’The Pitt’ sæson 2: HBO-hittet er tilbage med endnu en hjerteknusende – og klam! – hospitalsvagt

’The Pitt’ sæson 2: HBO-hittet er tilbage med endnu en hjerteknusende – og klam! – hospitalsvagt
'The Pitt' sæson 2. (Foto: HBO Max)

SERIE. Det seneste år har danske film og serier kastet et kærkomment blik på sundheds- og omsorgsfaget.

Med sympatiske og samfundskritiske fortællinger er (velfærds)politik og patientbehandling – samt kittelbærernes egne private og arbejdsrelaterede issues – blevet skildret i vellykkede perler som ’Det andet offer’, ’Løgnen’ og senest sæson to af Lone Scherfigs ensemblespil ’Dag & Nat’.

Men hospitalsdramaet hitter ikke kun herhjemme. Nu vender den amerikanske, Emmy-vindende HBO-serie ’The Pitt’ nemlig tilbage.

Same procedure as last year udspiller fortællingen sig over én enkelt dagsvagt: 15 intense timer på Pittsburghs Trauma Medical Center aka The Pitt. Et sted, hvor det ikke kun er sygdom, der truer, men også voldsom ventetid og økonomiske problemer, og hvor der løbes hurtigt mellem liv, død og kaffemaskiner.

Lykkeligvis står main man Doctor Robinavitch (Noah Wyle) i frontlinjen og er – sammen med den vidunderlige oversygeplejerske Dana (Katherine LaNasa) – hovedansvarlig for, at både lavpraktiske og eksistentielle knudepunkter løsnes. Lidt endnu, altså.

‘The Pitt’ sæson 2. (Foto: HBO Max)

Efter denne vagt skal Robby nemlig på tre ugers hjelmfri motorcykelferie (midtlivskrise much?), og den nyankomne Baran Al-Hashimi (Sepideh Moafi) træder ind som overlægevikar – og bliver et muligt pejlemærke for nye tider.

For hvor han er til følelser og fingerspidsgefühl, er hun til protokol og ChatGPT. Match made in omvendt-verden, og deres forskellige syn på AI-guderne – og hospitalets hyr med at holde et godt flow – sættes på spidsen, da akutafdelingen efter et cyberangreb pludselig må fungere helt analogt. Oh, the horror.

Men kaosset bliver samtidig seriens anledning til at folde sit farverige – og tilbagevendende – karakterkatalog ud bestående af blandt andre: Frank Langdon (Patrick Ball), der sidst blev fyret for at blive fanget med hånden i morfindåsen, den nævenyttige møgunge-type Santos (Isa Briones), der struggler med journalføring, og y-lægen Mel King (Taylor Dearden), som presses, efter en tidligere patient har stævnet hende.

Ja, selv læger kan lave fejl og blive juridisk irettesat, og store dele af serien kredser om de svære valg, sundhedspersonalet må træffe, og kittelbærernes tonstunge ansvar – herunder at indberette mistanke om misrøgt eller omsorgssvigt til de sociale myndigheder.

De mange tab og etiske dilemmaer er hjerteknusende og sommetider absurd ubehageligt at overvære, men ’The Pitt’ formår ubesværet at veksle mellem alvor og humor. Det ene øjeblik gribes vi således af en kræftramt mors tydelige ønske om aktiv dødshjælp, og det næste griner vi, når en nonne diagnosticeres med gonoré i øjet. Sådan ét klistrer, skulle jeg hilse at sige.

‘The Pitt’ sæson 2. (Foto: HBO Max)

On that note: Man skal ikke være synderligt kropsforskrækket for at se med. Serien er nok engang yderst visuel (læs: abjekt), og man ser alt fra bloddryppende operationer til lort og bræk i alskens former og konsistenser. Det er tit virkelig klamt, men samtidig befriende med semiægte sygdomsportrætter, der ikke steriliseres.

Der er dog stadig rigeligt med håndsprit, for corona hjemsøger fortsat dette travle hospital og dets mange aktører. Til gengæld slipper vi for de malplacerede flashback-sekvenser, som svækkede første sæson.

Denne sæsons smertepunkt er derimod, at personalets interne relationer og deres mange storylines indimellem føles lidt tætpakkede og i værste fald en anelse flade.

Men det tilgiver man (næsten), når man er i selskab med ’The Pitt’s heart and soul Noah Wyle. Altså den mand – der passende fik sit gennembrud i 90’er-hittet ’Skadestuen’ – er jo født til rollen som sympatisk og mangefacetteret læge.

Og skulle det vise sig, at han rent faktisk cruiser afsted på sin motordrevne fallosforlænger, håber jeg immervæk, at han vender tilbage til en sæson tre.

Også selvom man – mere end nogensinde før – under ham og alle andre af hverdagens selvopofrende helte lidt goddamn fred og ferie.


Kort sagt:
HBO’s medrivende hospitalsdrama er tilbage med en veloplagt anden sæson, der kredser om omsorg, ansvar og (self)care.

Anmeldt på baggrund af de første ni afsnit.

‘The Pitt’ sæson 2. Serie. Serieskaber: R. Scott Gemmill. Medvirkende: Noah Wyle, Katherine LaNasa, Sepideh Moafi, Taylor Dearden, Fiona Dourif, Patrick Ball, Isa Briones, Gerran Howell m.fl. Spilletid: 15 afsnit à ca. 50 minutter. Premiere: 9. januar på HBO Max
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af