Der er ikke blot én Charli XCX, men mange. Med en uhørt høj frekvens har hun gennemgået utallige hamskifter. Ikke blot musikalsk, hvor der nærmest ikke er den afkrog af popmusikken, hun ikke har afsøgt, men som kulturel figur.
Det er svært at tænke på en anden kunstner, der har gennemgået en lignende udvikling fra b-liste-popmusiker til undergrunds-avantgardist for pludselig at blive en regulær superstjerne, som selv din far og din bedstemor har hørt om.
Den konstante udvikling gør det særdeles spændende at kaste et opsamlende blik på det allerede omfangsrige katalog, der – som for at illustrere, hvor konstant udviklingen er – alene i år er blevet udvidet med to album, der eksperimenterer med henholdsvis strygerbåren barokpop og en mildest talt original fortolkning af indierock.
Her rangerer vi alle Charli XCX’s soloudgivelser fra værst til bedst – om end vi har udeladt ep’er samt remix-albummet ‘Brat and It’s Completely Different but Also Still Brat’.
10. ’Sucker’ (2015)
Charli XCX har aldrig lavet et decideret dårligt album, men hun har lavet et kedeligt og tamt ét, og det er nærmest værre.
’Sucker’ var det store forkromede forsøg på at sælge hende som en konventionel popstjerne, og selvom det måske til dels lykkedes – singlerne oplevede da i hvert fald pæn radiosucces – står spørgsmålet stadig: for hvilken pris?
På ’Sucker’ ofrer hun den sans for unikke produktioner, der allerede på debutalbummet to år forinden var særdeles veludviklet, til fordel for en rudimentær poprock-lyd, der i sin mangel på unikke karakteristika er musikkens svar på en portion usaltede kartofler.
Det betyder dog ikke, at ’Sucker’ er forfærdeligt at lytte til. Charli er udstyret med en unikt karakterfuld stemme, der formår at brænde igennem, uanset hvor uinteressant den serveres, og singlerne – især ’Break the Rules’, som i sin fandenivoldskhed måske kan kaldes proto-’Brat’ – er oprigtigt catchy.
Og så kan man måske se ’Sucker’ som Charlis første skitseagtige skridt på vejen mod det, hun senere lykkedes med på det ligeledes rock-inspirerede ’Music, Fashion, Film’.
9. ’Number 1 Angel’ (2017)
I 2017 fandt Charli XCX sig selv i åben konflikt med sit pladeselskab, der nægtede at udgive en albumopfølger til ’Sucker’. I stedet indspillede hun i hemmelighed to mixtapes, hvoraf ’Number 1 Angel’ er det første.
Det interessante ved ’Number 1 Angel’ er måden, Charli forsøger at forene den vilde, maskinelle hyperpop-lyd, hun året for inden introducerede på sin stilskabende ’Vroom Vroom’-ep, med mere stringent, traditionel popsangskrivning. Et eksperiment, som lykkedes langt bedre få måneder senere på opfølgeren, der er modigere, mærkeligere og mere iørefaldende.
Dermed ikke sagt, at ’Number 1 Angel’ ikke gemmer på store højdepunkter. Den storslåede ’Emotional’ er en af Charlis allerbedste ballader – en herligt ambivalent utroskabsfortælling, der både blotlægger skammen og den fordækte nydelse – mens den skæve, excentriske ’Babygirl’ får noget skønt ud af et gæstebesøg fra Myspace-ikonet Uffie.
Allerbedst er afslutningsnummeret ’Lipgloss’, der indlemmer den uimodståeligt sjofle Cupcakke i Charli XCX-universet og byder på en Sophie-produktion så syntetisk, at bare det at lytte til den føles som at tage bad i en sø af stærkt parfumeret, sukkerklistret glimmer-gloss med jordbærsmag.
8. ’Crash’ (2022)
»Hyperpoppen er død«, proklamerede Charli XCX i 2021, hvorefter hun med vanlig sans for selviscenesættelse annoncerede, at hendes næste album ville blive hendes store tilbagevenden til mainstream-poppen.
Resultatet er da ganske vist også Charlis mest konventionelle og radiovenlige musik siden ’Sucker’, men det betyder dog ikke, at ’Crash’ er et ukompliceret album.
Med en erklæret intention om at lave et »major label sell-out«-album – og en æstetik og titel hentet fra David Cronenbergs foruroligende kultfilm om død og fetichisme – er ’Crash’ nemlig på en og samme tid en satire over og et kærlighedsbrev til popindustriens fascinerende og farlige berømmelseskult, som har krævet så mange ofre.
Og selvom albummet savner den musikalske eventyrlyst, der præger Charlis bedste udgivelser, viser hun på ‘Crash’ igen og igen – fra den synthwave-klingende ’Good Ones’ til divahouse-pastichen ’Used to Know Me’ – hvordan en ørerhænger skal skrues sammen.
7. ’Charli’ (2019)
Da Charli endelig fik lov til at udgive sit officielle tredje album, var der tale om en længe ventet kulmination på det hyperpop-projekt, hun påbegyndte med ’Vroom Vroom’-ep’en og videreførte på de to 2017-mixtapes.
