankevækkende, ildevarslende og sjov hyldest til kunst og selvrealisering.