Soundvenue Springer: Brimheim skriver sange om, hvor ondt det gør at være i live

Med debut-ep'en 'Myself Misspelled' er Brimheim selvsikkert trådt ind på den danske musikscene med funklende melodier og en klart defineret rockfinesse. At udtrykke sig musikalsk er ankerkvinde Helena Heinesen Rebensdorffs måde at vise sårbarhed på.
Soundvenue Springer: Brimheim skriver sange om, hvor ondt det gør at være i live
Brimheim. (Foto: Tue Blichfeldt/Soundvenue)

Med Soundvenue Springer sætter vi fokus på de nye talenter, der blæser os bagover lige nu, og som vi glæder os til at følge i mange år frem.

Der breder sig sådan en glæde rundt i kroppen og omkring hjertet, når man præsenteres for en debuterende kunstner, som både fremstår fuldkomment sikker i sit udtryk og aldeles blændende i sin sangskrivning – som tilfældet er med dansk-færøske Helena Heinesen Rebensdorff, der under sit musikalske alias Brimheim udsendte den fremragende debut-ep ‘Myself Misspelled’ i oktober. 

Her knejser melankolsk gothpop side om side med elementer af postpunk og lo-fi. Altsammen knyttet sammen af en gennemarbejdet produktion, som løfter facetterne i de enkelte numre, der yderligere forstærkes af Rebensdorffs gribende og ekspressive fraseringer med ekkoer af genrebeslægtede åndsfæller som PJ Harvey og Patti Smith.

Et særkende ved sande kunstnere er, at de bruger deres kreative output til at udtrykke verden omkring sig og ad den vej blive klogere på sig selv og anskue tilværelsen gennem de erfaringer, der lagres i skabelsesprocessen.

Det klart definerede udtryk, som kendetegner ‘Myself Misspelled’, er ikke blevet skabt over night, men er resultatet af både en længerevarende studieproces og de store omvæltninger, der er sket i Helena Rebensdorffs liv, hvor hun fandt ind til kernen af sig selv.

»Brimheim startede, da jeg flyttede fra Aarhus, hvor jeg tog min bachelor, til København, hvor jeg tog min kandidat på Rytmisk Musikkonservatorium. I min Aarhus-tid havde jeg beskæftiget mig meget med elektronisk musik og betragtede mig selv mere som producer end sangskriver. Da jeg kom tilbage til København og mine rødder, opdagede jeg, at det faktisk var sjovere at spille guitar og skrive sange om, hvor ondt det gør at være i live«.

»Jeg vendte tilbage til København og vendte tilbage til mig selv, for i samme periode, hvor jeg begyndte på Rytmekons, gik jeg gennem et hårdt breakup, sprang ud som lesbisk og mødte hende, som i dag er min kone. Så det var en periode, hvor der skete gigantiske ting i mit liv. Det tvang mig til at bo i en anden slags autenticitet, som affødte de sange, der er på min ep«.

»Når man går igennem en masse livsomvæltende ting, kommer man også til at modnes og få sin egen kerne. Det blev startskuddet til denne musik, som er blevet til over en lang proces i studiet – først med Nis Bysted, som jeg indspillede grundspor med, og derefter sammen med Oliver Volz, som jeg har produceret ep’en med, hvor vi transformerede musikken og fandt frem til den form og den lyd, vi gerne ville have«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

»Det første nummer, jeg skrev, hvor jeg følte, at her var noget, der både var anderledes og samtidig pegede på de referencer, som har formet mig som ung, var ‘Kafka’. Tekstmæssigt kredsede den om de store eksistentialistiske spørgsmål: Hvem er jeg, hvad skal jeg, og hvad er det, der sker? Den måde, sangen blev til på, var egentligt meget intuitiv. Det var en legende proces i studiet, og det var enormt givende for mig, fordi det afspejlede også den måde, jeg havde det på. Jeg vidste ikke, hvem jeg skulle blive til, men hvad med om vi nu leger os frem og ser, om ikke det går. Og med netop ‘Kafka’ følte jeg, at her var både noget originalt, som samtidig havde et callback til de referencer, jeg synes er fede«.

»Det er vigtigt for mig, at man som musiker kan rumme en skrøbelighed. Det afspejler sig også i de folk, jeg omgiver mig med i den kreative proces. Jeg føler også, at det har været med til at skabe værket, at de forskellige rum, det er blevet til i, både har været intuitive, men skrøbeligheden er budt velkommen og indenfor. Skrøbelighed er noget, jeg leder aktivt efter i mine samarbejdspartnere«.

Brimheim.

»Det er fucking svært at være menneske! Man har jo lyst til at fortælle de historier om, at man har triumferet over det, der er svært, men det har jeg bare ikke. Jeg bliver ved med at skrive sange om, at jeg synes, det er svært at være i live. Det er en indre kamp, som jeg også tror er universel, for man har jo lyst til, at det skal være nemt, og at man kan vise omverdenen, at man ’besejrede dragen’. Omvendt føler jeg, at jeg er nødt til at sige noget om, at det ofte er svært, og give udtryk for det eksistentielle helvede i mine sange. Jeg er dårlig til at være sårbar, men i sangene føler jeg, at jeg kan gå ind i den tilstand, hvor det nogle gange er svært og føles ad helvede til. Og det er jo en gave at have adgang til denne tilstand, hvor man kunstnerisk kan udtrykke, hvordan man har det«.

»At bo i sin sårbarhed kan være hårdt, melankolsk og besværligt, men er samtidig også utroligt givende, fordi man får noget igen på de følelser, når man sender det gennem sin musik. Nogle gange er det irriterende, at det er nødvendigt, for jeg synes virkelig ikke altid, at det er super nemt. Jeg er ikke den type kunstner, der kan sidde med guitaren hele tiden, og hvor kreativiteten flyder ud af mig. Men de gange, hvor jeg kommer ind i et flow, er en vidunderlig tilstand, og det er måske også noget, jeg jagter. At gå igennem det eksistentielt besværlige for at få adgang til det kreative, for når jeg så endelig mærker flowet, giver det hele mening. Og det er essensen for mig: At få det hele til at give mening. Og det er en løbende proces, som jeg hele tiden befinder mig i. Hvorfor der så også bliver ved med at komme nye sange«.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af