Det er i hvert fald én måde at betragte ’Charli’. Det, der både gør albummet fascinerende og lidt besværligt at have med at gøre, er, i hvor mange retninger det i virkeligheden strækker sig. Flere sange udspiller sig ganske vist på det futuristiske dansegulv, Charli XCX sammen med vennerne fra PC Music var med til at forme, men ofte er vi langt fra natklubben.
Albummets bedste sange – ’Gone’, ’Cross You Out’, ’White Mercedes’, ’Official’ – lyder snarere som skabt til den melankolske taxatur hjem, til tænksomme aftener alene i soveværelset eller til at skrige ud – fuld og hjertesorgsramt – på en halvtom karaokebar klokken fire om natten.
Albummets store variation gør lytteoplevelsen en smule usammenhængende, men mestendels er den et bevis på, at Charli er i stand til det meste.
Faktisk er det kun, når hun omfavner mere ordinær popmusik – som på ’Blame It On Your Love’, en hel uforståelig radiogentænkning af karrierehøjdepunktet ’Track 10’ med et påklistret vers fra Lizzo – at albummet holder op med at fungere.
6. ’True Romance’ (2013)
Hvor det hele begyndte. ’True Romance’ har den særlige aura, som næsten kun et debutalbum kan have: En umættelig sult, der ligger og ulmer, en fornemmelse af, at der virkelig er noget på spil.
Tag blot åbningsnummeret og førstesinglen ’Nuclear Seasons’, som med sit storslåede, dragende mørke og sin witch house-inspirerede atmosfære er en bjergtagende introduktion til en kunstner optændt af et flammende begær efter at vise sit værd.
For et debutalbum er ’True Romance’ bemærkelsesværdigt selvsikkert, konsekvent og modigt i sit udtryk.
Den småpsykedeliske produktion på ’You (Ha Ha Ha)’ formår stadig at overraske her mange år senere. ’Stay Away’ er den første i en lang række af store, følelsesmæssigt komplekse sange om forbindelsen mellem kærlighed og angst, som Charli XCX er ekspert i at skrive.
’True Romance’ er ikke et perfekt album, men et råt øjebliksbillede af, hvor Charli var lige dér. Og på den måde den perfekte introduktion til en popmusiker, der har ophøjet de rå, uperfekte øjebliksbilleder til sin kunstneriske raison d’être.
5. ’Wuthering Heights’ (2026)
Charli XCX’s ’Wuthering Heights’ er langt mere end blot et stykke tilbehør til Emerald Fennells filmatisering af Emily Brontës romanklassiker.
Albummet er Charlis egen udforskning af kærlighed og besættelse, død og begær, hvor stemmer og stemninger fra romanforlægget vækkes til live i et strygerforædlet musikalsk landskab, der er lige så brutalt, smukt og kuldslået som de vindblæste britiske heder, hvor fortællingen udspiller sig.
»You take me out of myself«, lyder det et sted. Og senere: »I once believed I was free«. Efter med ’Brat’ at have skabt main character-albummet par excellence, er det umådeligt fascinerende at opleve Charli XCX give sig hen til den egoopløsning, som Cathy gennemgår i romanen.
Charlis musik har ofte centreret sig omkring kroppen, men ’Wuthering Heights’ er i høj grad musik til hovedet. Strygerne på spøgelseshistorien ’Seeing Things’ lyder som et ekko af avantgarde-mesteren Steve Reich. The Velvet Undergrounds John Cale lægger vejen forbi med en abstrakt recitation over støjinfernoet ’House’.
Det er meget muligt, at Charli aldrig kommer til at lave et album som ’Wuthering Heights’ igen, men af en omvej at være er det nærmest uhørt vellykket.
4. ’How I’m Feeling Now’ (2020)
Charli XCX indspillede sit fjerde album i løbet af blot seks uger under corona-nedlukningen. Alene i sit hus sendte hun lydfiler frem og tilbage til sine venner og samarbejdspartnere, mens hendes fans kunne følge med og komme med input over en live-stream.
I dag står albummet som det måske mest bemærkelsesværdige musikalske dokument fra en periode, hvor det ellers nærmest var umuligt for musikere overhovedet at arbejde.
’How I’m Feeling Now’ er dog ikke blot et artefakt fra corona-tiden, men også en indvarsling af en ny æra for Charli. Titlen er en hensigtserklæring: Hvert album, hun har udgivet siden da, har besvaret det samme spørgsmål: Hvordan har jeg det lige nu?
Resultatet er et af Charlis allermest personlige album. På højdepunkter som ’Forever’, ’Detonate’, ’Enemy’ og ’Party 4 You’ formår hun på bemærkelsesværdig vis at forvandle det, der lyder som angstfyldte og ensomme karantænetankestrømme, til iørefaldende popsange, hvis dybe menneskelighed trænger igennem de digitale produktioner som en kærlighedserklæring over et Zoom-opkald.
3. ’Music, Fashion, Film’ (2026)
For første gang siden ’Sucker’ begav Charli XCX sig med ‘Music, Fashion, Film’ ud i en mere rockinspireret, guitardrevet lyd, men det er meget tydeligt, at hensigten ikke er at appellere bredt.
