Cardi B ’Am I the Drama?’
Det er fyldt med hævngerrighed, bad bitch-attitude og hårdtslående trap-beats. Er det ikke præcis det, man vil have fra Cardi B?
Da Cardi B albumdebuterede med ’Invasion of Privacy’ i 2018, var der noget spændende og dragende over hendes rå attitude og intense tilstedeværelse på de tunge trap-hits, som hun skødesløst smed omkring sig med som en særling, der fodrer fuglene ved søerne.
Nu vender hun tilbage efter hele syv år med mere af det samme, og det lyder ærligt talt som om, hun i mellemtiden har stået i kreativ stampe. Især fordi ingen af de 23 sange kan måle sig med fordums bangere som ’Bodak Yellow’ og ’Bartier Carti’.
Det lader det i øvrigt til, at Cardi B godt selv ved, siden hun har valgt at pynte albummet (og dets streamingtal) med det fem år gamle hit ’WAP’, der afslutter albummet som et stykke La Glace-lagkage efter en kold skål vandgrød. Lækkert nok, men noget af en kontrast.
Når Lily Allen laver et skilsmissealbum, giver I seks stjerner, men når Cardi B gør det, bliver I skuffede. Dobbeltmoralsk?
De smertefuldt ærlige beretninger om det forliste ægteskab med rap-kollegaen Offset er faktisk nogle af albummets lyspunkter.
For eksempel på en sang som ’Man of Your Word’, hvor Cardi B både udtrykker smerten over Offsets åbenbart betydelige svigt, men også vender blikket indad og indrømmer sine egne fejl. Det er stærke sager!
Men det kan alligevel ikke veje op for en sang som ’What’s Going On’, hvor Lizzo pludselig lægger vejen forbi for at synge omkvædet fra 4 Non Blondes’ ’What’s Up’. Du ved, »hey-ey-ey, hey-ey-ey / I said, hey, what’s going on?«. Og ja, hey, hvad i alverden sker der?
Tame Impala ’Deadbeat’
Tame Impala, der prøver kræfter med Kaytranada-klingende klubmusik. Hvordan kan det være andet end fedt?
Potentielt set kunne det bestemt være interessant at høre Tame Impala aka Kevin Parker lege med house-klaver og klubbede rytmer. Desværre lader det ikke til, at Parker helt forstår, hvad der under normale omstændigheder gør den slags musik interessant at lytte til.
House-musik kalder på kropslig tyngde, dynamisk fremdrift, energi. Man må ikke glemme, at house udspringer fra soulmusikken, og at sjæl derfor er et nøgleord.
Alt dette forsvinder i Parkers renskurede, halvbedøvede, nærmest udviskede lydflader. Man fornemmer, at han har forvekslet house-musikkens tentative evne til at tvinge kroppen ind i en euforisk trance med at lulle lytteren ind i 50 minutters kedsomhed.
Har han overhovedet prøvet at være på et dansegulv?
Så kunstnere må ikke prøve ny idéer af? Helt ærligt, Tame Impala kan jo ikke blive ved med at genskabe ’Currents’ for altid.
Vi elsker, når kunstnere prøver nye idéer af, bare ikke når resultatet lyder sådan her. Og så bliver skuffelsen jo netop kun større af, at hans katalog gemmer på nyklassikere som ’Currents’.
En kunster, som er i stand til at skabe så stildannende et album, burde kunne levere noget bedre end ’Deadbeat’.
Lucy Dacus ’Forever Is a Feeling’
I plejer da at falde fuldstændig pladask for alt, Boygenius-medlemmerne rører ved.
Det er netop derfor, vi er så skuffede. Lucy Dacus er uden tvivl en af indiefolk-genrens største stjerner, og hendes seneste to album, ’Home Video’ og ’Historian’, er begge fremragende. Det samme er hendes samarbejde med Phoebe Bridgers og Julien Baker i Boygenius.
Derudover er ’Forever Is a Feeling’ Dacus’ første album, siden hendes kunstneriske partnerskab med Julien Baker udviklede sig til et romantisk et af slagsen, og det fremstilles som et album om stormende forelskede og umætteligt begær. Alt tydede på, at vi havde noget fremragende i vente.
Desværre er der bare intet på det overpolerede ’Forever Is a Feeling’, der peger i retning af den slags dramatiske følelser, og man skal anstrenge sig for at mærke bare antydningen af hjerteslag. Albummet lyder som den musikalske ækvivalent til et stykke blomstret tapet: overdrevent pænt og totalt ufarligt.
Men jeg troede, Lucy Dacus altid var garant for dybe og poetiske tekster? Er det ikke det vigtigste?
Teksterne er bestemt vigtige, og Lucy Dacus formår stadig at skrive stærke tekster. Også selvom en prætentiøs, lommefilosofisk undertone er begyndt at snige sig ind i hendes sangskrivning, som hun gerne må luge ud igen, før den slår rødder og overtager hele blomsterbedet som en slags meget cringe ukrudt.
