Majestætiske Brimheim i total rocktriumf på Spot Festival

Majestætiske Brimheim i total rocktriumf på Spot Festival
Brimheim på Spot Festival. (Foto: Toke Hage/Soundvenue)

Hvert år på Spot Festival håber man at opleve lige præcis den koncert, hvor spilletiden hellere end gerne må overskrides, fordi koncerten viser ægte format.

En sådan koncert leverede Brimheim fredag aften i Musikhusets Lille Sal, og man var både rørt og følte sig privilegeret over at bevidne den dansk-færøske kunstner folde sig ud som en stjerne i international (sær)klasse på blot 35 minutter.   

Helena Heinesen Rebensdorff og hendes band blev modtaget med et stormende bifald, der kun tog til i takt med, at det ene overvældende klimaks tog det næste.

‘Myself Misspelled’ faldt tidligt i sættet, og her fik vi én af de komponenter, som var med til at løfte koncerten helt op i de øverste lag: Rebensdorffs imponerende fraseringer, der på ingen måde lod de største vokalister noget tilbage. 

Selv om hendes stemme var indsvøbt i katedral-klingende rumklang, fremgik det dog også tydeligt, at dette egentligt blot var et understøttende element – vokalen strålede således helt af egen kraft i balladen ‘Sake of Simplicity’, og da hun andetsteds sang stroferne »I wish I didn’t care« helt a cappella.   

Rebensdorff havde allieret sig med yderst kompetente kræfter, hvoraf hendes musikere blandt andet talte Lola Hammerich og Benedicte Pierleoni-Nielsen fra Baby In Vain. Sidstnævnte gjorde særligt fornemt væsen af sig med skarpt blik for nuancerne, hvad enten sangene kaldte på subtile bækkenanslag eller tordnende rabalder på tam’erne.

Man fik sågar også en lille klump i halsen, da Rebensdorff måtte begynde ‘Exquisite Bliss’ forfra, efter hun havde erklæret sin kærlighed og netop dedikeret sangen til sin kone, der var tilstede i salen. 

Som den totale manifestation knejsede ‘Call It What You Want’ majestætisk og sendte samtlige tilskuere op fra sæderne og videre ud i aftenen med de livsbekræftende strofer: »You can call it what you want, I call it love«.

En triumferende magtdemonstration.


Kort sagt:
Det ene overvældende klimaks tog det næste, da en sublimt syngende Brimheim rockede Musikhusets Lille Sal.

Brimheim. Koncert. Spot Festival.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af