DE MEST SEXEDE SANGE. 90’erne var spækket med sexet r’n’b. Næsten i sådan en grad, at det var svært for et ellers godt sexjam at skille sig ud.
Adina Howard begik netop sådan et, da hun i 1995 udgav sin debutsingle, ‘Freak Like Me’, der nåede hele vejen til hitlistens andenplads i hjemlandet USA. Lyden var et opkog af trommesamples fra Sly & the Family Stone, en melodi sakset fra Bootsy Collins og en guitar fra Roy Ayers.
En smooth, G-funky synthlinje fik den til at passe perfekt ind side om side med samtidens hiphop, som Dr. Dre og Snoop Dogg diskede op med, mens Adina Howard sensuelt sang om at være en freak i soveværelset.
‘Freak Like Me’ er et solidt stykke håndværk, men det er ikke verdens mest sexede sang. I hvert fald ikke for mig.
Taget i betragtning af, at sangen handler om at være freaky, lyder den påfaldende meget som resten af tidens r’n’b. Måske var det også derfor, Adina Howard hurtigt røg ud af hitlisterne igen – det var simpelthen svært at pege på, hvad hun bragte til genren, som andre ikke var lige så gode til.
Men hvis man drejede lidt på nogle knapper, kunne det sagtens blive til en sexet sang, verden aldrig havde set mage til.
Sexarbejder-robot fra fremtiden
Ved du, hvad der er omtrent lige så sexet som amerikansk 90’er-r’n’b? Smågotisk britisk 80’er-synthpop. Depeche Mode, Eurythmics, Soft Cell, Frankie Goes to Hollywood, Visage, og listen fortsætter.
I den knap så sexede ende genren finder vi Gary Numan. Synthgeniet, der i 1979 gav den brede befolkning appetit for synthpop. Men også en skæv, excentrisk type, der skrev sange om, hvor trygt det er at bo i en bil. Eller i dette tilfælde: om en sexarbejder-robot fra fremtiden.
For ja, det er, hvad Gary Numans gennembrudshit ‘Are »Friends« Electric?’, som han udgav med bandet Tubeway Army, handler om. Han var ganske stolt af at snige et så outreret emne ind i toppen af den engelske singlehitliste.
Numans skæve, skingre synthfigurer oser af spænding og uhæmmethed. De er måske ikke decideret sexede – især ikke med Numans nervøse skrigesang eller stivbenede spoken word henover – men de er klart freaky.
20 år efter ‘Are »Friends« Electric?’ startede synthpop-æraen, debuterede en undergrundsmusiker ved navn Richard X. Under pseudonymet Girls on Top udgav han nogle ulovlige vinylsingler, der indeholdt mashups mellem tidlige synthpopbaskere og gennemarbejdede r’n’b-skæringer.
Når The Human Leagues ‘Being Boiled’-instrumentation blev sat sammen med TLC’s ‘No Scrubs’-vokaler, eller når Kraftwerks bleep-bloop fra ‘The Numbers’ blev sat sammen med Whitney Houstons skønsang fra ‘I Wanna Dance With Somebody’, lød det hverken som synthpop eller som r’n’b.
Det lød snarere som en hed BDSM-klub, hvor synthlandskaberne nærmest fik klang af industrial-musik.
Richard X fik nok medvind med disse mashups til, at han skrev kontrakt med Virgin Records, der var overbeviste om, at de kunne få clearet sample-rettighederne til ‘I Wanna Dance With Numbers’. Men Kraftwerk syntes, det var noget af det værste, de nogensinde havde hørt.
I stedet gravede Richard X mashuppet ‘We Don’t Give a Damn About Our Friends’ frem fra gemmerne. Her blandedes synthlydene fra ‘Are »Friends« Electric?’ med Adina Howards ‘Freak Like Me’. Gary Numan var begejstret, men Howard gik ikke med til, at udgivelsen måtte bruge hendes vokaler.
Og gudskelov for det, for der opstod en helt særlig, sexet magi, da det i stedet var engelske Sugababes, der fik lov til at indspille sangen.
Sugababes lyder godt tilpas i de kolde synthomgivelser. Som om der ikke er noget, der gør nær så meget for dem som de kantede guitarer og de pirrende synths.
Især outroen, hvor det tidligere Atomic Kitten-medlem Heidi Range fraserende synger »it’s all good for me«, mens hun euforisk overgiver sig til freakens verden, får de mashuppet til at gå op i en højere, sexet enhed, som Howards vokaler ikke kunne give.
Sangen udkom på et tidspunkt, hvor britisk hitlistepop var overvejende sukkersød – lige midt i Spice Girls-efterskælvet. Sugababes var med til at genindføre noget kant. Og absolut intet nummer i deres diskografi er nær så beskidt som dette lige dele rowdy og begærlige mashup.
Richard X blev i øvrigt i de efterfølgende år en eftertragtet producer og remixer og har samarbejdet med både New Order, M.I.A., Pet Shop Boys, Kelis, Róisín Murphy, Nine Inch Nails, Depeche Mode og Hot Chip.
Behold bare din ‘Let’s Get It On’ og ‘Careless Whisper’. Sugababes og Richard X har skabt en sang for the freaks. En sang, der ikke er sexet på samme præmisser som ethvert andet sexjam, men som i min optik netop derfor er verdens mest sexede – og den mest freaky.