ASAP Rocky
ASAP Rockys albumdebut begynder magtfuldt: Titelnummeret kombinerer Marley Marl-effekter med uhyggeligt dryppende lyde, og Harlem-rapperens tordnende »they thought I’d probably die in prison« er en perfekt åbning: Hård, effektiv, New York’sk. Den 24-årige Rakim Mayers’ debut er ambitiøs. Signaturlyden, blandingen af hostesaftstung Houston- og Memphis-lyd og Clams Casinos svævende cloud rap, er poleret, renere, og desuden nikker ‘LongLiveA$AP’ til New Yorks stolte tradition. ASAP Rocky vil ikke være zeitgeist-defineret, men klassisk og tidløs.
Det renere og mere østkystlænende udtryk klæder Rocky. Albummets to Hit-Boy-beats perfektionerer den nye stil: 80’ernes guldalder-old school og futuristiske lydelementer mødes på førstesinglen ‘Goldie’, og hele seks gæsterappere går grassat over producerens DJ Premier-pastiche på ‘1 Train’, en homage til 90’ernes ‘posse cuts’, der lægger op til uendelige diskussioner om, hvem der havde det bedste vers. Nummeret er et klart budskab om ambitionsniveauet – ‘LongLiveASAP’ vil være Rockys store, klassiske New York-plade.
Læs anmeldelse: ASAP Rocky ‘LiveLoveA$ap’
‘PMW’ illustrerer Harlem-rapperens naturlige kemi med Schoolboy Q (der på genial vis leger med Kendrick Lamars albumtitler: »Whoopsie daisy/ put a good kid in your ‘Section.80’«), og ‘LVL’ markerer genforeningen med ‘LiveLoveASAP’s lydarkitekt, Clams Casino. Ikke alle lyder godt tilpas på New Jersey-producerens diffust svævende beats (her mere ‘Wassup’-dovent end ‘Palace’-marcherende), men Rocky klarer eksempelvis et skift i beatet ved at holde en stavelse i vanvittigt lang tid og blot rappe videre, når beatet starter igen. Han behersker sit flow til perfektion og skifter problemfrit mellem Bone Thugs-sangrap, Houston-snøvlen og noget helt tredje.
Midtvejs snubler albummet. Hverken Rocky eller Santigold kan redde ‘Hell’, hvis uinspirerede synthplaskeri mærkeligt nok stammer fra ellers ufejlbarlige Clams Casino. Rapperen kæmper også bravt for at følge med Skrillex’ heksehylsproduktion på ‘Wild For the Night’, men det kaotiske samarbejde virker mest som en bevidst provokation: »Middle-finger to the critics / me and my nigga Skrilllex«.
Læs også: Se videoen til ‘Fuckin’ Problems’
Selv svagere øjeblikke reddes dog af Rockys altid innovative flow og hans karisma – og fejltrinene er få, for albummet holder et usædvanlig højt niveau. ‘Fashion Killa’ er på genial vis en over-kitschet fashion-kærlighedssang, Han småsynger over flødeelectro, der kunne være taget fra ‘Drive’-soundtracket. ‘Suddenly’ og ‘Phoenix’ er afdæmpede og reflekterede historiefortællingsnumre, de eneste glimt bag facaden.
‘LongLiveASAP’ udstiller primært, at ASAP Rocky er en fremragende stilist: Albummet er et æstetisk projekt. At kalde det overfladisk er forkert, men han er ekstremt formbevidst og perfektionistisk. Man kan savne spontaniteten, den umiddelbarhed, der var at finde i begyndelsen af Rockys karriere. Således bliver albummet en æstetisk triumf, der ikke føles tvingende nødvendig.