SÅ DU DET? Er 2026 året, hvor du vil blive bedre til at kommunikere? Eller måske turde leve lidt mere kompromisløst?
Så er der uventet inspiration (og irritation) at hente i DR’s nye dokumentarserie ‘Ekstremt normalt’, hvor journalist Sanne Cigale Benmouyal flytter ind hos mennesker, vi normalt kun møder gennem skarpe overskrifter og endnu skarpere fordomme.
Formatet er genkendeligt. Lidt som i ‘Signe Molde på udebane’ besøger værten miljøer, der ofte bliver karikeret. Forskellen er, at ‘Ekstremt normalt’ ikke er interesseret i at diskutere, om livsvalgene er rigtige eller forkerte. Serien insisterer på noget langt mere provokerende: at vi forstår de medvirkende på deres egne præmisser.
I første afsnit flytter Sanne ind hos ægteparret Daniel og Anastasia, der lever polyamorøst, og begge har faste kærlighedsrelationer ved siden af ægteskabet. Hun hjælper Daniel med at købe ind til middag, hvor både hans kæreste og hans kones kæreste deltager. Det lyder som en farce, men bliver aldrig spillet sådan. I stedet spørger Sanne ind til jalousi, grænser og praktiske aftaler. Og får svar, der er både rolige og reflekterede.
For hvad er det egentlig, der sker, når nogen ser dig i øjnene og siger: »Sådan her lever vi. Det fungerer. Det er okay, hvis du ikke forstår det«? Måske handler ubehaget ikke om dem, men om os selv. Om misundelse? Om længslen efter selv at være lige så fandenivoldsk ærlig omkring sine behov.
Den samme konfrontation findes i andet afsnit, hvor Sanne flytter ind hos MMA-kæmperen Joakim og hans omgangskreds. Vi følger Jon, der på én dag taber seks kilo op til en kamp, mens hans mor hjælper ham med at svede vægten ud i varme bade og dyner.
Da Jon siger, at han vil gennemføre kampen, selv hvis hans ekskæreste går i fødsel, spærrer både værten og jeg øjnene op. Det lyder ekstremt, og alligevel er det umuligt ikke også at beundre den kompromisløshed, han siger det med.
‘Ekstremt normalt’ er konfronterende, netop fordi serien nægter at tage stilling for os. Den peger ikke fingre. Den hæver ikke stemmen. Serien lader bare andre mennesker stå urokkeligt i deres egne valg og inviterer os til at mærke, hvad det gør ved vores mavefornemmelse.
Det er stille, moderne public service, der minder os om, at intolerance ofte forklæder sig bag postulater om sund fornuft. Og at der er ekstremt meget at lære, når vi tør blive i ubehaget.
‘Ekstremt normalt’ kan ses på DRTV.