Musikalsk set er ’Music, Fashion, Film’ i virkeligheden et af Charlis mest outrerede album. Sange som ’Card Declined’, ’2007’ og ’Yeah’ henter elementer fra 90’ernes grunge og 00’ernes alternative rock, men manipulerer dem, indtil de nærmer sig groteske forvrængninger i et hjemsøgt spejlkabinet – på én gang komiske og dybt foruroligende.
Det er et velvalgt musikalsk bagtæppe for Charlis til dato mest eksistentielt tyngede album, hvor rock’n’roll-æraens »live fast, die young«-etos forvandles til en slags memento mori. ’Music, Fashion, Film’ er Charlis udgave af det barokke vanitas-maleri, hvor kunsten og berømmelsen kun er en kortvarig flugt fra dødens uundgåelighed.
Dansegulvet er dødt, og catwalken fører direkte i helvede, og intet – hverken musik, mode eller film – kan redde os. Det får vi at vide på albummets første to sange. Det, der gør ’Music, Fashion, Film’ til en af Charlis allermest rørende udgivelser, er dets måde at insistere på, at kunsten trods forgængeligheden alligevel er værd at leve og kæmpe for.
2. ’Brat’ (2024)
I kølvandet på ’Brat’ gæstede Charli det virale online-talkshow SubwayTakes, hvor hun udtalte, at »musik ikke er vigtigt«. Den moderne musikers opgave, mente hun derimod, er at projicere en sammenhængende kunstnerisk vision på tværs af medier.
Det er ’Brat’ om noget en masterclass i. Albummet blev et æradefinerende kulturelt fænomen, hvis indflydelse og popularitet langt overgik musikken. ’Brat’ var en opsummering af tidsånden, en tøjstil, en identitet, et leksikon for en ny måde at tale på og – knap så heldigt – en marketingsstrategi for politikere, militæralliancer og multinationale firmaer. Senere blev det også en film.
Men ’Brat’ er også et sjældent eksempel på et album, hvor den omgivende hype føles som en forlængelse af den musikalske vision. Albummet manifesterer en slags trojansk hest bygget til at infiltrere poplandskabet og overtage det indefra. Og lige så fascinerende ’Brat’ er som samtidskunstværk, lige så gribende er det som popmusik.
Den kokaininfucerede technopop på ’365’ er en af de få gange i historien, hvor det er lykkedes for en hitlistepopsang at indfange den voldsomme, beskidte kropslighed, man oplever til et rave. Sange som ’Sympathy Is a Knife’ og ’Girl, So Confusing’ lykkes med det umulige og gør fortællinger om popstjerneintriger rørende og vedkommende for almindelige mennesker.
Da Charli XCX udgav ’Vroom Vroom’ gav hun krop og hjerte til en bil. På ’Brat’ gjorde hun det med en langt større og mere kompleks maskine: popindustrien.
1. ’Pop 2’ (2017)
Få ting udvikler sig så hurtigt som popmusik. Det, der det ene øjeblik lyder friskt og spændende, kan det næste fremstå uddateret og anakronistisk. Mange udgivelser er blevet kaldt lyden af fremtiden, blot for hurtigt at vise sig ude af stand til at transcendere det øjeblik, de blev skabt i.
Men her ni år efter sin udgivelse lyder mixtapet ’Pop 2’ stadig som en fjern horisont, vi endnu ikke har nået. En utopisk idé om, hvordan popmusik kunne lyde i en fremtid, der stadig er langt væk.
Musikken på ’Pop 2’ er på én gang Charli XCX’s mest syntetiske og mest humane. For at beskrive lydene må man hente hjælp fra kemiens og maskinernes verden. Beatene er spidse og hårde som formet ud af stål, synthesizerne er både glatte som latex, brølende som ved en underjordisk atomprøvesprængning og æteriske som den violette gas fra sublimeret jod.
Alligevel er menneskeligheden aldrig langt væk. Telefonsex-hymnen ’Delicious’ drypper af en længsel, der føles overvældende ærlig, selv når effekterne forvandler Charlis stemme til et flimrende hologram. Selvrangsagende kærlighedssange som ’Backseat’, ’Lucky’, ’Tears’ og ’Track 10’ opløfter elektronikkens kølige melankoli til en eksistentiel oplevelse af smerte og fremmedgørelse.
På tværs af ’Pop 2’s 10 sange får Charli besøg af hele 13 gæstevokalister: Carly Rae Jepsen, Caroline Polachek, Mø og mange, mange flere. »Det handler ikke nødvendigvis om mig – det handler i virkeligheden om at give alle deres øjeblik til at eje sangen«, fortalte hun tilbage i 2017.
Der er noget poetisk i, at Charlis mest kunstige album også er hendes store hyldest til fællesskabet. En insisteren på, at selv den mest maskinelle musik skal komme ud af en kollektiv skabelsesproces – og at den til sidst skal finde tilbage til fællesskabet, der står klar på dansegulvet til at tage imod.