Vi mener: »Here is the church / Here is the steeple / You were looking for saints / But you only found people / Ain’t that just the way it goes?«. Helt ærligt.
Og selv hvis alle teksterne levede op til Dacus’ tidligere høje standard, ville det ikke være nok til at redde et album, der rent musikalsk er uinspirerende at lytte til. Det er jo trods alt ikke en digtsamling.
Taylor Swift ‘The Life of a Showgirl’
Prøver I ikke bare at virke cool, alternative og indie-smarte ved at hate på verdens største popstjerne?
På en måde har du faktisk fat i noget. Et af problemerne ved ’The Life of a Showgirl’ er nemlig, at Taylor Swift simpelthen er blevet for kikset.
Albummet rummer så pinlige tekster, at man som lytter slet ikke når at rette tæerne ud, før de krummer sig sammen igen. Fra »did you girl-boss too close to the sun?« til »everybody’s so punk on the internet« og »I have been afflicted by a terminal uniqueness«.
Fra det underligt ondskabsfulde Charli XCX-diss til den klæbrige hyldest til størrelsen på Travis Kelces »hard rock«/»new heights of manhood«/»redwood tree«/»magic wand«/»key that opened my thighs«.
Fra den dobbeltmoralske moralisering på den antimaterialistiske ’Wi$h Li$t’ til Swifts selviscenesættelse som popmusikkens magtfulde patriark på ’Father Figure’.
Okay, så nogle af teksterne er lidt pinlige. Big deal. Det er popmusik, vi taler om. Kan det ikke være lige meget, så længe melodierne er iørefaldende?
Det er helt rigtigt, at vi befinder os i en genre, hvor teksterne under normale omstændigheder ikke nødvendigvis er det vigtigste.
Dog må den selvbetegnede »tortured poet« selv påtage sig en del af ansvaret for, at ordene er blevet centrummet for hendes musik. Det er trods alt med fuldt overlæg, at hun har fået sine fans til at vie deres tid til at afkode de subliminale beskeder i hendes tekster, som var der tale om Talmud.
Og så er det ikke, fordi musikken ligefrem gør meget for at kræve lytterens opmærksomhed tilbage. ’The Fate of Ophelia’ er en catchy sang, men derudover er det ret skuffende, at Taylor Swift har fundet sammen med hitmaskinerne Max Martin og Shellback igen blot for at lave lige så underspillet musik, som hun lavede med Jack Antonoff.
Desuden bærer albummet præg af at være indspillet, mens Swift var på turné. Hendes stemme lyder udmattet, hvilket især bliver klart, når den på titelsangen står side om side med Sabrina Carpenters fløjlsbløde klang.
Drake & PartyNextDoor ‘$ome $exy $ongs 4 U’
Det er evigheder siden, at I har været rigtig begejstret for en Drake-udgivelse. Hvorfor skulle det være anderledes denne gang?
Det er sandt, at vi skal helt tilbage til 2015’s ’If You’re Reading This It’s Too Late’ for at finde en Drake-udgivelse, der for alvor var interessant på tværs af hele sin som altid ekstremt lange varighed. Men omvendt har vi ikke at gøre med en hvilken som helst Drake-udgivelse.
‘$ome $exy $ongs 4 U’ er Drakes første album i kølvandet på sit legendariske nederlag i nyere tids mest omtalte hiphopbeef, der blandt andet resulterede i, at Kendrick Lamar fik årets største – og mest Grammy-vindende – hit med en sang, hvor han beskylder Drake for at være en pædofil kultursnylter.
Hvis ikke så rystende en ydmygelse kan få Drake til at stramme sig an for at bevise, at han fortjener sin position som en af nyere tids allerstørste rapstjerner, hvad kan så?
Men ‘$ome $exy $ongs 4 U’ er ikke albummet, hvor Drake finder sine tungeste skyts frem fra pulterkammeret og forsøger at bevise sit værd. Det er knap nok et rapalbum. Faktisk er det knap nok et Drake-album.
I stedet er ‘$ome $exy $ongs 4 U’ et halvt Drake-album, der på klodset vis er udbygget med bidrag fra (*checks notes*) r’n’b-sangeren PartyNextDoor, som muligvis er endnu mere corny end Drake, og hvis tilstedeværelse på albummet er så anonym, at det nærmest er eksistentielt fascinerende.
Okay. Det lyder lidt som jeres eget problem, at I opbyggede alle mulige luftkasteller i jeres hoveder. Kan man ikke bare nyde albummet for hvad det er: en samling sexede r’n’b-sange?
Åh, gid det var så vel.
»The way we fucked is better than what we DM’d on Insta«, forklarer Drake så prosaisk og uromantisk, at man næsten kan se pegepinden i hans hånd. Hans stemme er hæs, mens melodien halter afsted på krykker. Sexet? Næppe.