’Mick Øgendahl – bag grinet’: Ny TV 2-dokumentar kradser i overfladen af komikerstjernens smerte
DOKUMENTAR. ’Mick Øgendahl – bag grinet’ er et 50 minutter langt portræt af komiker, skuespiller og manuskriptforfatter Mick Øgendahl, der stiller spørgsmålet: Hvordan bliver man ved med at få folk til at grine, når man selv står på kanten af et mentalt sammenbrud?
Hvis man skal være lidt firkantet, kan man opdele dokumentargenren i to typer. Nogle tager afsæt i en klokkeklar præmis, der bliver fulgt til dørs, nærmest som var konklusionen skrevet på forhånd. Andre, der tager ved lære af den franske cinema verité-bølge, foretrækker at spore sig frem til en rød tråd i klipperummet, når alt er sagt og gjort.
Men TV 2-dokumentaren ’Mick Øgendahl bag grinet’ gør ikke rigtigt nogen af delene. Og det handler egentlig ikke så meget om, at den falder ned mellem to stole, men måske snarere, at alle stolene stadig står i udstillingsvinduet, og der endnu ikke er nogen, der har udset sig et sæt, de godt kunne tænke sig at tage med hjem.
Der lader ikke rigtigt til at være nogen tese eller præmis, ud over at der ligger mere komplicerede følelser bag komikken end ren og skær, ulegeret latter. Men sådan er det vel med mange erhverv, særligt i underholdningsbranchen. Det er ikke just breaking news.
Det havde været enormt spændende at grave dybt ned i Mick Øgendahls sind, at undersøge, hvordan det er at stille sig op foran hundredevis af mennesker aften efter aften, der alle sammen forventer halvanden times mavekrampende latteranfald. Hvordan det er at være en af Danmarks største og mest populære komikere. Hvordan det er at skulle levere og præstere på så højt plan.
Vi er med på turne og fornemmer de surtlugtende omklædningsrum, der er den meget lidt glorværdige backstage-ramme for komikerens udsolgte shows rundt om i landet. Man fornemmer, hvordan hans arbejdsomhed tynger hans tilstedeværelse i familielivet, og at det kræver en indsats at finde tilbage til hverdagen, når man har faret land og rige rundt. Vi hører også om en enkelt joke, som han ikke kan stå på mål for i dag.
Men hver gang dokumentaren begynder at kradse lidt i overfladen af de store temaer, kommer vi aldrig meget længere end det. Man fornemmer en dybde, der simpelthen ikke bliver ordentligt belyst. Havde holdet bag fulgt Mick over markant længere tid i stedet for det, der lige nu føles som små nålestik i halen af hans tour, og suppleret ham med et kamera og instruksen om at filme daglige vlogs, så kunne det måske være blevet et fascinerende indblik i et nuanceret liv.
Alternativt kunne det have været interessant at høre fra venner og andre komikere, hvad det er, der har gjort Øgendahl så stor – at komme tættere på hans metier, simpelthen. Men også når vi hører i brede træk om hans kreative proces, bliver det aldrig mere end mildt interessant.
I dokumentarserien om ’Smartless’-podcasttrioen Jason Bateman, Will Arnett og Sean Hayes er der en fantastisk scene, hvor de tre hovedpersoner nærmest ved et uheld afslører personlige traumer og bearbejder dem i fællesskab foran et tændt kamera.
Det tætteste, Øgendahl kommer på noget tilsvarende, er, når han kører hen til psykologisk afdelings parkeringsplads, taler et kort øjeblik om sin indlæggelse, og så kører væk igen.
Det er jo helt okay, hvis det er for øm en oplevelse til, at han kan, vil eller bør grave den frem fra minderne. Det er bare ikke nok til at forløse en dokumentar, der forsøger at komme ind på livet af den smerte, Øgendahl bærer rundt på.
Kort sagt:
‘Øgendahl – bag grinet’ kradser i overfladen af, hvad der kunne have været et spændende deep dive i en af Danmarks største komikeres sind og profession.