Selina Gins sårbare stemme gav en god gedigen klump i halsen på Spot Festival
Da Nelson Can gik i opløsning, var der ingen tvivl om, at hvad der var enden på ét måtte blive begyndelsen på noget andet. Og især lå det i kortene, at forsanger Selina Gin havde noget i ærmet.
Selina Gins koncert på Spot Festival var derfor præget rigtig meget af nysgerrighed fra publikums side. Hvad mon hendes øvrige sange lyder af? Og vil hun fængsle lige så meget som livekunstner, nu hvor hun ikke har resten af Nelson Can at spille op imod?
Svarene på begge spørgsmål viste sig at være lidt beslægtede. For hendes nye lyd er – som debutsinglen ‘Deep Blue’ antydede – mere intim, mere sårbar og mere diskret. Setlisten bød kun på ét egentligt energisk nummer, den hastigt pumpende ‘Multiple Reasons’ – et nummer, der dog passede fint ind i det omkringliggende univers, idet stemningen er lige så intens som i meget af det øvrige.
For tro endelig ikke, at ‘langsom’ og ‘rolig’ er synonymer i Selina Gins verden. Når en sang kører langsomt fremad, er det så man som publikum kan mærke, hvor meget der er på spil i hver eneste takt.
Det forhold stod især klart i to numre.
Dels koncertens fjerde sang, hvor Selina Gins stemme udelukkende blev akkompagneret af stilfærdige klavertoner. Det blev så nedbarberet og nøgent, at jeg fik en klump i halsen; som om jeg bevidnede et korthus, der blev holdt elegant oppe af det skrøbeligste fundament.
Og dels koncertens afslutningsnummer, ‘I Know What You’re Fighting For’, hvor Selinas desperate, inderlige »whoo« mod slutningen blev mere og mere højtråbende, alt imens nummeret fortsat travede ganske langsomt fremad.
For lige at kaste med klassiske rockfloskler, blev mine tanker ledt hen mod præstationer som Clare Torry på Pink Floyds ‘The Great Gig in the Sky’, hvor barren for intensitet i vokalen konstant synes at være umulig at løfte – men hvor der alligevel bliver skubbet til den, som nummeret fortsætter.
Ergo stod Selina i høj grad på egne ben, og selv om hun havde medbragt et på alle måder habilt band, var det ikke deres tur til at stå i rampelyset.
Eller, det vil sige; med én undtagelse. For Selinas vokalharmonier med Mille Mejer Djernæs Christensen fra Ganger (der også spillede keyboard og bas til koncerten) var ikke til at stå for. Koncerten havde afgjort fungeret fint uden – men det var lige prikken over i’et, der gjorde det hele ekstra medrivende.
Kort sagt:
Selina Gins langsomme, intime (og intense) sange var dybt medrivende til Spot Festival. I de bedste momenter var det så smukt og så gribende, at det gav anledning til en god gedigen klump i halsen.
Læs alle vores anmeldelser fra Spot Festival HER.